Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Massawa, Eritrea 7.3.2010

Fredag 29.01.2010 Kursen blev sat mod Maldiverne, en sejlads på 440 sømil. De 2 første dage havde vi vinden lige i snuden, så det blev nogle hårde dage med bidevind sejlads. Natten til den 31. lagde vinden sig, så motoren blev sat i sving og vi sejlede på et spejlblankt hav. Utroligt som havet kan forandre sig.

Den 1.2.2010 om morgenen stod vi ind i bugten ved Uligan. Her lå mange både som også skulle videre mod Oman. Vi kastede ankeret i krystalklart vand, mens smukke fisk, delfiner og kæmpe rokker kom forbi og hilste på. Det var et fantastisk syn.

Uligan er den nordligste ø i Maldiverne, som består af 19 hovedøer og ca. 1200 små atoller. Mange af dem er meget små og lave og rager kun 2-5 meter op over havoverfladen. Hvis den globale opvarmning bliver ved, kan de blive oversvømmet og helt forsvinde.

Man skal have en speciel tilladelse til at besøge øerne, den vestlige indflydelse er de ikke meget for, men vi kunne sejle med en lokal båd, med en agent ombord, så var det ok. Så vi tog en af de lokale både dagen efter som så sejlede os rundt til nogle øer i nærheden.

Besætningen på den båd der sejlede os rundt på Maldiverne.

Sandgade på Maldiverne.

Den første ø hed Molhadhoo som havde 372 indbyggere. Her var så utroligt rent og sirligt, sandgaderne var fejet og indrammet af palmer i lige rækker. Her gik ingen høns og geder i mellem husene og her var nærmest mennesketomt. Så anderledes end det vi har set i lang tid. Men efterhånden kom kvinderne ud af deres små huse, de var nysgerrige og de virkede sky og var tildækket. Jeg havde shorts på, men en lang nederdel i tasken, som jeg hurtigt tog på for at vise dem respekt. Det var tydeligt at vi var kommet til et muslimsk samfund.
Vi besøgte en skole, som også var sirlig og ren. Her blev 81 børn undervist af 11 lærere, børnene havde pause da vi kom, så vi så dem desværre ikke. Men vi fik en hyggelig snak med den kvindelige leder af skolen.
På den næste ø var der arrangeret frokost til os. Vi blev budt indenfor i nogle små aflukker af bast. Her var pyntet et smukt bord til os, vi følte os virkelig velkomne. Efter en dejlig frokost, skulle vi besøge deres skibsværft. Her byggede de deres specielle fiskerbåde, som vi så alle vegne.

Her får vi en snak med en lærerinde på Maldiverne.	Så var der dækket op.
Mændenes ynglingsplads på Maldiverne.	Typisk byggeri på Maldiverne.

Der manglede en stemning af liv på øerne, her var meget stille, men enkelte steder sad nogle mænd og sludrede i deres hvilestole som bestod af et stålstativ som var opdelt i tre felter, hvori der var udspændt sejlgarn. De var for øvrigt meget behagelige at sidde i.
Efter en herlig snorkeltur blev vi sejlet tilbage til vores båd.

Vi skulle videre og startede den 4. mod Oman, en lang tur på 1260 sømil. Vi var de første den dag der hev ankeret op, og de andre ville følge trop senere. Lone og Steffen på Cat Coquette var sejlet 2 dage forinden.
Det blev en blandet sejlads til Oman, vi havde kun fornøjelsen af månen en enkel nat og selvom den kun var på halv, kastede den sin smukke sølvstråle på havet.
Fiskesnøren blev kastet i vandet, nu ville det være rart at få en fisk på krogen. Vi har ikke fanget noget i månedsvis. Men heldet var med os, vi fangede en dejlig guldmarkrel. Uhm!! Ellers går tiden med læsning, hente vejrfiler ned og skrive små mails. Og ikke mindst at læse dem der kommer hjemmefra. Min søster sender nogle små haikudigte, som fremkalder dejlige billeder, feks. "Vandets sølvstråle brister melankolien i nattens brise".

En enkelt nat var det køligt så vi måtte have bukser og trøje på, det var helt rart.

Da vi var ved at nærme os øen Socotra, Yemen, blev vi kaldt over VHF´en af et stort fragtskib, som ville høre hvordan vi havde det og at vi skulle gå i en stor buen uden om øen, for her var der pirater på spil. Vores rute var lagt så vi var langt fra øen så der var ingen fare på færde.
Min vagt på natsejladsen natten til den 12. var så smuk. Hækbølgerne var fyldt med morild og skumtoppene - søens øjenbryn - rundt omkring os var ligeledes fyldt med morild, det var havets fyrværkeri. Himlen skulle også lige skyde en stjerne af så der var fyrværkeri overalt.

Lørdag den 13.2.2010 kl. 08. kastede vi ankeret ved Salalah, Oman.
Her mødte vi igen Cat Coquette, Steffen og Lone. Vi havde nogle dejlige stunder sammen, bl.a. lejede vi en bil så vi kunne komme lidt rundt i området og opleve en by ude i ørkenens sand. Vi kørte af flotte motorveje, med ørken på begge sider og vi så en masse byggerier som var i gang. Der var vejskilte med kameler på, men vi så kun en eneste som jeg lige måtte tage et billede af. Der var næsten ingen trafik.

Lone og jeg klædt behørigt på i Salalah.

Den eneste kamel jeg så i Salalah.

På vejen til Salalah stoppede vi i en lille by for at få noget frokost, her var næsten mennesketomt, vi så et par kvinder klædt i sort fra top til tå. Lone og jeg havde taget de lange skørter på og et tørklæde om håret. Men vi fandt et sted der havde åbent, her spise vi og kørte videre mod Salalah. Da vi kom ind til selve Salalah, var der masser af biler, og en masse mennesker på gaden. På markedet var der festligt og her købte vi dejlig frugt og grønt.

Området omkring Salalah er Omans ferieparadis fordi nordøstmonsunen bringer en masse fugt med sig. Den fortættes oppe i Dohfur bjergene og falder ned som regn især fra april - juni. Så bliver der helt grønt og Omanerne kommer ned for at opleve noget så sælsomt som regnvejr.

Den 17.2.2010 skulle vi alle til konvojmøde og samtidig skulle vi tjekke ud. Det var et cirkus uden lige. Papir, papir, papir. Alle bådene havde den samme agent Mohammed til at hjælpe. Man kunne i princippet godt selv tjekke ind og ud, men formularerne var på arabisk og hvis ikke Mohammed havde klaret det, sad vi nok i Oman endnu. Da vi skulle have vores Harbour Clearancen havde de fundet ud af at alle både skulle vise deres forsikringspapirer med dokumentation for at præmien var betalt, så gik der totalt kage i den. Men ud på natten fik alle klaret dokumentationskravet, nogle ved mail til deres forsikringsselskab andre ved lidt elektronisk fifleri.

Her lå konvojen i Salalah klar til afgang mod Aden.

Endelig på nettet i Salalah.

Om morgenen den 18.2.2010 kl. 10.00 drog konvojen af sted. Konvojen var arrangeret for at kunne sejle mere sikkert i området som er berygtet for pirateri. Piraterne kommer i såkaldte skifs, som er små lokale træbåde med en stor 50-100 hk påhængsmotor. Båden rummer 6-8 mand og bruges normalt til fiskeri.
Konvojen var på 27 både delt i 4 grupper. Hvis vi så en skif i horizonten skulle vi gå i attack position, dvs. alle bådene skulle sejle så tæt sammen som muligt.
Vi lå i den bagerste gruppe og dannede bagtrop.

Den 19.2.2010 kl. 12.00 skulle vi øve attack positionen, det gik fint alt taget i betragtning. Ved aftenstide, lige som jeg var i gang med aftensmaden, var der panik på VHF´en nogen havde set en skif. Så vi gik i position. Nervøsiteten bredte sig over VHF´en, men alt endte godt, det var bare nogle fiskere der ville tigge smøger. Efter denne forskrækkelse var alle oppe på mærkerne, lige så snart de så noget mistænkeligt blev det meldt.

Venligsindede pirater.

Den 20.2.2010 også ved aftenstide kom en skif drønende bagfra, bagtroppen samles, men igen var det heldigvis nogle venligtsindede fiskere.

Når nogle af bådene skulle skifte olie og fylde diesel på, skulle hele flokken selvfølgelig sætte farten ned, det samme ved maskinskade eller hvis man som vi var uheldig at få noget fiskeline om roret. Flemming måtte en tur i vandet for at løsne en 20 liter plasticdunk og noget line fra roret.

Vi hørte mange gange over VHF radioen, meddelelse fra et Koatition Warship om, hvis skibe i området så noget mistænkeligt, skulle de melde det. Vi var efterhånden enige om at det med pirater nok var lidt overdrevet. Men den 21. hørte vi pludselig en kaptajn på en indisk fragtbåd kalde på Koalition Warship med panik i stemmen. Som vi kan huske det, blev der sagt: "Kalder Koalition Warship, vi bliver angrebet af pirater, hjælp hjælp". Warship svarer: "hvad er jeres position, vi kommer, vi har jer på radaren". "Hjælp hjælp, vi har lavt fribord, de sætter stiger op". Warship siger:"lav undvigemanøvre, drej skarpt, sæt hastigheden op". Fragtbåden siger: "det hjælper ikke, hjælp os". Warship siger: "vi ser jer". Fragtbåden svarer: "en pirat er faldet i vandet fra stigen og de er ved at samle ham op". Piratbåden er nu 1 sømil væk og kaptajnen er synlig lettet. Warship er nu mellem piraterne og fragtbåden og prøver at finde piratbåden som tilsyneladende har haft held til at forsvinde. Warship har nu en helikopter ude som kommunikerer på en intern frekvens og vi fik ikke resten af historien, kun lidt af en forskrækkelse, da vi skulle igennem samme område.

Solnedgang over konvojen.

Her ventede vi på at blive kaldt ind i havnen i Aden.

Natten til den 23.2.2010 var forfærdelig. Flemming faldt i søvn på sin vagt og jeg vågnede ved at nogle råbte højt, vi var lige ved at støde sammen med et andet skib. Efter forskrækkelsen undskyldte Flemming alt hvad han kunne. Første gruppe meldte om fiskebøjer, så Flemming stod ude foran og lyste med spotlampen, mens jeg styrede efter hans anvisninger. Så vi var trætte da vi ved 07-tiden endelig ankom til det anviste waypoint ved indsejlingen til havnen i Aden. Vi meldte vores ankomst til havnemesteren og sejlede derefter ind i hold til ankerpladsen.

Og sådan nåede vi helskindet frem til Aden.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund