Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Kumai, Indonesien 24.10.2009

Vi ankom til Benoa Harbour på Bali kl. 10, søndag d. 6.9.2009. Vi kunne ikke få plads i havnen, så vi måtte udenfor og finde en plads, hvor vi kunne smide ankeret. En lokal bådligger kom forbi og hjalp os med at kaste ankeret, han kendte bund- og strømforholdene. Vi kom til at ligge tæt på en sandbanke så det var nødvendigt også at kaster et anker ud agter. Efter flere forsøg kom vi endelig på plads og klokken var blevet 16, så nu var vi trætte og gik meget tidligt i seng.

Dagene gik med bl.a. andet at skifte batterierne ud og få det elektriske system i orden igen. Vi forhørte os om der evt. var en der kunne lave vores fryser. Det ville være rart hvis den kunne fungere igen, når vi snart skulle være flere på båden, og indkøbsforholdene på den videre tur ikke er så gode - vi gider jo ikke leve af dåsemad.

Efter nogle dage for anker var der plads til os i havnen. Batterierne blev afhentet og hejst ombord. Nogle dage gik med at få dem installeret og dejligt var det, da alt det elektrisk igen fungerede. Nu manglede vi bare at få fat i en frysermand.

En lille bitte mand kom ombord og undersøgte installationen til fryseren. Han fandt ikke nogen fejl ved installationen, men han fandt en isprop som var skyld i at fryseren stoppede. Han gik i gang med varmeblæseren, isklumpen smeltede og fryseren virkede. Han var ombord i mange timer og så skulle han kun have 300 kr for besværet. Nu var vi glade, og der blev foretaget storindkøb og fryseren blev fyldt op.

Da jeg tjekkede lageret med bl.a. mel, ris og pasta opdagede jeg en masse smådyr, vi kaldte dem for risgnaskere, der kravlede rundt og åd sig tykke. Så efter en grundig rengøring og en gang sprøjtemiddel, forsvandt de og lageret blev fyldt op på ny.

Bali behøver næppe nogen introduktion. Øens navn er lig med Paradis eller måske ligefrem et velsignet eksil. Øen bliver årlig besøgt af ca. 7 millioner turister og giver derfor mange landsbyer råd til at istandsætte templer og historiske seværdigheder, og den giver kraft til at danne nye kunstcentre og dansegrupper.

Inderne medbragte hinduismen som blev hovedreligion på øen og det eneste sted, den overlevede i Indonesien. 95% af Bali´s befolkning er hinduer.

Den 17.9.2009 blev så vores første udflugtsdag på Bali. Vi startede med at tage til Denpasar, en by som vokser og vokser og nu har en befolkning på ½ million. Det er en fortravlet by med snørklede gyder og ulogisk ensrettede gader. Overalt så vi de såkaldte meru´er, et overdækket alter, som flittigt blev brugt. På vores tur igennem byen så vi også at der på fortove og stræder var sat offergaver, en bant, som er en lille kurv med blomster og ris og røgelsespinde. En smuk tradition, som glæder øjet.
Vi besøgte Bali museet, det var meget interessant at se og høre om balinesernes tro og dagligdag.

En meru.	Her ofres og bedes i en meru- se banterne på jorden.
Tempel udsmykket til ceremoni.	Håndlavet batik.

Vi købte en balinesisk kalender, man skal nærmest være et matematisk geni for at bruge den, men den 21.9.2009 fik vi at vide at det var en god dag for afholdelse af ceremonier for handel. Så vi tog en tur med taxi ud af byen nordpå, hvor vi så templer udsmykket på smukkeste vis, vi måtte desværre ikke deltage, men kun se på. På vejen stoppede vi ved en fabrik der fremstillede batik, alt forgik ved håndkraft og træskærerarbejder skulle vi også se, utroligt hvad de kan skære ud af et stykke træ. På værkstedet stod der en smuk rund budda, den måtte vi have, så der blev pruttet om prisen, det skal man jo herude.

Risterrasser i regndis.

Der bades i det hellige vand.

Vi kørte afsted mod toppen af Mount Batur og efterhånden som vi kom op i højderne, kom regnen.
I regndisen så vi de smukkeste rismarker som lå i terrasser ned af bjergskråningen. Vi var en tur i et vandtempel, hvor vi så mænd og kvinder bade i det hellige vand, her så vi igen masser af offergaver der lå spredt på jorden, nærmest som et tæppe. Senere spiste vi en dejlig frokost, hvor der skulle være udsigt over Danau Batur søen, men regndisen og skyer skjulte udsigten. Men alt i alt en meget flot tur.

Den 28.9.2009 var så dagen hvor Erna og Birta skulle komme. De var trætte efter den lange tur, men parate til at sejle videre næste dag.

Vi tog af sted mod Lovina på nordkysten, men kastede ankeret ved Amuk bugten for natten. På turen var der livlig aktivitet. Erna vaskede gummibåden af, lavede mad, hun kan ikke sidde stille, der skal bestilles noget. Herligt.

Birta nyder sejladsen.

og Erna vasker gummibåd.

Den 30.9.2009 startede vi meget tidligt mod Lovina, vi ville være fremme inden det blev mørkt.
Erna serverede morgenmad, Birta vaskede op og jeg slappede af. Det var flot vejr og en dejlig afslappende sejlads. Men jeg knækkede en kindtand, øv.

I Lovina fik vi forlænget vores visa, og så lidt på byen. Senere var det tid til at hoppe i vandet og snorkle, det var meget varmt, så en dukkert gjorde godt. Senere inviterede Erna "Pomona" på middag, en rigtig hyggelig dag og aften.

Den 2.10.2009 tog vi på tur sydover, som skulle vare ca. 8 timer. Vi stoppede ved et smukt vandfald. Her var der forskellige boder som solgte hjemmelavet patchwork, vi så dem sidde og sy. Her faldt jeg for at sengetæppe, som jeg købte for en slik. Men så ringede chaufførens telefon, han blev nød til at vende om, en i familien var blevet syg. Men han sørgede for at vi kunne komme med en anden bil dagen efter så vi kunne få vores bestilte tur. Aftenen sluttede med dinner og danseopvisning.

Vi stoppede ved et smukt vandfald.

Smukke dansere på stranden i Lovinan.

Den 3.10.2009 tog vi så af sted igen og kørte mod syd og endte ved Mount Batur, hvor vi nu i smukt vejr nød udsigten over Danau Batur søen, mens vi spiste frokost. På vejen så vi nogle mænd kravle rundt i træerne. De kravlede op af nogle tynde bambusstiger, det viste sig at de plukkede nelliker.
Ellers gik dagene med vandgang og underholdning på stranden, som var arrangeret af Sailindonesia, og ikke mindst nyder vi samværet med Erna og Birta og besætningen på "Pomona".
Efter at vi endelig havde fundet en netcafe og fået svaret alle vores bekymret venner, der ikke havde hørt fra os i lang tid, og fået udleveret vores pas, kunne vi drage mod Borneo.

Den 6.10.2009 drog vi mod Borneo, pigernes første natsejlads. Den gik fint med 3 timers vagt 2 og 2. Vi så en masse pilothvaler omkring os og en del delfiner. Efter 2 nætter på havet kom vi til Benjamasin. Turen igennem kanalen foregik i tæt tåge, så der blev holdt udkig efter sømærker, de var svære at se, men vi prøvede at følge en kultransport igennem sejlrenden, så det gik fint. Der er en stor kulmine i nærheden og alle kullene bliver trukket ud på store lastepramme til skibe der ligger på dybt vand. Vi talte 30 store skibe der var ved at laste kul.

Om aftenen deltog vi i en arrangeret tur ind til byen, hvor vi skulle spise. Imens vi ventede på bussen talte vi med nogle lokale som stolt viste os deres børnehave og skole. Her blev 3 klasser undervist i det samme lokale, som var dekoreret på indonesisk vis, med glimmer og guld og smukke farver. De lokale var meget glade for at få besøg af os, nu kom der lidt penge i kassen. Her var man ikke vant til turister, det kunne tydeligt ses.

Pælehuse ved Benjamasin.

Børnehave og skole i Benjamasin.

Langs kanalen stod den ene forfaldne hytte efter den anden på pæle i floden, her levede de en, efter vores øjne, ussel tilværelse. Affaldet lå alle vegne, toiletterne blev tømt ud i floden, her vaskede de deres tøj, og det var også deres badekar, flodvandet var coca cola farvet, som de lokale sagde med et grin. Men de var glade bare de havde til mad. Deres indkomst er på ca. 90 dkr. om måneden og det klarede de sig for og var tilfredse. Både med 2 takt motor drønede op og ned af floden hele dagen, blandet med messerne fra flere moskeer gav det en infernalsk støj fra kl. 04 om morgenen til sen aften.

I byens centrum var der helt anderledes, her var typiske små boder med mad og udsalg af lokale varer, en speciel oplevelse. Og pludselig stoppede al trafik på hovedgaden, nu skulle der rulles bedetæpper ud, og masser af mænd lå med numsen i vejret og bad, der var så mange mennesker at det var svært at få taget et ordentligt billede.

Diamantminen og et sliberi blev besøgt. Før i tiden blev diamanterne slebet efter Indonesisk standard men det gjorde prisen lav så nu bliver der slebet efter international standard. Finslibningen blev gjort med diamantpulver som er det eneste slibepulver der dur. Det var interessant at se hvordan en lille sten kan slibes til en strålende smykkesten, hvis jeg engang skulle blive ejer af en sådan.

Erna leder efter diamanter.

og Flemming leder efter vand.

Regntiden er startet så da der kom en kæmpe skylle, kom spande og kar, ja alt hvad der kunne fyldes med regnvand frem fra gemmerne. Det gav en hel del drikkevand og vand til tanken, herligt, for det vand vi kan få påfyldt her er ikke til at drikke, og heller ikke for godt til at vaske sig i.

Den 13.10.2009 tog vi videre mod Kumai, der var ingen vind så det blev med motor, igen, igen. Så det var dejligt at kaste ankeret, nyde roen og stjernehimmelen. Ankeret blev kastet den 14. ved indsejlingen til floden som fører ind til Kumai by.

Den 15.10.2009 gik så turen mod Kumai by. I bølgegang serverede Erna engelsk morgenmad og frokost. Ind igennem kanalen skulle der igen holdes udkig, så vi ikke kom uden for sejlrenden. Igen gik det fint. Ankeret blev kastet om eftermiddagen efter endnu en tur for motor.

Maskinrummet melder at trykvandsvandpumpen er gået i stykker og at fryseren er gået i udu igen.
Vi klarer os fint med køleskabet, og selv om det er irriterende ikke at have vand på badeværelserne så klarer vi os med fodpumpe og en posebruser på bagdækket.

I skrivende stund er pigerne og Flemming inde på land for at tilmelde os til orangutanturen, hvor vi skal sejle i en af de lokale både med plads til 4 ind i junglen, her skal vi overnatte og tilbage næste dag.
Herefter går turen til øen Belitung og så videre til Singapore og Malaysia hvor vi forventer at ankomme 28.10.2009. Herom i næste rejsebrev.

	Se flere billeder fra Indunesien
Kærlig hilsen Connie og Flemming på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrevNæste rejsebrev

Bjealke bund