Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Bali, Indonesien 09.09.2009

Den 6.8.2009 lå vi stadig i Molukkernes hovedby Ambon og vi skulle til gallamiddag på et fint hotel. Busserne skulle komme kl. 18 og hente os, men tiden gik og kl. blev 20 inden vi kom af sted. Her var igen lange taler - flere af deltagerne sad og sov - flot dans og udnævnelse af Indonesiens fiskeriminister til beskytter af Molukkerne og derefter stående taffel.
Det er første gang jeg har set sådan en rodet, men munter opvisning, der var ingen kontrol over noget som helst, de høje herrer og tilskuerne talte i munden på hinanden så vi ikke kunne høre hvad der blev sagt. Da ministeren skulle have sin fine dragt på og et sværd som bevis på hans udnævnelse, gik det lidt i kludder. Men der blev klappet og flere dansere og musikanter kom på scenen. Det blev sent inden maden var klar, men det var værd at vente på, og vi nød den dejlige velsmagende mad.

Ambon er en møgbeskidt by, med stor forskel på høj og lav. Guvernøren bor i det fineste palads, mens befolkningen for det meste bor i rønner af træ og blik, sat sammen på bedste vis. Markedet og forretningerne var sølle, gaderne var mudrede af kloakvand og det vrimlede med udyr, så vi tabte helt lysten til at købe ind. Vi fandt et supermarked i helt europæisk standard bortset fra at der lugtede af råddent kød under frysediskene og da vi lagde varerne op ved kassen myldrede der lige to kakerlakker hen over disken og forsøgte at skjule sig i vores varer. Men kassedamen var hurtigere, hun fejede lige kakerlakkerne ned på gulvet som en helt naturlig ting og fortsatte med at taste varer ind.
I havnen lå der en restaurant, hvor vi dagligt indtog vores måltider, sammen med Vegar og Lisbeth fra S/Y Pomona. Det var rigtig billig god mad, hvordan det blev tilberedt så vi heldigvis ikke. Den 7.8.2009 afgik 30 både fra havnen for at deltage i Sailbunaken, som er en del af Sailindonesia. De sejlede nordpå, men vi og andre både ville sejle vores egne veje. Vi bestemte os for at sejle sydvest over mod Flores og tage nogle stop undervejs. Det betød en god passatvind og medstrøm. Vi har længe tænkt på at skifte forsikringsselskab, fordi den vi har, er hundedyr. Så da vi hørte at S/Y Pomona havde en meget billig forsikring, måtte vi lige læse betingelserne for at se om det var noget vi kunne bruge. Flemming nærlæste policen og fandt en del faldgrupper, bl.a. kunne han se at S/Y Pomona ikke måtte sejle om natten. Det var virkelig et chok for dem, fordi de mente at de var forsikret for natsejlads. Så da vi forlod havnen den 8. sejlede de ikke med, de ville selvfølgelig havde den paragraf ordnet, inden de ville sejle videre.
Vi har ikke taget stilling til om vi vil skifte til nyt forsikringsselskab endnu.

Om natten mellem den 8. og 9. august 2009 gav autopiloten op, vi havde god vind i sejlene, men en del bølger gjorde at Chriann var lidt hård at styre. Flemming fik ordnet fejlen, men vi håndstyrede for det meste til vi ankom til Wangi Wangi.
Næste eftermiddag kunne vi se revet og ankerpladsen, hvor vi skulle ligge. Da vi skulle ind igennem revet sat vi fast i mudderet et par gange, men så kom en lille båd med nogle rare indfødte og hjalp os igennem. Kl. 16 var vi på plads, glade og godt trætte. Den 10.8.2009 hørte vi en dejlig lyd over VHF´en: Chriann, Chriann, Pomona. De var på vej, så var vi klar over at deres forsikring nu var i orden.
Flemming sejlede ud i gummibåden og gelejdede dem igennem revet til ankerpladsen.

Ankerpladsen lå ved en lille by som hed Wanji.

Vegar og Flemming skiftede kullene på autopiloten. Flemming havde heldigvis købt et sæt kul i Darwin, men de skulle loddes på de gamle stik. Imens gik Lisbeth og jeg på marked og en tur igennem byen.

Wanji havn.	Familie i Wanji der så gerne ville fotograferes.
Bundne høns på markedet i Wanjir.	Så forhandles der pris i Wanjir.

Det var tydeligt at befolkningen her ikke var vant til turister, de kiggede nysgerrigt og de små børn græd når de så vores hvide fjæs.
Markedet var et kapitel for sig, hønsene var bundet og dem købte man levende. Kvinderne sad på bordet imellem deres grøntsager, og snakken gik lystigt, en sang var der også tid til. Når vi købte grønt, blev prisen diskuteret højlydt og alle de handlende samledes omkring os.
Kvinderne bar deres varer på hovedet, mens mændene sad ude på gaden og spillede domino.
Alle ville fotograferes, så der blev taget billeder til megen fnisen og latter. Det var en rigtig herlig oplevelse.

Den 12.8.2009 sejlede vi videre til et rev som hed Karang Kapota. Her sejlede vi igennem en åbning i revet og kom ind i en lagune. Et underligt syn mødte os i form af små huse som stod på pæle i vandet. Senere ved lavvande kunne vi tydeligt se at husene stod på selve revet ca. 4 meter over vandoverfladen.
Efter en svømmetur og lidt snorkling, kom Vegar og Lisbeth over til en sundowner, og i solnedgangens lys kom en båd forbi, fuld af fiskermænd. De lagde til ved vores båd og chefen kom ombord, mens de andre blev i robåden. Det var fiskere der boede i nogle af pælehusene.

Kaptajnen og chefen.	Hyggesludder indenfor i pælehuset.
Pælehus.	Pælehuskøkken.

Dagen efter ville vi besøge fiskerne i deres huse, men kunne ikke komme over revet, fordi det var lavvande, så vi prøvede igen senere og der lykkedes det. Det var en herlig oplevelse at blive modtaget af fiskerne i deres bolig på vandet. Der boede omkring 12 mand/drenge i huset. De bor på vandet i 4 dage, hvor de fisker og 4 dage hjemme, som var i Wanji. Indendørs var en behagelig temperatur, væggene var af bambus og taget af palmeblade alt var snøret sammen, ikke et søm nogle steder, og alligevel overlevede det alt slags vejr.
Der lå to skibe i horisonten, dem måtte vi også ud og se nærmere på. Vi tog den lange vej i gummibåden, og blev budt velkommen af to små fiskere. Da vi kom ombord, blev vi budt indenfor. Det var en utrolig primitiv træbåd. Vi skulle bukke os for at komme ind igennem hullet til kahytten. Selve kahytten var knap 1 meter høj, altså kunne fiskerne kun sidde eller ligge ned, hvis de ville i læ for vind og vejr. På siderne af skibet var der udspændt store net. De kunne sænkes ned i vandet om natten og et kraftigt lys fra en petromaxlampe lokkede små sardiner til. Sardinerne blev soltørret på store net som hang på siden af båden. Derefter blev de samlet i store poser, med 50 kg i hver og solgt som eksport til Kina.

Den 15.9.2009 forlod vi dette helt specielle sted som havde givet os nogle oplevelser vi aldrig vil glemme. Det er en særlig oplevelse at komme tæt på de indonesiske fiskere, og se hvordan de lever, og overlever for deres surt tjente rupiah.

Sådan boede de frivillige forskere på Hoga.

Først på eftermiddagen ankom vi til øen Hoga, hvor vi fortøjede os til en bøje, hvorpå 6 skibe kunne hænge. Gummibåden kom i vandet med det samme, nu skulle der snorkles på revet. Og sikken en flot snorkletur. Vi snorklede på kanten af revet, der var mange flotte fisk og flotte mangefarvet koraller. Vi kunne se laangt ned af revets sider og nød den særlige fred og ro der er under vandoverfladen. En stærk oplevelse.

Inde på Hoga, kom vi forbi et forskningscentret som har til huse på øen. Vi blev inviteret ind for at høre om deres arbejde for at bevare korallerne og revene i området. Der bor 200 studerende på øen, de er indlogeret i små huse, og betaler selv for deres ophold. Efter foredraget blev vi gjort opmærksom på at vi faktisk ikke var velkomne på øen, som er deres private område og at de slet ikke var forberedte på at tage imod de mange både fra Sailindonesia. Trods det at der i løbet af de næste dage blev lagt flere bøjer ud, så der blev plads til flere både.
Vi fandt et sted hvor vi bestilte bord til om aftenen, så vi kunne få noget at spise - spisekammeret var næsten tomt. Vi fik en øl men den skulle drikkes inde i baglokalet for ikke at støde den muslimske lokalbefolkning. Maden blev en herlig smagsoplevelse. Der var mange forskellige retter med fisk, snegle, muslinger og kylling samt selvfølgelig flere slags ris Da vi var færdige, kom der andre gæster som også skulle spise, de fik serveret vores rester, som de åbenbart nød med velbehag.

Den 17.8.2009 var indonesisk independence day. Den ville blive fejret i hovedbyen Ambewa på øen Kaledupa.
Vi tog gummibåden over til Kaledupa for at se byen og se det indonesiske flag gå til tops.
En fisker så os og ledte os sikkert igennem fiskenet og fiskefælder som stod alle vegne på vandet.

Her er vi forvist til baglokalet for at drikke vores øl.

Da vi kom hen til festpladsen, stod en masse børn i deres fine skoleuniformer opstillet på rad og række i den stærke sol. Vi stod også længe inden den egentlige ceremoni begyndte - vi kunne sætte os ned i skyggen i vejkanten, men det kunne deltagerne ikke, og det resulterede i at flere børn og voksne dejsede omkuld af den stærke hede.
Lisbeth og Vegar kom senere fordi de havde dårlig mave af den mad de havde spist dagen i forvejen. De havde spist nogle muslinger, som vi frabad os, de lugtede ikke så godt. Da flaghejsningen var slut, var Vegar dårligere, så vi drog hjemad. Men på vejen lå der en lille forretning som vi lige ville besøge. Her købte vi noget vand og nogle æg, æggene blev senere smidt ud fordi de var dårlige. Bag disken stod en seng, som konen sad på, det var tydeligt at hun også boede der. Det var for øvrigt tit at salgsboderne også var deres hjem.

Sigøjnerbyen.	Modtagelse i sigøjnerbyen.
En bolig og slagsbod i Ambewa.	Boldbanen i sigøjnerbyen.

Lige ud for Ambewa var der et lille samfund som boede i huse på pæle. Det var her de fattige sigøjnere boede. De kunne kun komme ind til landområdet i deres hjemmelavede kanoer. Hvilket kun var nødvendigt når de skulle sælge deres fiskefangster og købe ris.
Vi havde læst at man skulle have chefens tilladelse til at betræde deres område. Da vi ankom, stod en masse grinende mennesker og tog imod os, men der var ingen der forstod at vi prøvede at få fat i deres chef - det er også for dårligt at vi ikke kan indonesisk -. Men det endte med at vi blev fulgt ind ad broerne og folket vinkede og vinkede, alt imens de sad og aflusede hinanden.
Her var det tydeligt at se at mange var på euforiserende stoffer, deres smil og tænder var røde af den specielle nød de tygger sammen med en slags tobak, og ikke sjældent løb røde striber ned af deres hager.
Her var skole og små salgsboder, sågar en boldbane der var indhegnet så bolden ikke havnede i vandet. Træbroer over vandet forbandt husene med hinanden.
Inden vi steg i gummibåden, købte vi en tun, så var aftensmaden reddet, og de var glade.

Den 19.8.2009 tidlige om morgenen sejlede vi til Tomia og var fremme kl. 14. efter en hård tur. Skødet til storsejlet knækkede, men heldigvis var spilaflasteren låst, så der sad et stykke skøde tilbage, så vi kunne splejse det sammen med et nyt skøde, som så nemt kunne trækkes igennem indføringsvejen og bommen.

Imellem rev og koraltoppe ledte vi efter de bøjer der var aftegnet på kortet, og endelig fandt vi en bøje, som vi mente ville kunne holde os og S/Y Pomona.
Inde på Tomia skulle der ligge et luksusresort. Nu trængte vi til lidt luksus, god mad og lidt forkælelse. Men over en drinks blev vi enige om at vi ikke ville forlade bådene, før vi vidste om vi lå sikkert. Vi gik til køjs og kl. 03 hørte jeg støj på dækket. Fortøjningslinen havde sat sig fast under Vegars båd, så Vegar og Flemming prøvede at få fortøjningen fri. Efter nogle timers hårdt arbejde kom den fri af båden. Nu vidste vi at fortøjningen ville holde, så næste dag ville vi besøge resortet.
Vi gik igennem landsbyen, vi så at det var vaskedag, der var optaget ved vaskebrønden, hvor der sad en lille pige og skrubbede og skurede på sit og familiens vasketøj. Kvinderne rendte efter os, de ville sælge os nogle af deres ikat'er. Det er et stykke stof, vævet i forskellige stribede mønstre og farver, som bl.a. bliver brugt som beklædning.

Så er det vaskedag.

De nærmest tiggede for at vi skulle købe nogle, men vi ville vente til vi kom til Flores. Ellers var landsbyen en af de reneste og mest velholdte vi har set på vores vej. Nye huse var ved at blive bygget i mursten, og deres både var velholdte og nymalet i de flotteste farver.

Vejen ud til resortet var lang, og min ene ankel havde det ikke så godt, men heldigvis kom en motorcykel forbi, den hoppede jeg op på og blev kørt ad den smalle bumpende grusvej ud til resortet.

Flotte både ved Tolandou og luksusresortet.

Endelig en tår at drikke på resortet.

Da vi kom ind på resortets område blev vi stoppet af en vagt som tilkaldte chefen. Chefen kom og beklagede at han ikke kunne servere aftensmad for os. De havde meget travlt, det var skiftedag på resortet, så alt skulle gøres klart til næste hold. Men vi kunne få noget at drikke og en rundvisning.
Vi tog imod tilbuddet og efter en drink blev vi vist rundt. Her var utroligt smukt, med de smukkeste små huse til udlejning med egen udgang til have og strand. Et rigtigt paradis.
Her var arbejde til mange af landsbyens befolkning, derfor havde de råd til at leve bedre end de fleste her i området. Det var dejligt at se og opleve.

Mellem den 21. og 22. august 2009 overnattede vi på Karang Kaledupa-revet, ude midt i havet. Revet var ikke til at se, så det var en underlig fornemmelse.

Tidligt om morgenen den 22.8.2009 blev Flemming vækket til pandekager og kaffe, og over VHFèn lød der fødselsdagssang fra S/Y Pomona. Vi var blevet enige om at sejle tidligt af sted mod Flores. Så da vi ved 8-tiden skulle have ankeret op strejkede ankerspillet, men da motoren havde kørt et stykke tid, virkede det heldigvis igen.

Om eftermiddagen den 23.8.2009 efter en god natsejlads ankom vi til Flores. Vi kastede ankeret i Maurole Bay for natten. og tog videre mod Monkey Bay den 24.8.2009 om morgenen.
Vi så ikke nogle aber, men hørte deres skrig da vi nød en sundowner.

Den 25.8.2009 var der ingen kaf´ og pandekager til mig, men S/Y Pomona kom forbi og sang en herlig strofe for mig, samtidig med at en bådfuld unger kom og sang med.
Senere tog vi alle ind til landsbyen, hvor vi faldt i snak med en familie. Stole og bord blev hevet frem af gemmerne og der blev serveret kaffe og kokosmælk. En ung fyr som hed Balac kunne en smule engelsk. Han ville gerne vise os lidt af øen. Vi travede i hælene på ham, alt imens han fortalte om træernes frugter og hvad de kunne bruges til. Han viste os stolt statuen af Maria Magdalene, som stod under et halvtag på en bakketop. Vi skuede ud over en indtørret saltsø, hvor nogle drenge gik og indsamlede salt. På vejen mødte vi 4 mænd der slæbte på en udhugget kano der lige var blevet færdig og som skulle ligge til tørring, inden den kunne bruges.

Familien vi faldt i snak med i Monkey Bay.	Her serveres kaffe.
Her bæres en nyudhugget båd.	Søde unger på besøg.

Senere var Balac og nogle unge piger med os ombord, de ville så gerne se hvordan vi boede. De syntes at vi boede så fint. Da de så vores senge måbede de. De sover på en måtte på det bare gulv og har næsten ingenting - en gang imellem får jeg det helt dårligt, for i vores øjne er de jo meget fattige - men sådan lever de her, og de virker raske og glade.
Lisbeth inviterede på dejlig aftensmad, så det blev en dejlig begivenhedsrig dag.

Den 26.8.2009 kom vi til Lingeh Bay. En masse børn kom forbi i deres kanoer, de tiggede og tiggede. De var temmelig nærgående og stod og gloede ind af vinduerne. Lisbeth og Flemming ville ind til landsbyen for at se om de kunne få fat i noget frugt og grønt, men nej, de kom tomhændet tilbage. Senere på aftenen opdagede vi at noget værktøj manglede. Det var blevet stjålet, det har været for fristende at se det ligge lige der for næsen af dem.

Næste dag sejlede vi videre til Inca Village.
Her var det både børn og voksne der kom forbi og tiggede, det var temmelig generende. Da vi senere spiste sammen på S/Y Pomona, stod de og gloede, nu var det lidt for meget. Men vi er gæster i deres land, så vi kunne ikke lide at jage dem væk.

S/Y Pomona tog tidligt af sted næste morgen, vejret var meget flot, men vindstille. Da vi en time senere ville starte motoren, ville den ikke starte. Det viste sig at batterierne var helt flade. Vi kaldte S/Y Pomona over VHF´en for at sige at vi var forsinket - men da de hørte om vores problem, vendte de skuden og 1 ½ time senere kom de tilbage for at hjælpe os.
Vegars hjalp med at flytte om på batterierne og motoren kom i gang igen, så næste morgen satte vi kursen mod Gili Bodo. En ø som kun er beboet af aber.

Vi kastede ankeret i bugten, mens aberne stod inde på den hvide strand og så på. Da vi senere kom ind på stranden, løb de deres vej, de var selvfølgelig sky og var ikke vant til mennesker.

Strandtur på Abeøen Gili Boro.

Ellers gik tiden med at finde ud af hvorfor batterierne ikke lader, og Vegar kom ombord for at hjælpe med at finde problemet. Nu virkede solpanelerne nemlig heller ikke.

Trods problemer med det elektriske system, skulle vi videre. Den 31.08 kastede vi ankeret ved Labuan Bajo, her kunne vi måske få afhjulpet problemet. Flemming var kommet til at kortslutte duogenen, så nu kunne det ikke blive værre.

Diesel hældes på tanken i Labuan Bajo.

Lige så snart at ankeret havde nået bunden, kom en båd forbi med 3 unge mænd, der spurgte om vi skulle have diesel og vand på, måske havde vi også noget tøj der skulle vaskes, for så var de behjælpelige. Ja, tak sagde vi og blev enige med dem om at de skulle hente os senere, så de kunne vise os byen og finde et spisested.

Byen var beskidt og ussel, værre end Ambon. At det havde regnet gjorde ikke synsindtrykket bedre. Skidtet flød i gaderne. Nu var vi spændte på hvordan restauranten var. Den var helt ok, og maden smagte godt, så vi spiste alle 4 med velbehag.
Ladeproblemet kunne ikke løses her, så vi skulle hurtigst mulig til Bali.

Men vi skulle have forlænget vores visa, og der ville komme en person og hente vores pas og være behjælpelig med udfyldelsen af diverse papirer. Så vi måtte blive her til det var overstået.

Den 02.09.2009 mødtes vi med andre sejlere på Rest. Corner, som alle skulle have forlænget deres visa. Her viste det sig at her var adgang til trådløs internetforbindelse. Så vi tog computeren med, nu kunne vi endelig tjekke vores mail. Men akke nej, computeren gik ned, sort skærm. Jeg prøvede i flere timer på at få den til at virke, jeg gjorde alt hvad jeg havde lært men måtte give op. Men senere, næste morgen virkede den igen, juhu. Men nu skulle vi videre, så der blev ikke tid til at tage til byen for at tjekke mailen.

Vi var blevet enige om at vi ville ærgre os meget, hvis vi ikke havde set og oplevet Komodo- varanerne i deres naturlige omgivelser. Så den 03.9.2009 sejlede vi med kurs mod øen Rinca.

På turen havde vi vind og bølger lige i næsen, så saltvandet stod os om ørerne, og desværre ind igennem et åbent vindue, lige ned over computeren, og sådan en kan ikke lide saltvand. Men efter en grundig rengøring fik vi den i gang igen, men nogle bogstaver virkede ikke, så det var svært at skrive noget forståeligt. Men efter en dags tid virkede alt igen, men vi skulle lige have en forskrækkelse mere. Flemming som i forvejen var meget stresset pga elproblemerne fik nærmest et nervesammenbrud da computeren fik saltvand.
Den 4.9.2009 meget tidligt om morgenen, tog vi ind på øen sammen med Vegar og Lisbeth, nu skulle vi ud og se på Komodovaraner.

På bådebroen blev vi modtaget af en masse aber og en kæmpe varan der lå og slappede af. Den blev kaldt for "harbourmaster" for den lå altid i området nær bådebroen. Aberne løb i hælene på os og tiggede, men vi havde fået at vide at vi ikke måtte fodre dem. Flemming havde alligevel smuglet en pose jordnødder med, som han tømte ud på jorden. Aberne så ikke at nødderne blev lagt. Men da de fandt dem fik vi fred til at gå videre, nu var de beskæftiget et stykke tid.

Hunvaran ved sin rede.	Rester fra varanmåltider.
Abemodtagelse på Rinca.	Svedige og glade jordomsejlere.

Nu skulle vi finde en ranger som skulle følge os på turen ind gennem bushen og over sletterne hvor varanerne levede. Varanerne kan være meget farlige, hvis de bliver generet angriber de og bider i haserne eller der hvor de store blodårer sidder. Sådan angriber de aberne og bøflerne og andet vildt. Når vildtet er forblødt spiser de alt på kadaveret, helt ind til det bare skelet. De små varaner kan ikke magte en bøffel, men hvis de bider en bøffel vil den få en infektion som gør at den dør eller bliver så afkræftet efter en måned og så er den et let bytte. Varanerne kan leve uden mad i flere måneder.

Alle vores sanser var skærpet på turen, det var meget spændende at se dem ligge der i skyggen under træerne, og hunvaranerne der lå og passede på deres reder. Det var også en smuk naturoplevelse, vi kunne se ud over bugten, hvor vi lå og de smukke sletter på skråningerne var et syn for guder.
Efter denne vilde oplevelse, tog vi afsked med S/Y Pomona og sejlede mod Bali, hvortil vi kom den 06.09.2009

Vi har sejlet sammen med S/Y Pomona siden Darwin og vi har haft nogle dejlige oplevelser sammen og når vi om aftenen samles til en sundowner tog Vegar guitaren frem og så sang vi sammen og havde det skønt. Vi glæder os til at møde dem igen når de kommer til Bali.

Nu håber vi at kunne få løst vores elektriske problemer som ser ud til hovedsagelig at være et batteriproblem, så 6 nye 150 Ah batterier er bestilt. Vi har god tid så vi kan være klar til at tage imod Birta og Erna som kommer hertil Bali den 27.09.2009.

	Se flere billeder fra Indunesien
Kærlig hilsen Connie og Flemming på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrevNæste rejsebrev

Bjealke bund