Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Puteri Harbour, Malaysia 4.11.2009

I floden ved Kumai lå vi forankret med beboelse på den ene side og jungle på den anden. Vi kunne hører en masse fuglekvidder, men jeg kunne ikke lokalisere hvor. Vi kunne se nogle store grå lagerbygninger med nogle små bitte huller i som viste sig at være rugehuse for fuglene. Når vi så bygningerne fra gaden, så vi at de havde nogle smukke facader.

Lørdag den 17.10.2009 kl. 06.30 blev vi afhentet af flodbåden, nu skulle vi op ad floden og ind i junglen. Vi blev modtaget af kaptajnen og hans kone, som var kok, en styrmand og vores personlige guide. Der blev straks serveret morgenmad på det øverste dæk, alt imens vi sejlede ind af den smalle flod. Nogle steder var floden så smal at bevoksningen var så tæt på os, at vi kunne røre den. Vi følte os som landets rigeste, siddende der i vores dækstole med personlige opvartere.

Kokken i gang med maden på underste dæk.

Her sidder vi som landets rigeste på flodbådens øverste dæk.

Vi gik i land flere steder langs floden og ind i junglen som bl.a. er kendt for stedet hvor nationalparken arbejder for orangutangernes overlevelse. Vi kom til flere fodersteder, hvor rangerne kaldte på aberne som så fik bananer og kokosmælk.

Så skulle der leges.

Orangutangerne er ikke vilde, men heller ikke tamme. Kun personalet må røre dem - mest af hensyn til smittefaren - og i øvrigt ønsker man heller ikke at gøre dem tamme.
En orangutang sad med sin unge på skulderen og så så sød ud at Flemming ikke kunne lade være med at give den et håndtryk.

Der skulle hilses.

Og der skulle leges.

For nogle år tilbage blev orangutangungerne taget fra deres mor, som brutalt blev slået ihjel. Ungerne kunne så sælges på markeder omkring i verden. De fangne orangutanger levede en kummerlig tilværelse. Det blev forbudt og udviklingen gjorde heldigvis at ingen ville købe orangutanger. Man lavede så en lejr i junglen, Camp Leakey, hvor orangutanger kunne komme tilbage fra hele verden og blive sluset tilbage til naturen. Der er stort set ikke flere orangutanger i fangenskab så nu bruges lejren af turister som gerne vil tæt på dyrene. Mange orangutanger lever tæt på lejren og har navn. De kan ikke helt slippe den prægning de har været ude for da de var fanget. Der er ca. 5000 orangutanger i junglen på Borneo.
Regntiden er over os så vi fik fornøjelsen af et ordentligt regnskyl, hvor vi blev gennemblødte til skindet. Det var dejligt at blive afkølet af regnen i den varme og fugtighed der er i sådan en jungle.
I aftennydningen kommer aberne ud til floden, så der fik vi fornøjelsen af at se masser af langnæseaber og nogle små aber - som jeg ikke kan huske navnet på - sidde i grupper i trætoppene.

Kaptajnens frue.

Aftennydning i junglen.

Frokost og aftensmad blev smukt serveret på gulvet på øverste dæk. Og sikken en dejlig mad, den bedste vi har fået i Indonesien, så delikat og en fryd for gane og øjne. Mætte og veltilpasse nød vi aftenskaffen, mens gulvet blev opret med 4 senge og der blev ophængt myggenet, det var ligesom at deltage i 1001 nats eventyr. Men ikke nok med det, da vi i mørket sejlede hen mod vores ankerplads for natten, stod palmerne pludselig oplyst med små lyspærer på. Det var ildfluer i massevis der dansede og lyste for os. Et fantastisk syn.
Efter en god nats søvn blev vi vækket, nu var morgenmaden klar og turen tilbage til Chriann begyndte. Det var en oplevelse vi sent vil glemme.

Da vi kom ombord skiftede vi tøj og tog ind til land, vi ville deltage i endnu et af Sailindonesias arrangementer, som den dag skulle afholdes på en strand i en lille by der ikke før havde haft turister på besøg. De havde gjort alt hvad de kunne for at underholde os med dans og taler alt imens der blev udleveret en æske med typisk mad fra landsbyen, til alle deltagere. Det var meget, meget varmt og desværre var stranden meget mudret og ikke til at bade i, så afkøling blev der ikke noget af, så det kneb lidt med at nyde det.

Danserne syntes det var så sjovt at blive
fotograferet med høje hvide mænd.

og så er Flemming gået i brædderne.

Mandag den 19.10.2009 tog vi fra Kumai og startede på de 272 sm til øen Belitung. Det blev en meget blandet sejlads igennem Karimatastrædet. Hver aften så vi lyn og torden i det fjerne og en enkelt gang kom vi ind i et kæmpe uvejr, hvor vindstødene på loggen viste 40 knob. Vi var heldigvis forberedte og havde rebet sejlene, så det ikke føltes så voldsomt.
Efter 2 dage og 2 nætter på søen kom vi til Belitung med dens hvide stande og store stenformationer og smukt dejligt vand. Ankeret blev kastet ved denne smukke ø, og vimplerne fra Sailindonesia viftede i brisen inde på stranden. Nu var vi kommet til sidste stop på rallyet, her skulle vi tjekke ud af Indonesien.

Avisklippet hvor jeg viser Bilitungs regeringschef vores sejlede rute.

Men først skulle vi nyde vandet, snorkle og deltage i diverse arrangementer. Her, som alle andre steder er der stor opmærksomhed omkring de deltagende sejlere.
Vi gjorde snorkleudstyret klar og tog ind på stranden og mens vi ventede på Flemming, som skulle ordne udklareringen, blev vi kontaktet af Belitungs regeringschef, Ir. H. Darmansyah Husein. Han var meget interesseret i at høre om vores sejlads og ville gerne ombord for at se vores båd. Så vi aftalte at hente ham efter vores snorkletur.
På stranden stod Husein med kone og barn samt 2 journalister.

Efter en rundvisning på båden blev der serveret kaffe og te. Journalisterne udspurgte os og der blev taget billeder, som dagen efter var i avisen.

Belitungs beboere lever af fiskeri og udvinding af tin. Øen virker renere og rigere end Borneo, langs vejene lå de fineste huse og deres affald lå ikke til fri beskuelse som de fleste andre steder i Indonesien. Vi gjorde Husein opmærksom på at Belitung ikke måtte blive et nyt Bali.
På en rundtur på øen gjorde vi stop ved et kæmpe fiskeleje, hvor små og store fisk lå til tørre på store net. Her skulle de ligge i ca. 3 dage, hvorefter de blev pakket og en stor del eksporteres til Singapore.

Den sidste aften på Belitung blev afsluttet med en stor og flot gallamiddag med diverse underholdning. En flot afslutning på Sailindonesia.

Lørdag den 24.10.2009 efter en dejlig dukkert, hev vi ankeret op og satte kurs mod Singapore, en tur på ca. 370 sm. Vejrudsigten sagde ingen vind og det kom desværre til at holde, så 3 dage og 3 nætter hvor vi for det meste sejlede for motor. Undervejs blev vi underholdt af delfiner der legede omkring båden og en enkelt søslange så vi også. Den 26.10.2009 kl. 11.45, sejlede vi over ækvator, nu var vi på den nordlige halvkugle. Mens vi piger kiggede på søkort i kahytten, lød der en voldsom larm på dækket og op af vandet kom Kong Neptun med havskum og tang i håret, kongekrone og fork. Nu skulle pigerne døbes, så de fik ret til at færdes på verdenshavene.

Kong Neptun.

Pigerne døbes.

Da vi nærmede os den store befærdede skibsrute til og fra Singapore, skulle der holdes udkig. De store fragtskibe kommer med stor fart og de har førsteret på deres kurs i trafikseparationen.
Den 27.10.2009 vi kom sikkert igennem Singaporestrædet mellem Singapore og Malaysia og skulle nu finde den havn vi havde fået waypoint til. På søkortet kunne vi se at waypointet lå inde på land, så det måtte være forkert, men efter en tur frem og tilbage i kanalen prøvede vi at sejle ind imellem nogle store uddybningsfartøjer ind mod waypointet og derinde lå havnen, som hed Puteri Harbour. Det var en overraskelse. Havnen var ny og flot, med flotte flydebroer og meget stille vand. På kajen lå en flot bygning med havnekontor og restaurant, og hele kajen var beplantet med palmer og smukke blomster.

Her ligger vi i Puteri Harbour.

Sådan bliver man transporteret i regnvejr i Puteri Harbour.

Sejlturen sluttede her for Erna og Birta, nu skulle der slappes af, men et smut til Singapore blev det også til.
Singapore er en stor, stor by med høje huse alle vegne, travlhed og ræs, som i andre storbyer. Kæmpestore forretningscentre med alt hvad hjertet begærer.

Den 1.11.2009 gik Erna og Birta i gang med at gøre rent på dækket og i cockpittet, alt imens jeg skriver på rejsebrev. Det var en herlig arbejdsfordeling. Dagen efter sendte jeg Flemming og pigerne i byen, nu var det min tur til at gøre rent nede under dæk. Så nu er båden fin og klar til at modtage Poul, som er Birtas mand. Han ankommer den 9.11.2009 og sejler med Flemming til Phuket.

Og så var der bryllup på kajen, alle sejlere var inviteret med. Brudeparret kom sejlende ind til kajen, alt imens vi sad bænket og spiste et dejligt gratis måltid, efter at vi havde hils og lykønsket brudens far og mor, som er det første man gør, inden man sætter sig til bords. Brudeparret blev siden ført hen under en baldakin, hvor de skulle sidde i hver deres guldstol, parat til at blive fotograferet. Det er en tradition at de deltagende gæster giver brudens forældre et beløb når festen er forbi.

Den 4.11.2009 var dagen hvor Erna og Birta tog hjem til DK. De havde nydt turen, men havde lige som vi andre døjet med varmen og fugtigheden. Her er nu så tomt, men heldigvis tager jeg hjem herfra d. 6.11, først til Berlin og senere til DK.

Den 29.11.2009 tager jeg tilbage til båden og påmønstre igen i Phuket.

Brudeparret blev siden ført hen under en baldakin.

Erna (til højre) med lægen Claude.

Inden vi forlod Benjarmasin kom Erna ud for en ulykke. På en af taxabådene, skar hun en meget dyb flænge i venstre arm på en rude der ikke var slebet i kanten. Benjarmasin var et meget busket sted, at komme til lægen det var ikke lige det hun havde lyst til. Men til alt held var der en læge som hed Claude, med ombord. Hun var en af sejlerne fra en fransk båd "Cariad II". Hun tog affære ved at lave sin båd om til operationsstue og fik syet såret sammen. Såret var så dybt at det gik langt ind i musklen og måtte syes i 3 lag. De første to lag blev syet med tråd der opløste sig selv efter nogle dage. Erna elsker at gå i vandet, så det var en svær tid for hende at skulle vente med en dukkert til stingene var taget. Claude skiftede forbindingen flere gange og holdt virkelig øje med at alt gik som det skulle. Efter 10 dage blev stingene, 12 stk, taget og nu kunne Erna igen boltre sig i vandet.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund