Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Port Ghalip, Egypten 16.3.2010

Aden, Yemen, den 23.2.2010.

Vi var det sidste hold i konvojen der blev sluppet ind på ankerpladsen i havnen, så der var ikke meget plads tilbage, men ankeret blev kastet og gummibåden blev sat i vandet og påhængsmotoren på. Nu skulle vi i land for at indklarere.

Lige så snart vi kom op på kajen blev vi kontaktet af Maher, en agent som gerne ville hjælpe os med at finde de forskellige kontorer. Vi sagde ja til hans hjælp, så indklareringen blev hurtigt overstået. Han var chauffør for os, mens vi var i Aden, han vidste hvor vi kunne købe ind og hvor vi kunne spise. Maher havde vi meget glæde af.

Påhængsmotoren havde det ikke så godt, den trængte til et serviceeftersyn. Maher kendte en mekaniker der kunne ordne den slags, og dagen efter blev den efterset og ordnet så den er som ny igen.
Vi var ude at spise med Maher på en lokal restaurant. Det var en underlig oplevelse, bl.a. fordi jeg var den eneste kvinde, så jeg blev nedstirret af mændene der sad og spiste med fingrene, som er skik og brug her - sikke et svineri de efterlod sig, bordet flød med levninger, det fremmede ikke ligefrem spiselysten for os. Men et stort fad med diverse retter blev serveret for os - vi fik også udleveret ske og gaffel, så vi kunne bare gå til fadet. Det smagte rigtig godt.

Senere kom der nogle kvinder ind, tildækket i sort fra top til tå, de havde kun en sprække åben ved øjnene. Bordet de satte sig ved, blev omringet af skillerum. Maher fortalte, at det gjorde man altid når der var kvinder med til spisning på offentlige steder, fordi de så kunne smide masken og spise ubeset.

Stor mand stor fangst.

Aden by er møjbeskidt, fattigdom alle vegne. Kvinder og børn løb efter os tiggede, det var virkeligt ubehageligt. Jeg ville jo gerne give dem noget, her kom vi som landet rigeste og kunne bare sætte os ind i bilen og køre væk fra elendigheden. Jeg græmmes.

Dagen før vi forlod Aden skulle vi have dieseltanken fyldt op. Vi havde fået at vide, at vi skulle dække båden til og tage noget gammelt tøj på og bruge nogle udtjente sko, for det ville blive en beskidt affære. Vi var forberedte da vi lagde til ved dieselkajen. Men sikke et svineri, diesel og olie flød på kajen, og man kunne ikke undgå at træde i det. Vores fortøjninger blev indsmurt i olie, så de blev lagt i blød og Flemmings sko smidt ud. Men vi fik fyldt tanken op til en billig penge. Drikkepenge skulle de også have, men de mente de fik for lidt, så de gik, så vi selv måtte klare at få frigjort fortøjningerne, som lå og flød i olie.

Søndag den 28.2.2010 forlod vi Aden havn. S/Y Blue Marlin, med Hans og Milla, ville gerne følges med os. Der var ingen vind så den første nat gik for motor og efter en rolig nat, stod vi ind i Røde Havet. Nu havde vi de gamle lande omkring os. Afrikas horn på bagbord side og Arabien på styrbord. Vinden steg til 27 knob, agten for tværs, så det blev en flot sejlads frem til Assab i Eritrea.
Et par sømil fra havnen kaldte vi havnekontoret, men der var ingen der svarede, så vi gik ind i havnen og her kastede vi ankeret, sammen med Blue Marlin.

Havnen var total død, der lå ingen både og der var ikke et menneske at se, så her blev vi kun for en nat og kl.07. næste morgen drog vi af sted igen, nu mod Massawa.
Igen havde vi kun lidt vind at sejle på, vi kunne lige holde sejlene oppe ved at sejle på kryds.

I mellemtiden hørte vi igen et Mayday på radioen, igen et piratangreb ud for Yemens kyst - man kan vist rolig sige at vi i konvojen har været heldige.

Efterhånden mistede vi kontakten med Blue Marlin, så vi prøvede at kontakte andre både, for at bede dem om at få fat på dem, og det lykkedes heldigvis. Blue Marlin var gået ind på en ankerplads, mens vi sejlede videre mod Massawa.

Den 4.3.2010 kom vi til Massawa, Eritrea, og lagde til ved kajen, dejligt endelig at kunne gå direkte på land fra båden. Igen skulle der indklareres og vi skulle have et landpas for at gå uden for havnen.

Bag havnens høje mure, lå flere huse i ruiner, fyldt med skudhuller - et levn fra borgerkrigen med Ethiopie.

Ruin med skudhuller i Massawa.

Søde børn i en gyde i massawa.

Vi ville gerne til hovedstaden, Asmara, men det skulle vi have et andet landpas til. Det tog adskillige timer at få det arrangeret, men endelig kunne vi begive os af sted til busholdepladsen, for at finde bussen til Asmara.
Sikke et herligt leben, får, kameler og folk imellem hinanden. Det tog sin tid at få folk stuvet ind i bussen. Efter en times tid startede den lange tur over sletterne og over bjergene til Asmara. Turen tog 4 timer, men sikken en flot tur. Sletterne med deres akacielunde og kameler susede forbi. Udsigten over de stejle bjergsider var fantastisk, vi så ned over de udtørrede flodsenge, og lasede beduintelte var spredt rundt omkring på bjergsiderne. Bjergbøndernes hytter var også usle - fattigdom over det hele. Undervejs stoppede bussen for at tage nogle beduiner ombord, som senere blev sat af ude i ørkenen. Det blev koldere og koldere hele tiden, Asmara ligger 2000 m oppe og har et dejligt køligt klima.

Vi venter på tilladelse til at tage til Asmara.	Beduiner bliver sat af i ørkenen.
Fint hus i ørkenen.	Så er vi oppe over skyerne.

Klokken var efterhånden blevet 20.30 da vi nåede frem til busholdepladsen i selve Asmara. Det var helt rart at få rettet benene ud, mens vi travede rundt i den mørke by og ledte efter et pensionat for natten.

Asmara har 800.000 indbyggere og Eritrea er det 2. fattigste land i verden. Det måtte vi sande. Vi så kvinderne sidde på jorden for at sælge deres få grøntsager, mens de sendte deres børn ud for at tigge.
Det var tydeligt at se at italienerne havde været på spil engang i tidernes morgen. Mange af kvinderne havde italienske træk og et stort mørkt hår, som var let tildækket, og de var ikke så mørke i huden som de fleste afrikanere er.
Der var ikke noget specielt vi ville se i Asmara, bare tulle rundt og opleve andre mennesker og en anden kultur.

Udsigten fra pensionatet i Asmara.	Salg af levende høns på busstationen i Asmara.
Pyramiden i Asmara.	Busholdepladsen i Asmara.

Men vi blev fortalt, at vi skulle tage ud og se en lille pyramide der var rejst som et mindesmærke over en italiener engang for længe siden. Da vi spurgte en mand om vej til pyramiden, sagde han, at der var for langt at gå, så jeg kører jer. Herligt, vi blev kørt lige til "døren", nu skulle vi bare selv klatre op af den stejle skråning op til selve mindesmærket. Her kunne vi nyde den flotte udsigt over byen og se pyramiden, som kun var ca. 4 meter høj. Vi tog igen den lokale bus hjem og nød den flotte udsigt endnu engang.

Den 7. tog vi fortøjningerne og tog af sted mod Sudan. Vejrudsigten sagde lidt vind fra syd, så det var med at komme af sted. Men vind var der meget lidt af, så vi fandt en ankerplads ved øen Harat pos. 16.02.15N - 39.27.27E. Herfra kunne vi se en lille bitte ø som hedder Sheikh El Abu.
Her ville vi blive liggende til der kom mere vind - at tænke sig at vores eneste problem var at få vind nok til at sejle på!!

Øen Sheikh El Abu.

Næste dag, efter en dukkert i det dejlige vand, kom der lidt mere vind, så vi hev ankeret op. Efterhånden tog vinden til, helt op til 36 knob, juhu! hvor det gik, vi sejlede 11 knob ned at bølgen den blå, men vinden lagde sig igen for natten, så motoren blev sat til. Det var jo godt nok, så skulle jeg ikke trimme sejl, men kunne læse lidt i min bog om Mussolinis besættelse af Etiopien og Eritrea, på min nattevagt.

Reparation af sejl.

Den 10.3.2010 stævnede vi ind i Sudan Harbour - her ville vi kun ligge for natten, nu havde vi set elendighed nok. Vi var tydeligt mærket af vores seneste oplevelser i Eritrea, det havde været så trist.

Ligeså snart vi havde kastet ankeret, kom en motorbåd farende hen til os. Det var en agent fra havnen og en læge, som skulle tjekke os inden en evt. landgang. Vi sagde at vi kun ville ligge her for natten og tage videre mod Egypten næste morgen. Hvis vi ville blive liggende for natten kostede det en masse US dollars, det ville vi ikke betale, jamen, så kunne vi da bare skride, så var vi ikke velkomne.

Så vi lagde kursen mod Port Ghalip i Egypten, hev ankeret op og sejlede videre.

Den 13.3.2010 efter en fantastisk sejlads, med dejlig vind og medstrøm kom vi Port Ghalip. Ved indsejlingen til havnen lå et kæntret sejlskib, kæntret på revet. Det var et sørgeligt syn.

Vi lagde til ved ankomstkajen, og på kajen stod mænd klar til at hjælpe med fortøjningen. Nu skulle vi igen tjekkes ind. Men her klarede havnepersonalet det hele, og i løbet af et par timer, blev i anvist og ført hen til vores plads i havnen. Her tog de igen fortøjningerne, så vi lå sikkert og godt. Vi lagde til med agter mod kajen, så nu kom vores gode gangbro igen i brug.

Port Ghalip er en forholdsvis ny havn, anlagt som en oase midt i ørkenen. Vi kan se ørkenen på den en side, og huse og hoteller ved kajen. Et rigtig luksus ferieparadis med dyre hoteller og dyre restauranter. Med turistmalkepriser. Her vil vi ligge og slappe af en uges tid og få arrangeret en tur til Luxor, hvor vi vil besøge Kongernes Dal, den fik vi ikke set da vi sidst var i Egypten.
Flemming er i gang med at forhandle pris med forskellige taxichauffører. Vi vil ikke betale deres høje priser, og vi har lidt tid, medens vi venter på at vinden nordpå skal løje lidt af.
Vi kunne ikke finde en købmand her i havnen, og da vi spurgte om der var en, fik vi at vide at vi bare kunne spise på en af de mange restauranter. Ja, men ikke til de priser. Vi fandt et lille minimarked 2 km fra havnen, der kunne vi få det mest nødvendige.

Ferieparadiset Port Ghalip.

Ørkensiden af Port Ghalip, se den kæntrede båd i bagrunden.

Så lige nu slapper vi af på båden i skarpt solskin med lidt rødt sandstøv i luften og kun 30 grader nede i skibet.

Vi regner med at være i Suez om 8-10 dage. Turen gennem kanalen tager 2 dage og så er vi tilbage i Middelhavet.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund