Link Maritim Ordliste

Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum

Birtas dagbog for sejltur med Chriann i Indonesien i 2009 Deltagere er: Erna og Birta på Conny og Flemmings sejlbåd Chriann en Halberg Rassy 46. Søndag den 27. september 2009. Starten på det som skulle have været Ernas og Oles bryllupsrejse. Ole var desværre ikke til at overtale til at deltage, så som "den gode søster" træder jeg (Birta) gerne ind som substitut. Afgang fra Kastrup kl. 14.25 og alt foregår i stille og roligt tempo. Vi lander i Bangkok den 28. september 2009 kl. 6 om morgenen - lokal til. Fratræk 5 timer da vi flyver mod solen så er klokken 1 om natten dansk tid. Mandag den 28. september 2009. Afgang fra Bangkok 2 timer senere og vi lander i Bali i Denpasar lufthavn kl. 14 Vi finder en taxa og ved vi skal til Benoa Marina hvor Conny og Flemmings sejlbåd ligger og venter på os. I de kommende 4-5 uger skal vi sejle rundt i Indonesien og afmønstre når vi kommer til Singapore. Taxachaufføren finder marinaen hvor vi stiger ud og tror på at vi nok skal finde Conny og Flemming. Erna vil ringe til deres mobil for at lokalisere dem og jeg går udenfor på havnen og lige der ligger Chriann. Jeg går tilbage og råber: Erna du skal ikke ringe jeg har set Chriann. En kæmpemand - balineserne er ret små - hører mit "Erna" og kommer imod os og siger: Erna - det må være til mig. Der står så Flemming i sommershorts i den balinesiske marina og tager imod. Mig kender han ikke og hvem kan genkende Erna når man ikke har set hendes "forvandling". Birta nyder livet til søs. Tirsdag den 29. september2009. Vores sejltur starter med cirka 30 sømil langs Balis sydkyst. Vejret er skønt - ca. 35 graders varme - vandet ligeså skønt - vel cirke 25 grader varmt og fantastisk flot og blåt. Vi kaster anker for natten. Onsdag den 30. september 2009. Tidligt af sted på en ca. 60 sømils tur til Balis nordkyst. Vi når frem og ligger for svaj i bugten ud for Lovina sammen med 40 - 50 andre sejlbåde fra alle mulige forskellige steder på kloden der alle er på tur jorden rundt. Torsdag den 1. oktober 2009. Det bliver en ren hviledag - lidt i land med gummibåden men mest afslapning og solbadning om bord. Fredag den 2. oktober 2009. Vi har besluttet os for en mindre rundtur på øen. Vi hyrer en taxa med en chauffør som kender til seværdighederne og som guider rundt. Første stop er et vandfald som ligger lidt oppe i bjergene. Langs vejen ned til vandfaldet er der mange forskellige boder hvor alt muligt sælges. Erna får købt et flot sengetæppe - selvfølgelig med blå farver. Umiddelbart derefter bliver chaufføren ringet op og da der tilsyneladende er noget han skal tage sig af derhjemme vil han gerne slutte turen. Vi vender om og kører tilbage til Lovina og han får arrangeret en ny tur næste dag. Turen til vandfaldet er gratis - en heldagstur kan handles ned på ca. 450.000 balipenge. Lørdag den 3. oktober 2009. Fra morgenstund ind med gummibåden og på heldagstur på Bali. Vi kører op mod højlandet og er forbi et gammelt tempel hvor Flemming og jeg får et klæde omkring - ingen synlige knæ - og alle får et skærf rundt om maven. På vejen op i bjergene kommer vi forbi nogle høje træer hvor der plukkes nelliker så vi får at se hvordan de ser ud før de kommer til os og stikkes i appelsiner ved juletid. Det er frøstandene - røde og grønne - som plukkes fra de høje træer. Det foregår fra stiger som er en bambusgren som der er banket kiler igennem - værsgo' så har du en stige. Langs vejene ligger masser af nelliker, kaffebønner og andre krydderier til tørre på store stykker stof. Vi kommer til en lille Botanisk have for kaffe- og kakaobønner med tilhørende café med smagsprøver og med en butik der sælger diverse chokolade, kaffe, te, olier, sæbe m.m. Målet for turen er en vulkan højt oppe i bjergområdet. Deroppe i vulkankanten, som er totalt beboet, ligger en god restaurant hvor vi spiser frokost med udsigt ud over en vulkansø. Vi spiser frokost og nyder udsigten og småfryser deroppe i højden. Langs hele turen op i bjergene og ned er der mulighed for at betragte landskabet i området. Det er fantastisk flot og særpræget. Alt på bjergsiderne er udnyttet Hver en kvadratmeter er lagt ud i terrasser hvor mange forskellige ting dyrkes - alt tilpasset den højde terrasserne befinder sig i. Langs vejen kan alt købes - selv plads til en hanekamp og hanerne vises i bure. Da det er fuldmåne og der afholdes specielle messer i den anledning er der meget trafik omkring de store templer men den lokale chauffør finder en smutvej ud i landet og tilbage til hovedvejen igen. Eneste hindring på denne vej er huller i vejene og en masse hunde. Vi er tilbage sidst på eftermiddagen efter en interessent tur op i bjergområdet. Også nede langs kysten ved byerne udnyttes hver en kvadratmeter jord godt. Hvor der ikke er huse er der rismarker. Der plukkes nelliker. Søndag den 4. oktober 2009. Langs indsejling i Lovinabugten er der koralrev så søndag er bestemt for snorkling. Udstyret er afprøvet ved båden så vi er instrueret i brugen af snorkeludstyr. Vi sejler i gummibåden ud til revet og får udstyr på og dernede på havbunden mødes man af et fantastisk syn. Flotte koralrev og endnu flottere fisk i alle størrelser og farver - endog helt aquablå søstjerner var der. Vi svømmede/blev trukket af gummibåden hen til kanten af revet - et underligt syn når havbunden pludselig går stejlt nedad så langt man kan se. I dette "akvarium" kunne man svømme rundt dagen lang da der hele tiden er nye flotte koraler og nye fisk at få øje på. Det var min første snorkeltur og Ernas anden - vi gør det gerne igen. Mandag den 5. oktober 2009. En "hjemmedag" i Lovina Bay. Der er skibspapirer der skal ordnes - ting tager tid - og Conny skal til tandlæge. Der skal handles ind til vores næste tur som starter næste dag. Da alt det praktiske er overstået er der tid til afslapning på stranden med kolde juiser og is fra baren blandt andet i selskab med Lisbeth og Vigart fra Norge som Conny og Flemming har stiftet bekendtskab med undervejs jorden rundt. De er også på vej jorden rundt og det har indtil videre varet 5-6 år. Søde og hyggelige mennesker, som vi ser et par gange undervejs. Der er også tid til at shoppe lidt - blandt andet postkort der bliver gjort klar til afsendelse. Også besøg i en butik med mange spændende balinesiske ting - nogle antikke andre ikke. Erna finder den perfekte gave til Ole at tage med hjem fra "bryllupsrejse". Tirsdag den 6. oktober 2009. Så er det tid til at tage afsked med Bali med kurs mod næste mål som er Borneo. På indonesisk Kalimantan. Der er ca. 270 sømil mod nordøst over Balihavet og Javahavet.. Vi tager af sted kl. 10 og har besluttet at vi sejler turen uden stop så vi får vores første natsejlads på turen. På disse breddegrader går solen ned allerede ved 6-tiden om aftenen og månen står op cirka 2 timer senere så det er et par timers sejlads i komplet mørke og nogle lange nætter. Godt fri af Balis indvirkning på vejr og vind får vi en skøn sejlads med en sejlhastighed som varierer mellem 5 og 7 knobs fart. Flere gange ser vi Pilothvaler og delfiner der svømmer omkring båden. Ved middagstid den første dag lægges vagtplan med 3-timers vagtskift som skal følges indtil vi når Borneo. Onsdag den 7. oktober 2009. Ved konstant sejlads passes dagsrytmen med diverse spisetider og da vi er så heldige at Erna er udnævnt til skibskok får vi også på denne del af turen serveret spændende frokost og aftensmad. Desværre løjer vinden af først på aftenen så fra kl. 1.30 må vi have gang i motor og sejle de sidste 40 sømil til flodmundingen på Borneo med delvis sejl og motor. Det blev til 2 døgns sejlads non-stop. En fantastisk oplevelse med flotte sol- og måneopgange og nedgange. Onsdag aften starter vi på malariekur da vi har planlagt at vi skal ind i junglen på Borneo. Der bygget huse på pæle ud i floden. Torsdag den 8. oktober 2009. Om morgenen nærmer vi os Borneo. Vi skal ind til Benjarmansin som er hovedbyen i sydøst Borneo som hedder Kalimantan Selatan. Byen ligger inde langs floden Berito så vi skal finde flodmundingen. Det er lidt diset men det lykkes os st spotte sømærkerne fremefter. Der ligger mange kæmpestore kulpramme i flodmunden som skal trækkes ud til store fragtskibe hvor de losses med store kraner. Hver flodpram sejler med mange tons kul, som brydes i denne del af Borneo. Vi følger en tom pram ind til Benjarmansin hvor vi får anvist en plads ude ved flodmundingen af folk fra Borneos turistorganisation som tager sig af bådene som sejler med i Sail Indonesia. Vi er fremme kl. 13.30. Vi får senere besked på at sejle op ad én af bifloderne hvor flere sejlskibe ligger for anker midt i floden. Her er floden vel ca. 150 - 200 meter bred og overalt langs begge flodbredder er der bygget huse på pæle ud i floden hvor børn leger og bader, der vaskes tøj og beboerne vasker sig - alt foregår i floden - også toiletbesøg. Toiletthusene ligger yderst mod floden så alt forsvinder ned i floden. Der er livlig trafik på floden med små transportbåde, både der fiskes fra og taxibåde. Der er tidevandsskift cika hver 4. time så derfor flyder en masse affald frem og tilbage i floden - inklusiv døde rotter. Nogle små både generelt med gamle mennesker i sejler rundt i dette og samler brugbart affald op med et lille net - blandt andet plasticflasker og andet anvendeligt. Masser af voksne og børn er fremme ved husene som er meget primitive og alle hilser og vinker og er meget stolte af at sejlbådenen ligger for anker nær dem. Vi tror umiddelbart at disse mennesker er ret fattige men får senere at vide fra guiderne at det er de egentlig ikke. Ingen på Borneo er fattige i den forstand vi kander til fattigdom. Man behøver kun at tjene ca. 18.000 rupies - svarende til ca.18 kr. om dagen for at kunne forsørge kone og 1 barn. Man arbejder ikke meget længere end til man har tjent det nødvendige så holder man fri og sidder på gadekaféer og spiser og drikker kaffe eller te. Det er ikke tilladt at drikke øl offentligt - 95% af befolkningen er muslimer og der kaldes til bøn over store højttalere allerede fra kl. 3.30 om morgenen. Hunde er ikke tilladt på Borneo så bønneprædiken forstyrres kun af hanegal. Fredag den 9. oktober 2009. Den almindelige passagertransport på floden sker i lave både hvor man nærmes kravler frem nede i båden. Befolkningen sidder på hug til alt hvad de laver og de kan også bevæge sig fremad i den stilling så de bevæger sig lettere på disse både en vi vesterlændinge som skal kravle på alle fire. Vi er oppe i byen for at handle lidt og om aftenen er der arrangerer fælles middag for sejlerne på en restaurant. Lørdag den 10. oktober 2009. Borneo er meget stolte over at Sail Indonesia har valgt Benjarmansin som et af målene på turen, så deres turistorganisation har arrangeret nogle ture på land, som man kan deltage i. Arrangement for lørdag starter med museumsbesøg. Et museum, som viser tidligere arbejdsmetoder indenfor landbrug, fiskeri og minedrift. Der vises også påklædning som tidligere anvendtes ved specielle lejligheder. Derefter går turen til område med diamantminer. Udgravning efter diamanter foregår ret primitivt. Der graves en skakt ned indtil man rammer et sandlag - diamanterne ligger i sandlaget. Sandlaget graves så op til overfladen - tidligere var det kvindearbejde at bære sandet op. Det blev begrundet med at kvinderne var mere troværdige hvis der skulle komme en diamant til syne under transporten. Sandet bliver så grundigt undersøgt. Der er lavet små søer i området hvor man sidder og skyller alt sandet igennem i specielle store håndsigter. Nogle arbejdere sidder ofte i vand i flere dage. Området indeholder diamanter og guld. De folk som arbejder i mineområdet får en mindre dagløn hver dag - uanset om der findes værdier eller ej. De lønnes af den person der "ejer" hullet. Når der findes diamanter og guld tilfalder det denne person. Han betaler så en vis %-del til den mand der ejer jorden og den der står for vandtilførslen til vandhullerne. Graverne der udfører arbejdet bliver aldrig rige - tjener kun til dagen og vejen. En diamantmine. Erna leder efter diamanter. Vi får lov til at prøve at sigte sand og lede efter diamanter - jeg er sikker på at det allerede var set igennem men Erna fandt hendes egne helt værdifulde "diamanter". Vi kører derefter til en virksomhed som sliber diamanter og ser hvorledes det foregår og får fortalt om de krav der er til international diamantslibning. Det er også en butik hvor nogle færdige smykker (og meget andet godt) kan beses og købes. Vi bliver godt bespist under turen med diverse måltider og efter en lang dag slutter vi af i en swimmingpool som i dagens anledning er lukket for andre besøgende. Senere på aftenen bliver vi hentet fra bådene og kørt til en restaurant hvor skoene sættes udenfor og måltidet bliver serveret ved lave borde og man sidder på gulvet. Vi får dejligt mad som består af ris kogt i bananblade - ca. 8 timer - så risen bliver en kompakt masse der kan skæres i skiver. Det bruges også på denne måde til at lægge i suppe. Vi får fisk fra floden, kylling og kogte æg i en sødlig sauce og gule ris som tilbehør. Søndag den 11. oktober 2009. Fra morgenstunden skal vi til "Floating Market" på floden. Afhentning er desværre 1 time forsinket så der er kun enkelte både med varer de vil sælge tilbage på floden da vi kommer frem. Floating marked foregår på den måde at kvinder i små både sejler rundt med de varer - kun madvarer - de har at sælge. Det kan være grøntsager, frugter og bagværk. Andre både og folk ved landgangen køber så fra disse både. Ved landsbyen hvor floating marked afholdes er der samme dag bryllup. Vi bliver inviteret med til festens bespisning som foregår om formiddagen i et telt der er stillet op til formålet. Der er lavet en form for buffet og beboere fra flere landsbyer er inviteret med. Når man går derfra hilser man på byens ældste mænd og gemt i hånden har man en pengeseddel til brudens far. Størrelsen på pengesedlen afhænger af tilknytningen til familien. Brudgommen skal de næste cirka 4 dage bo sammen med brudens familie og i den kommende uge skal han bo sammen med diverse onkler og tanter i brudens familie. Derefter bliver vi kørt til et sted hvor der er arrangeret kapsejlads i kano og andre konkurrencer som eksempelvis høst af kokosmælk og der er forskellige danseopvisninger med traditionel burnesisk dans. Under hele turen er vi eskorteret af enten politibåd eller politi i biler da der bliver gjort meget for at vi skal føle os sikre. Det virker dog ikke som om der overhovedet kan ske os noget for befolkningen er meget glade for at vi vælger at besøge deres by. Mandag den 12. oktober 2009. I dag skal vi blot ind til et supermarked og gøre indkøb til næste større tur og være klar til en venskabsmiddag sponsoreret af guvernøren i Sydborneo. Middagen afholdes udendørs ved Swiss Bell Hotel, som er et meget fornemt hotel. På vejen hjem fra indkøb med transportbåden (som vi kravler rundt i) er Erna så uheldig at hendes fod glider da hun skal kravle ud af indgangshullet. Hun kommer ud af balance og får presset armen op i glasruden som er halvt skubbet til side og som ikke er kantet på nogen måde. Hun får skåret en dyb flænge i armen. Nogle af de mandlige deltagere i sejladsen får Erna ombord på én af de andre både som sejles af et fransk ægtepar og Claude er læge så hun kommer straks frem og siger at hun er læge og at hun vil tage sig at det. Hun har alt nødvendigt udstyr på båden til rensning, bedøvelse og syning. Armen bliver syet i tre lag og armen må ikke belastes for meget de næste 10 dage. Desværre var det skibskokkens venstre arm det gik ud over, så vi må se hvad der bydes på af mad på båden de næste dage. Erna (til højre) med lægen Claude. Alt hvad der hedder badning er jo også forbudt - ikke at man har lyst til det i floden hvor vi ligger men ude på åbent vand bliver armen pakket ind og "vandhunden" kan få lov at dyppe sig lidt med armen hævet i vejret. Tirsdag den 13. oktober, onsdag den 14. og torsdag den 15. oktober 2009. Vi skal af sted fra tidlig morgen mod næste mål, som er Kumai. Det er en flodby på den vestlige sydkyst af Borneo og vi sejler i Javahavet. Distriktet hedder Kalimantan Pengah. Vi er 8 både som følges ad og vi sejler igennem tirsdag nat. Onsdag nat finder vi en ankerplads i en bugt og torsdag morgen er det af sted det sidste stykke mod Kumai. Vi er fremme ved godt middagstid torsdag. På hele turen har der desværre næsten ikke været nogen vind så det blev til 41 timers sejlads med blandet motor og sejl og den resterende tid med kun sejl. Da Erna og jeg har opholdstilladelse i Indonesien til den 28. oktober 2009 kan vi ikke bare sejle "som vinden blæser" men er nødt til at se på tiden også. Selv om der er motor på sammen med storsejlet synes vi at vi har en fantastisk tur. Vel ankommet til Kumai finder vi alle en ankerplads i floden, som også her er meget bred. Der ligger nu ca. 30 både i floden, som har beboelse langs den ene bred og palmer og urskov langs den anden bred. Vi har sejlet 255 sømil. Fredag den 16. oktober 2009. Som altid når man kommer til et nyt sted, er der en del registrering der skal ske til myndighederne. Også i Kumai er der lavet arrangementer for de næste 3 dage, som man kan deltage i. Alle er også her meget venlige - hilser og vinker - både børn og voksne. Dagen starter med opvisning med velkomstdans og velkomstdrink. Derefter lidt fritid hvor vi ser på byen og hvad der er af butikker. Som andre byer i Indonesien foregår alt på fortovet - butikker, spisesteder m.m. Flere steder i byen er der nogle kæmpestore højhuse i 3 - 4 etager. Facade mod floden og siderne på husene er grå og kedelige med runde huller i rækker. Facaden mod gaden er flot bemalet i farver og med malede vinduer og døre. Kun underetagen ser ud til at blive brugt. Vi undrer os over udseendet og over hvad husene bruges til. Af en guide får vi senere at vide at husene er til fugle. Kumai ligger i udkanten af en stor Nationalpark - så måske derfor. Senere på dagen bliver vi kørt til en naboby hvor det gamle palads ligger. Sidste beboer var den sidste sultan på Borneo. Desværre har nogen for mange år siden brændt det oprindelige palads ned og man er i gang med at genopbygge paladset. Når det er færdigt skal det bruges som museum. I Indonesien er museum et ganske nyt fænomen og man er ved at lære indoneserne værdien af et museum og mulighed for at bevare og vise gamle ting og traditioner. På området nedenfor paladset er der en konkurrence i fremstilling og visning af egnsmad. Vi ser blandt andet hvordan kvinder tilberedte ris hvis man boede i skovområderne. Risene blandes med kokosmælk og proppes ned i rør der er lavet af bananblade og derefter sættes disse rør direkte over bål og risene koges. Efter cirka 1 time kan der serveres løse ris skåret ud i lange stykker. Maden bliver præsenteret på små borde af de enkelte hold og alt er meget flot sat op. Efter bedømmele og udpegning af en vinder må tilskuerne smage på maden. Vi overværer også en rokonkurrence. To + to mand i hver sin ende af båden roer mod hinanden. Når båden har flyttet sig et bestemt stykke er der en vinder. Denne form for konkurrence kræver kun en ganske lille plads og alle tilskuere er tæt på begivenhederne. Der bliver naturligvis også arrangeret konkurrence mellem lokale og sejlere og alle tilskuere jubler - især da sejlerne vandt. Lørdag den 17. oktober 1009. Borneos nationalpark er meget stor. Den er oprettet for beskyttelse og bevarelse af junglen og dens dyre- og planteliv. Vi skal med en flodbåd op ad én af bifloderne. Turen vi har bestilt tager et døgn. Vi bliver hentet kl 6.30 om morgenen og budt velkommen af en 4-mands besætning: kaptajnen, hans kone, som er kok på turen, en styrmand og vores personlige guide - alt sammen kun til os fire. Der bliver straks serveret morgenmad på dækket og vi føler os næsten som en anden Karen Blixen som vi sidder der i vores dæksstole med personlige opvartere. Her sidder vi som landets rigeste på flodbådens øverste dæk. Kokken i gang med maden på underste dæk. Bifloden er ikke så bred som hovedfloden - måske kun 6-8 m bred så flodbredder med palmer og anden bevoksning er tæt på. Vi går i land flere steder langs floden og ind i junglen som blandt andet er kendt for sit arbejde for orangutangernes overlevelse på Borneo. Vi kommer til flere fodringssteder på turen hvor de folk der arbejder på projektet kalder på aberne og deler bananer og en slags kokosmælk ud. Orangutangerne er ikke vilde men dog heller ikke tamme da man ønsker at bevare dem så vilde som muligt. Kun personalet må røre aberne - mest af hensyn til bakterier. På vejen op langs floden ser vi også langnæseaber og en del mindre aber oppe i træerne. Regntiden er så småt begyndt i Indonesien og under én af turene ind i junglen får vi et voldsomt regnvejr og vi bliver totalt gennemblødte - heldigvis er mængden af tøj man har på ret begrænset. Vi fik ikke brug for vores hjemmesyede iglestrømper da iglerne huserer mest i regntiden. Hen under aften kommer en del af aberne ned til floden og højt oppe i træerne kan man flere steder tælle10-15 aber i ét træ. Vi ser vel en cirka 400 aber i alt. Vi har fået serveret frokost undervejs og får senere aftensmad. Det er ganske enkelt den bedste mad vi har fået serveret på alle turene. Alt er meget delikat. Indonesisk mad kan godt have en tendens til at blive "lidt for meget". Om aftenen bliver den overdækkede del af dækket lukket af med forhæng på 3 sider og myggenet på 4 sider. Dæksgulvet bliver indrettet med madrasser og tæpper til 4 sengepladser. Vi sidder i dæksstolene og nyder den stille aften på floden og nyder at vi intet skal lave og bare bliver passet op af andre. Da det er helt mørkt og vi slukker lyset på dækket kan vi se ildfluer i tusindvis i træerne langs floden. Hvert træ er et lysshow - det ser fantastisk ud i den kulsorte nat. Tidligt næste morgen serveres der morgenmad og umiddelbart derefter bliver vi sat af på vores egen båd. Det er helt utroligt hvad kokken har kunnet fremtrylle af mad på en forholdsvis lille plads. Hun lavede mad til os fire, fire besætningsmedlemmer og også til andre besøgende i urskoven, som tog turen op med speedbåde. Er de ikke søde. Det har været et fantastisk døgn med besøg hos orangutangerne i junglen og hvor vi intet andet skulle yde end bare at nyde det hele. Søndag den 18. oktober 2009. Det er vores sidste dag i Kumai på Borneo og der er arrangeret en tur til Kutum Beach. Det er en strandtur, men da Kumai ligger ved en flodmunding er bunden temmelig mudret og ikke til at bade fra. Indoneserne tager gerne til stranden lørdage og søndage men de opholder sig helst på skyggefulde steder under palmerne og den øvrige bevoksning. På hele strandområdet er der masser og butikker og restauranter. Der er arrangeret forskellig underholdning med musik og dans og servering af mad og drikkevarer. Vi er tilbage på båden sidst på eftermiddagen. Mandag den 19. oktober, tirsdag den 20. og onsdag den 21. oktober 2009. Næste mål på turen er øen Belitung ca. 270 sømil fra Borneo hvor der sejles i Karimatastrædet. Som de fleste eftermiddage er der en del lyn og torden i luften oftest på lang afstand. Ofte bliver det ved det men denne mandag kommer det ret pludselig tættere på og inden vi ser os om har vi vindstød på op til 40 knob. Heldigvis var kaptajn og styrmand opmærksomme på ændringen i vejret og hvad der var på vej så vi når lige akkurat at få rebet sejlene. Resten af turen er uden problemer og vi når frem til byen Sijuk på Belitungs nordkyst tidligt om morgenen den 21. oktober og vi ligger for anker ude i bugten. Efter 2 dage og 2 nætters sejlads med 3-timers vagter skal vi lige ind i en dagsrytme, så hen under aften tager vi gummibåden i land. Vi kan næsten ikke vente med at komme ind for der ligger den skønneste hvide strand og venter på os. Så hvid strand, palmer, blåt vand og kæmpestore klippesten ude i bugten - uimodståeligt syn. Øen Belitung er på ca. 2-300 kvadratkilometer og med ca. 140.000 indbygger. Sandet på stranden er helt specielt - nærmes pudderagtigt og skøn eftergivende at gå i nærmest som at gå i en pude. Konsistensen skulle skyldes at det er en speciel form for koralsand man har på øen. Mens vi ligger for anker i bugten sammen med ca. 30 andre både og jeg sidder og skriver dagbog, kommer noget sort til syne i vandoverfladen. Jeg tror først det er en dykker i vandet men lidt efter kommer det til syne igen mellem bådene. Jeg kan nu se at det er en havskildpadde. Skjoldet er ca. 40 cm bredt og ca. 60 cm langt. Vi gør stop ved et fiskerleje, hvor fangsten lægges til tørre Torsdag den 22. oktober 2009. Som ved alle andre mål på Sail Indonesia er der også her stor opmærksomhed omkring sejlerne. Der er arrangeret en tur til byen som ligger ca. 20 km. fra bugten. Belitungs beboere lever af fiskeri og tin-udvinding. Øen virker rigere en Borneo. Langs vejen ind til byen er der mange større, flotte huse med haver foran med åbent stakit. Vi gør stop ved et fiskerleje, hvor fangsten af fisk (sild-lignende) lægges til tørre på kæmpe store tørrepladser. Dette arbejde udføres af kvinderne. Her ligger de i 3 døgn hvorefter de eksporteres til Singapore. Fiskerlejet ligger lidt højt i området og øverst på bakken ligger et hotel med en skøn udsigt og en dejlig swimmingpool. Ned ad skrænten er der lavet en gangsti med små overdækkede siddepladser og nede i strandkanten ligger 5 hytter, som er til udlejning. Hytterne ligger næsten helt ud til vandet mellem palmerne og så vidt fortalt skulle lejeprisen være ca. 140 kr. pr. døgn. Fredag den 23. oktober 2009. Belitung er sidste stop på Sail Indonesia 2009 så vi er inviteret til afskedsmiddag og underholdning kl. 19.30 på stranden. I løbet af dagen tager vi på en lille snorkeltur rundt om de store klipper. Belitungs regeringschef vil gerne se Conny og Flemmings båd, så sidst på eftermiddagen tager vi gummibåden tilbage til skibet og får ryddet lidt op mens Flemming henter gæsterne på land. Udover regeringschefen er også hans kone og søn og 2 unge piger som er journalister på øens avis. Vi drikker te med danske småkager til og gæsterne får en rundvisning på båden. De tager billeder og stiller spørgsmål og næste dag kan vi se at der er en artikel i avisen om besøget. Aftenens underholdning er rigtig god - lidt mere "spiselig" for vesterlændinge. Dette skyldes blandt andet befolkningens religiøse sammensætning 60% er muslimer - dog ikke så fanatiske som på Borneo, 30% hinduer og 10% blandet (katolikker, kristne m.m.) På intet tidspunkt høres de muslimske bønner gennem højttalere som var så udpræget i Benjarmansin på Borneo hvor det startede kl. 3.30 om morgenen og blev ved med mindre ophold indtil sen aften. Belitung er så absolut en ø i Indonesien som kan anbefales som feriested. Det er meget begrænset hvad der er af turister og man er først lige ved at interessere sig for at få noget op at stå med turister. Lørdag den 24. oktober, søndag den 25. og mandag den 26. oktober 2009. Fra morgenstund gøres klar til afgang fra Belitung - et lille paradis i Indonesien. Kurs sættes mod Singapore ca. 370 sømil forude. Det betyder 3 dage og tre nætter non-stop med natsejlads og skiftende vagter. Vejrudsigten giver ikke de bedste udsigter for vind og desværre holder dette, så det bliver en del timer for motor og storsejl. Undervejs får vi følgeskab af en flok delfiner, som leger omkring båden. På vores tidligere ture har vi også ofte set delfiner. Erna ligger og soler sig ude foran på skivet og får øje på en søslange. Den er 1½ - 2 m lang. Jeg når lige at se den inden vi er forbi - har heldigvis modsat kurs af os. Om mandagen krydser vi Ækvator og kommer op på den nordlige halvdel af kloden. Det sker kl. 11.45. Vi er i gang med at fotografere Erna og mig ved computerskærmen hvor der er elektronisk søkort, som viser bådens position da der pludselig er en voldsom larm på dæk. Vi skynder os op og der står selveste Kong Neptun med fork, kongekrone og havskum. Han døber os med overøsning af vand 3 gange og vi har nu ret til at færdes på verdenshavene på den nordlige halvkugle. Vi når heldigvis at få taget foto af Kong Neptun - så det er ganske vist. Vi har bevis på hændelsen. Kong Neptun. Her bliver vi døbt af kong Neptun. Tirsdag den 27. oktober 2009. Ved 5. tiden om morgenen når vi frem til trafikseparationen i farvandet syd for Singapore. Vi holder udkig efter de kæmpe store fragtskibe, som har rute på tværs af vores sejlretning. Selv om det stadig er ret mørkt finder vi et hul i trafikken og smutter igennem. Fragtskibene sejler med relativ høj fart og har førsteret på deres kurs i trafikseparationen. På den anden side af trafikseparationen ligger der en masse store skibe for anker sammen med boreplatforme og lastepramme, som skal trækkes videre af andre skibe. Vi får sneglet os igennem og finder ruten ind gennem Singaporestrædet mellem Singapore og Malaysia. Vi skal under en bro, som forbinder Singapore og Malaysia. Gennemsejlingshøjden er 25 m. Båden er 21 m over vandlinien, så der er fin højde. Ikke desto mindre forsvinder Conny og Flemming ned i cockpittet og Erna og jeg bliver sendt på dæk for at holde øje med om alt er ok. Havde vi ikke i kikkerten set at der stod 25 m på broen ville vi have råbt stop, for stående der på agterdækket så det bestemt ud som om masten ville ramme broen adskillige meter nede - et syn der virkelig får nerverne på højkant. Vi sejler et stykke op ad strædet og kommer frem til Puteri Harbour i Malaysia kl. 11.45. En fantastisk flot marina - helt ny - med alle tænkelige faciliteter og en dejlig café, som laver dejligt mad med vestligt præg. Puteri Harbour er en lille bitte del af et kæmpe projekt med flere større marinaer - blandt andet til kæmpe yachter og med hoteller, restauranter, forretninger og boliger som forventes færdig indenfor de næste 5-7 år. For første gang i en måned er vi "landfaste" og det er en underlig fornemmelse at man bare kan gå ud ad "havelågen" og hen ad broen når man ellers har skullet ned i gummibåden og tøffe i land. Administrationsbygningen i havnen ligger rigtig flot med en stor plads foran med bænke, palmer og aftenbelysning. Vores sejltur er nu slut og i de kommende dage skal der slappes af, vaskes tøj, købes ind til skibet og gøres rent. Onsdag den 28. oktober 2009. Efter godt 3 døgn på havet med skiftende vagt er der brug for mindst 1 dag, som går med bare ingenting. Torsdag den 29. oktober 2009. Utroligt så lidt man overkommer i 35 - 38 graders varme. Vi når lige at blive klar til en tur ind til byen Gelang Patah, som hver tirsdag og torsdag har aftenmarked. Det er en blanding af tøj, ting, madvarer og færdigmad, der sælges fra boderne på markedet. Alt blandet sammen mellem hinanden. Friske fisk lægges pænt frem på et klæde på jorden midt mellem tøjboder og der handles livligt. Fredag den 30. oktober 2009. Vi skal en tur til Singapore - et land som faktisk er en ø som og én stor by med lidt parker og grønt område. Vi vælger at koncentrere os om at se på hvad byen byder på af handel i de store handelshuse. Det foregår i store højhuse der rummer diverse supermarkeder og mærkevarebutikker i adskillige etager. Det øvrige handelsliv foregår som i alle andre byer i Indonesien - på fortovet. Byen består af en blanding af gamle lave huse i 2-3 etager og lige op ad disse kan der stå et kæmpe højhus. Nogle højhuse er nærmes klinet op ad hinanden. Restaurationspriserne i den pænere del af Singapore med de dyre handelshuse er væsentlig højere end hvad vi har været vant til på disse breddegrader. Varer af alle slags er rigtig billige at handle. Vi orker ikke mere end blot at shoppe lidt rundt og beslutter at seværdighederne må blive en anden gang. Sidst på dagen tager vi tilbage til Malaysia med metro-tog fra bycentrum til den østlige del af Singapore med grænseovergang. Metro fungerer perfekt i Singapore og er nem at finde rundt med. Det virker rigtig besværligt og tidsrøvende når man på en 1-dagstur skal ud af Malaysia, ind i Singapore, ud af Singapore og ind i Malaysia som turist med alle de papirer der skal udfyldes og pas der skal kontrolleres. Lørdag den 31. oktober 2009. Conny, Erna og jeg tager sammen med andre fra marinaen til et shoppingcenter med et stort supermarked og får handlet lidt dagligvarer. Marinaen stiller bil og chauffør til rådighed - en fantastisk service. Søndag den 1. november 2009. Igen en dovnedag i marinaen hvor energien bruges til at skrubbe teakdækket på båden - flot bliver det. Singapore består af en blanding af gamle lave huse og kæmpe højhus. Mandag den 2. november 2009. Udover lidt planlægning for tøjvask og rengøring er der ikke noget fast på programmet. Vi beslutter os for at besøge den nærmeste større by som hedder Johor Bahru. Vi tager bussen til City Square og håber at finde et torv eller en plads hvor man kan sidde og betragte livet i byen men det lykkes ikke at finde det - findes formodentlig slet ikke. - der findes kun travle handelsgader og centre og gader og veje med masser af trafik - blandt andet små motorcykler og scootere som bare alle kører på - unge, gamle, piger og drenge. Vi shopper og spiser lidt og vender tilbage til marinaens fred og ro. Tirsdag den 3. november 2009. I dag er sidste dag på en fantastisk og totalt anderledes ferie som nærmest ikke kan beskrives. En dagbog kan fortælle i hovedtræk hvad man foretager sig men alle de små detaljer og oplevelser man har med alle de mennesker man møder det er bare ubeskriveligt. Vi har ikke lyst til andet end at blive i marinaen og stille og roligt gøre klar til afrejse næste morgen. Som på de fleste andre dage får vi et voldsomt torden- og regnvejr sidst på eftermiddagen - denne dag dog særligt voldsomt. Flemming samler regnvand til tanken og Erna regnvejrsbader som altid, når disse regnskyl kommer. Onsdag den 4. november 2009. Så skal der tages afsked med Conny og Flemming - det er trist. Vi har haft nogle helt vidunderlige uger sammen på deres båd og vi har i den grad nydt det at kunne sejle sammen med dem i en helt anden verden end den vi kender. Marinaens vogn kører os til bussen i Gelang Patah kl. 7 om morgenen. Vi har beregnet godt tid til diverse grænse-overgange og tager Metroen tværs over Singapore til lufthavnen. Vi er fremme i god tid til at tjekke ind på flyet. Vi skal mellemlande i Bangkok hvor der er ca. 12 timer til flyafgang mod København. I lufthavnen i Bangkok undersøger vi om vi må forlade lufthavnen og det er heldigvis ok - blot skal vi betale en lufthavnsafgift for at gå ud af transit og tjekke ind igen. Det gør vi naturligvis gerne for at fordrive tiden og vi vil også gerne se lidt på Bangkok. Vi kontakter et bureau i lufthavnen som arrangerer ture i byen med taxa og guide - rørende billigt som alt andet herude i Østen. Vi får set lidt på nogle seværdigheder og bliver også kørt til en virksomhed som laver smykker og overtales også til at købe lidt. Derefter kører vi til en skrædderforretning med blandt andet lækre stoffer i uld og silke. De synes jo at vi skal have suppleret garderoben men vi mener ikke det kan nås da vi kun har nogle få timer. Det er ikke noget problem siger de. Vi finder nogle stoffer, vælger nogle modeller vi gerne vil have syet og der bliver taget mål af en skrædder. Vi betaler og forlader butikken. Vi er ikke nervøse for om varerne vil blive sendt til os som de lover, for alle de steder vi har været på turen har alle været uhørligt ærlige og det er vores indtryk at tyveri og snyderi er fremmedord i disse områder. Dog er vi spændte på om tøjet nu også passer når det kommer frem. Vi får at vide at vi vil have tøjet om cirka 1 uge. Her slutter så den guidede tur i Bangkok. Vi vil gerne slutte turen ind til Bangkok med lidt god mad så vi finder en taxa og beder ham køre os til en god restaurant. Vi aftaler at han skal køre os til lufthavnen når vi har spist og aftaler en pris med ham for begge turene. Han venter udenfor restauranten og da vi er færdige med at spise kører han os til lufthavnen, hvor det er tid til at finde vores håndbagage og tjekke ind til den sidste lange flyvetur hjem. Bangkok er absolut en positiv oplevelse som er værd at se på igen. Vi lander i København torsdag morgen kl. 7 og har så været et døgn undervejs + de 7 timer vi har skruet uret tilbage. Vi bliver modtaget af Ole, Jesper og Poul. Vi er bare så knaldhamrende negerbrune at de næsten ikke kan kende os. Men vejret!!! En rigtig kold og klam novembermorgen i Kastrup lufthavn kontra al den sol vi er rejst væk fra - det er en brat omvæltning. Vi er begge det meste af en uge om at vænne os til at være hjemme - de første dage laver vi bare ingenting - og balancenerven skal også lige vænne sig til at vi ikke opholder os på en sejlbåd mere. Torsdag kommer der en pakke fra Bangkok. Det er tøjet vi har bestilt og det er bare så fantastisk flot og passer præcis som det skal. Igen en utrolig detalje, som vi kan tilføje alt det andet utrolige vi har oplevet. Det var så afslutningen på Ernas og Oles "bryllupsrejse" uden Ole og med mig som substitut. Fantastisk og umuligt at beskrive i en dagbog - men huskes det kan det og det bliver det. Kærlig hilsen Brita på det gode skib Chriann Forrige rejsebrevNæste rejsebrev Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk