Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Marmeris, Tyrkiet 15.4.2010

Onsdag 17.3.2010. Port Ghalip. Vi havde en kold nat, men efterhånden som solen fik magt, gik vi tur i området og endte på et hotel med en dejlig egyptisk atmosfære. Store platforme med masser af puder og duften af røgelsespinde gav en stemning af Alladins hule. Her bestilte vi en bustur til Luxor den 19.3.2010.

I mellemtiden blæste det mere op og vi kunne ikke se landskabet for store sandskyer som kom ind over os. Sandet lagde sig i cockpittet og kom ind igennem doradeventiler og halvåbne vinduer i båden, så det knasede imellem tæerne. Vi fik travlt med at lukke alt og stoppe klude i ventilerne.
Hele dagen gik der fejemænd rundt på havnefronten og fejede og fejede, der var en for hver 10 meter. Og som vi kunne se det var der ikke noget at feje væk, fordi de fejede fra tidlig morgen til solen gik ned. De var så glade når der faldt et blad ned fra et træ så kastede de sig over det. Men så kom sandstormen, og så kan I tro at der blev noget at lave for de stakkels fejemænd.

Fredag den 19.3.2010 stod jeg op kl. 03.30, lavede en kande kaffe og smurte nogle madder til busturen mod Luxor. Og kl. 04.30 blev vi hentet af bussen.
Sikke en interessant tur det blev. Vi kørte igennem ørken, som vi havde på den ene side og Røde Havet på den anden. Vi kørte forbi golde og barske bjerge, hvor intet kunne gro eller leve.
Efterhånden som vi nærmede os Luxor blev der mere frodigt. Her er gravet en kanal fra Nilen igennem området som giver bønderne mulighed for at dyrke korn og grøntsager og have en ged på græs.
Langs Nilen boede bønderne stadig i lerklinede huse med græs på taget, idyllisk at se på, men det virkede meget fattigt.
Vi kørte først til templet som Hatschepsut rejse for sig selv, den eneste kvinde blandt alle faraoerne - her blev hun kaldt den onde svigermor. Her kunne hun ligge og se over på den anden side af Nilen over på Karnaktemplet.

Sådan boede de langs Nilens bred.	Hatschepsuts tempel.
Er det ikke smukt.	Det gamle glade par imellem gamle sten.

Da vi ankom til Kongernes Dal var der mange turister og sæsonen var ikke begyndt endnu, så når den er på sit højeste, må det være vanskeligt at komme frem til seværdighederne. Men her følte jeg
virkelig historiens vingesus.
Det var fantastisk at gå der dybt inde i klipperne og se de 3000 år gamle kongegrave med vægge dekoreret med de smukkeste billeder og hieroglyffer i farver der stadig holder - utroligt.
I dag er der udgravet 62 kongegrave med diverse sidekamre, og det siges at der findes flere. Jeg undres over hvordan arkæologerne kan finde frem til disse kamre og sikke et stort og spændende arbejde det må være at grave sig frem til en sådan kongegrav, som er gravet ud for så mange tusinde år siden.
Siden sejlede vi over Nilen og kørte i hestevogn til en restaurant for frokost, for derefter at drage videre til Karnaktemplet, som er et tempel, hvor faraoerne kunne bede til de overordnede guder. Her kunne undersåtterne også komme og bede til faraoen, som jo også var en slags gud. Her var også rejst en masse søjler 134 i alt, indgraveret overalt med diverse skrifttegn. Igen utroligt at vi i dag kan se på deres smukke arbejde fra så mange år tilbage. Her var også den længste af alle sphinx´er, som endnu er fundet.

Kaptajnens frue stiger ombord, nu skal vi over Nilens vande.	Den længste sphinxalle der endnu er fundet.
Udsnit af den fantastiske søjlegang.	Her går jeg rundt om skarabæen, det betyder lykke.

På hjemturen var vi igen på et papyrus værksted, og senere på et værksted, hvor de udhulede alabasten til de smukkeste tynde lampeskærme og andre pyntegenstande.

Kl. 23 var vi hjemme i havnen igen og havde igen fået en dejlig oplevelse med os.

Om mandagen den 22.3.2010 kunne vi forlade Port Ghalip, vinden havde lagt sig efter flere dages kuling.
Så nu var det med at komme af sted mod Suez, Port Tewfiq, inden vinden igen ville tiltage fra nord.

Men igen blev vi taget ved næsen - gribfiler er ikke til at regne med - da vi kom ud af havnen, blev vi modtaget af store bølger som var dannet efter den sidste kuling og vinden steg til 28 knob og kom fra nord. Det blev til mange timer for motor, hvor Chriann flot stred sig igennem nordenvinden og igennem de krappe bølger.
Da vi gik ind i Suez Gulfen skulle vi holde på hat og briller og der skulle samtidig holdes udkig efter store boretårne, som stod alle vegne. Vi havde lagt os i den østlige side af sejlrenden for de store lastskibe, der var vi mere sikret. En gang imellem så det ud som om vi ville ramme en boreplatform, men C-Map var meget præcis på denne strækning, så vi var trygge også om natten.

Sådan sprøjtede det om os i flere dage i det røde hav.

Sådan var der strøet boretårne overalt i Røde Havet.

Onsdag ved aftenstide lagde vind og bølger sig, 12 - 18 knob, men stadig vind fra nord, så det var stadig en hård motorsejlads. Vi hørte på VHf 'en at mindre både med mindre motorkraft måtte vende om og søge ly inde under land.

Torsdag den 25.3.2010 ankom vi til Port Tewfiq. Vi blev modtaget af en agent og en som tog vores fortøjninger og fastgjorde dem til en bøje, én i hver ende og vupti så lå vi stille og godt. Det var skønt. Agenten ordnede vores indklarering, mens vi tog en velfortjent slapper. Agenten kaldte sig Prince of the Red Sea og var meget fornøjelig, men Flemming blev snart sur på ham fordi han tog overbetaling på levering af diesel og han snød med afgifterne til visa og til Suezkanalen, det kunne vi se ved at sammenligne med andre både som havde en mere regulær agent fra det store agentburo Felix. Så ved man det.

10 minutters kørsel fra havnen lå byen Suez, den skulle vi lige ind og se på. Igen en møgbeskidt by, og fredag var hellig på disse kanter, så de fleste butikker havde lukket. Vi fandt en lille butik, hvor vi kunne købe det højst nødvendige, og drog derefter hjemad igen. Da jeg pakkede ud, kom der lige et par kakerlakker til syne, dem fik jeg heldigvis fat i, jeg gider ikke have dem som logerende.
Om eftermiddagen kom Julia og Horst fra s/y Pacific Star forbi, de havde haft en forfærdelig tur fra Port Ghalip, de havde også hørt om andre der måtte vende om, fordi deres både blev fyldt med vand og ikke havde haft motorkraft nok til at komme igennem bølger og vind.
Vi har læst og hørt om flere som siger at turen igennem den nordlige del af Røde Havet er et mareridt fordi vinden altid kommer fra nord og giver en meget besværlig sø.

Den 28.3.2010 skulle vi så igennem selve kanalen, her skal man have en lods ombord. Han kom ombord kl. 10. og skulle føre os igennem til Ismalia, hvor der ville komme en ny lods ombord og føre os videre igennem til Port Said.

Kontroltårn som lodsen skulle melde os til
inden vi måtte sejle forbi, der var 15 i alt.

En måske på vejen.

Turen til Ismalia gik stærkt, vi havde god medstrøm, så i 2 timer susede vi igennem kanalen med 11 knob i timen. Derefter ca. 8. På turen skulle lodsen lige bede til Allah, så han gik ned på badeværelset og vaskede sig og lagde sig på gulvet og bad, derefter skulle han lige have en lur. Da Flemming ville tage et billede, sprang han op og grinede, fordi billeder af lodsen der sov ikke var så godt.
Kl. 15 lagde vi til i Ismalia, og her skulle lodsen så af. Det er skik og brug at man giver lodsen nogle drikkepenge og nogle cigaretter. Vi ville give 100 kr. og 5 pakker, det var standarden havde vi fået at vide, men det var han absolut ikke tilfreds med. Jamen, så kunne han da bare lade være med at tage imod det. Jeg lagde pengene og cigaretterne ned på bordet. Han kiggede langt efter dem. Efter en lille diskussion og en meget sur mine tog han så imod vores tilbud. Hvis vi skruer prisen op, så vil det jo gå ud over de andre sejlere i fremtiden.

Ismalia lignede sig selv, ingenting var forandret på de 3 år der var gået siden vi var her sidst. Vi var i byen og spise om aftenen. Det var sjovt for restauranten var typisk egyptisk. Der kommer praktisk taget ingen turister her.

Vi havde nogle problemer med at komme ud fra havneområdet. Vi havde udklareret i Suez, og fået afrejsestempel i passet, så må man ikke forlade marinaen som er indhegnet og bevogtet af militær og politi. Man må heller ikke købe diesel fra byen, det er næsten en større forbrydelse for diesel i marinaerne er belagt med en ekstra skat for at malke de stakkels sejlere. Men Flemming har efterhånden lært systemet, så han gik op til politivagten, hvor der sad 6 politifolk og passede på. Han forklarede at han var nødt til at forlade marinaen for at kunne komme op i byen for at købe diesel. Den politimand han spurgte, var ved at få et tilfælde, to grove lovovertrædelser på en gang. Flemming blev spurgt om han var ved sine fulde fem. Ja, men, sagde Flemming, det var da klart at det kunne man da ikke gøre uden lidt kompensation. Så hvis han nu betalte 50 kr. når han forlod havnen og 50 når han kom tilbage med dieselen, mon det så ikke kunne lade sig gøre. Jo det kunne det. No problems. Så der blev hentet diesel i alle vores 9 stk. 20 liters dunke pris 1,10 kr. literen!! Ind i en taxa som heller ikke var tilladt på havneområdet. Men det var åbenbart med i aftalen at taxaen kunne køre næsten helt ned til båden. Utroligt. (Diesel i Marmaris koster i øvrigt 12.00 kr. literen).

Dagen efter kom der så en ny lods ombord, nu ville det ikke gå så stærkt, fordi der ikke var noget tidevand og vores lods havde en lærling ombord på en mindre båd bag os, den kunne ikke sejle så stærkt for motor som os. Man må for øvrigt kun sejle for motor igennem kanalen.
Lodsen styrede hele vejen og han var meget behagelig at snakke med. Vi kunne slappe af og nyde udsigten til ørkenen.
Ved tusmørke kom vi så til Port Said. Og udenfor Arsenal Bassin, satte vi lodsen af som var tilfreds med drikkepengene. Dog havde han foretrukket at cigaretterne havde været Marlborough !

Sådan blev vi overhalet hele tiden i kanalen.

Lodsbåden afhenter lodsen ved Port Said.

Nu var ringen sluttet, vores tur jorden rundt var tilendebragt. Vi klarede det sgu´ og var en smule stolte. Men det gik egentlig først op for os da vi modtog alle de dejlige lykønskninger fra alle vores dejlige læsere der havde fuldt os på vores jordomsejling. Tusinde tak.
Vi skulle jo videre til Cypern, mens vinden var gunstig, så efter at vi havde sat lodsen af, sejlede vi videre uden stop til Paphos. Det sidste stykke fra Port Said til Middelhavet foregik i mørke, det var vanskeligt at skelne de røde og grønne lys fra hinanden, for der er flere kanaler der løber sammen, men vi kom sikkert ud i Middelhavet.
Da solen stod op over havet var den igen rød og smuk, og vi kunne igen nyde det blå Middelhav med sejlene sat.
I den tid vi sejlede i Røde Havet, stod solen op i Afrika og den gik ned over Egypten, og her var den aldrig rød, men den havde altid den samme farve som månen på grund af de konstante sandskyer.

Ramses d. II var den første der prøvede at lave en forbindelse fra Røde Havet til Middelhavet for 3200 år siden. Senere prøvede Cleopatra uden held. Men romerne lykkedes det for i år 100, da de gravede en kanal fra Nilen til Røde Havet.
Den endelige kanal, som er 160 km lang, blev færdigudgravet i 1869 og blev designet af den franske ing. Ferdinand De Lesseps.

Da vi den 31.3.2010 ankom til havnen ved Paphos, tog det lang tid før vi kunne få båden på plads. Ankerpladser var der ingen af og ved kajen var der meget få pladser og kajen var for øvrigt for høj til at vi kunne ligger der. Men endelig blev vi anvist en plads, hvor vi kun kunne ligge en dag, fordi det var pladsen for en sejlet turistbåd.
Det var herligt at se Paphos igen, påsketuristerne havde indfundet sig, så der var liv på kajen og i området deromkring. Vi fandt en dejlig rest. hvor vi indtog vores frokost, og her var der endeligt et ordentligt rent toilet som jeg nød at bruge. Efter de utroligt beskidte toiletforhold vi i laaang tid har været nød til at benytte, var det en befrielse.

Den var træt og blev hos os i mange timer på vej til tyrkiet.

Vi fik lov at blive liggende i havnen til 2.4.2010 klokken 12, så her slappede vi af inden afgangen til Tyrkiet.

Vi havde set på gribfilerne at vi ville få en magssejlads med vind foran for tværs og allerhøjest 15-20 knob. Så det var noget af en overraskelse, da jeg næsten rullede ud af køjen fordi båden hældede kraftigere end jeg nogensinde havde oplevet. Flemming som havde vagt var blevet overrasket af nogle kraftige vindstød, hvor vinden øgede fra 15 knob til 35 knob på sekunder samtidig med at vindretningen skiftede. Vi fik rebet ned. Det går rimelig stærkt med hydrauliken og sejl rullet ind i masten, men vi var lettet da vinden pludselig lagde sig igen og vi kunne fortsætte en rolig sejlads.

Desværre viste det sig at vores gennakerpose med gennaker, snuffer og skøder havde revet sig løs fra surringen og havde klemt sig ud under gummibåden som var spændt ned over den. Der var kun en stump reb tilbage med et håndtag fra posen. Nu er vi spændt på om Pantaenius lever op til ryet om at nok er de dyre, men til gengæld, en god dækning.

Det var skønt igen at se Tyrkiets kyst med de høje bjerge, hvor pinjerne står smukt ned af bjergenes skrænter. Det var så bevægende, vi følte os næsten hjemme.
Vi havde planlagt at kaste ankeret ved Kale Koy, men da vi ankom til denne smukke bugt, blev vi vinket ind til en ponton. Her stod far og mor og en lille dreng og tog imod os. De tog vores fortøjninger og bød os hjerteligt velkommen. Det var gratis at ligge her incl. vand og el, men vi skulle bare nyde noget i deres restaurant (lidt dyrt). Sikke en velkomst, og udsigten til den gamle by der lå op ad bjergsiden, var et vidunderligt syn.
Senere spiste vi dejlig veltillavet aftensmad i deres restaurant som lå for enden af pontonen. Efter vi havde spist, satte fruen og hendes datter sig ved siden af os og vi fik en herlig sludder. Imens kom svigermor slæbende på nyplukket salvie, og oreganogrene. Hun satte sig på gulvet og gik i gang med at sortere og pillede bladene af grenene. Det var den rene idyl. Efter denne herlige aften faldt vi i søvn lige så snart vi lagde hovedet på puden.

Søndag 4.4.2010 vågnede vi op til hanegal og dejligt solskin, mens svigerfar ordnede sine fiskegarn på pontonen. Den gamle by var også ved at vågne og morgensolen skinnede på de smukke stenhuse og borgen på toppen af bjerget, som så fik en særlig glød.

Her sidder svigermor og ordner urter.	Og svigerfar ordner sine fiskegarn.
Restauranten i Kale Koy.	Rester af den sunkne by.

For 2 tusinde år siden var her et jordskælv som sænkede byen Simera i havet, i dag kan man se rester af den stikke op over havoverfladen og det meste af en sakrofag var synlig i vandet.
Turen op til fortet gik af smalle stier imellem husene. De lå meget tæt op ad hinanden, så det var nemt at kigge ind og se hvordan de boede. Her er meget primitivt, men dejligt. Det er forbudt at forandre eller bygge noget nyt her, alt er fredet. Skønt at der stadig findes sådan et sted.
Udsigten fra fortet var fantastisk, med kig over til Kekova Roads, hvor vi engang har været med Emyren. Og ikke mindst udsigten ud over bjergene som var blå i soldisen.
Mandag forlod vi dette dejlige sted, det var tidligt om morgenen og vandet var spejlblankt, kun lyden fra vores motor brød stilheden. Fruen hjalp os fri af pontonen og vinkede farvel. Lidt vemodigt, men det er et sted vi vil besøge igen.
Senere på dagen kastede vi ankeret i endnu en smuk bugt som hed Yesilkoy, Vandet var turkis og klart, jeg havde lyst til en dukkert, men det var for koldt, så jeg nøjes med et brusebad.

Afslapning på Julies Plads.

Her Tyrkiet på den ene side og en græsk ø på den anden.

Tirsdag, den 6.4.2010 ved solopgang sejlede vi videre, igen motorsejlads, mens vi nød naturen i den tyrkiske skærgård. Der kom lidt vind så vi satte sejl, men så lød der et bump ude foran, troede at vi var sejlet ind i en træstamme, men nej, det viste sig at noget i toppen af genuaen var knækket. Genuaen blev rullet ind, og vi var ærgerlige.
Vi sejlede ind til Kapi Creek, en meget charmerende bugt. Efter at vi var fortøjet gik vi i gang med at se på skaden. Genuaen blev taget ned, og det viste sig at det heldigvis kun var en sjækel der var knækket og som skulle skiftes ud. For at skifte sjæklen ud skulle vi helt op i masten, og det er der ingen af os der er særlig gode til, men vi fik heldigvis hjælp af en sød fyr fra den lokale restaurant. Men vi skulle være uheldige den dag, et stålrør til solpanelet faldt i vandet da Flemming ville justere det, og kæden til gangbroen knækkede. Kæden blev lavet, men stålrøret fik lov at blive liggende - Flemming havde ikke lyst til dykke ned i det kolde vand efter den.
Vi sluttede denne dag med en middag på den lokale, den eneste der var der, her blev der tændt op i pejsen så vi ikke skulle sidde og fryse. Det er koldt nu på disse kanter - temperaturen er nede på 15-16 grader om natten og omkring 20 om dagen. Det er koldt for os som er vant til 25-30 grader.

Næste dag var luften kold og vinden tog til så den skabte en turbulens i bugtens lukkede rum af bjerge, hvor geder med klokker om halsen gik og gnaskede på skrænternes buske, mens mimoser og oliventræer sloges om pladsen.

Fredag den 9.4.2010 kom vi så til Marmaris. Vi fik plads på vores gamle ponton "Hotel". Det var lige som at komme hjem. Her er intet forandret og her bor stadig nogle af vennerne fra sidst vi lå her. VHF kører dagen lang, med nyt om bl.a. aktiviter for os bådliggere, hver morgen kl. 09.00. Og om natten danser kattene tango på dækket.
Vi har betalt pladsen frem til den 10.10.2010, men tager hjem til DK den 1. maj, hvor vi skal gøre huset beboeligt igen.
Men indtil da gør vi båden klar, med rengøring at kahytterne, også sejlene trænger til en kærlig hånd, så de skal ned og til rep. Alt tovværk skal vaskes, ligesom vasketøjskurven skal tømmes.
Mens Flemming er inde i byen for at hente nye briller, vil jeg gå op i vaskeriet og have det sjovt med de søde vaskeridamer, vi griner så dejligt sammen og det er bare så befriende at kombinere det praktiske med det sjove.

Ja, kære venner og alle læsere af vores hjemmeside, hvor vemodigt det end måtte være så må I ikke forvente flere rejsebreve fra os på Chriann. Vi har på bedste vis prøvet at give jer en fornemmelse af, hvordan vi har oplevet at sejle jorden rundt.
Vi takker alle Jer der har fulgt med i vores oplevelser. Vi har selv kroppen og hovedet fuldt af oplevelser det vil tage år at fordøje.
Vi ses jo nok ikke på de store verdenshave, men glæder os til at møde mange af Jer i Danmark.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Bjealke bund