Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra øen Ambon, Indonesien 06.08.2009

Han ville så gerne fotograferes.

Vi fik ikke oplevet så meget af Australien som vi havde håbet på. Tiden i Darwin gik med at få ordnet diverse papirer. Det tog meget af vores tid. Lægen skulle også besøges, fordi vi ville vide om det var nødvendigt at blive vaccineret når vi skulle til Indonesien. Det var det, så vi fik en sprøjte for tyfus og en for influensa og malariapiller som vi skal tage inden vi skal besøge urangutangerne på Borneo, og en behandlingskur, hvis det går helt galt.

Nye briller til Flemming - han havde tabt et par i vandet - skulle også ordnes. Og nyt kamera skulle også købes fordi jeg faldt i vandet med rygsækken på, så alt blev vådt af saltvand.
"Chriann" blev også repareret så hun blev klar til rallyet. Duogenen forstærket.

Nye gummifødder til Pandaen kom fra Brisbane, men de er så svære at sætte på, så vi venter med det til vi kommer til Phuket og bruger generatoren så lidt som muligt.

Vi mødte nogle dejlige mennesker både lokale og langtursejlere. Bl.a. et dansk skib "Margarita" med Anders og Birgit og et norsk "Pomona" med Vegar og Lisbeth og et svensk "Blue Marlin" med Hans og Milla.

Darwin var i øvrigt en dejlig, men meget dyr by. Restauranter, butikker håndværkerlønninger alt var dyrt.

Mange både havde ting der skulle laves, og fik en overraskelse når de hørte prisen. Alle glæder sig til at komme til Thailand som skulle være et godt sted for bådfolk.

Den 14. juli 2009 var der gallamiddag ved Darwin Sailing Club. Her mødte vi mange andre sejlere vi havde truffet før på vores vej over Stillehavet, så det var nogle dejlige gensyn.

Den 18. juli 2009 startede 140 både fra Darwin mod Indonesien, et fantastisk syn. Første stop var Saumlaki på Yamdena. De fleste både sejlede vest om Melville Island, men vi og 7 andre både sejlede østom. Vi havde den bedste sejlads på grund af vinden og strømforholdene som er i Timor havet. Andre både bl.a. Margarita stod af rallyet og drog vestover mod Flores og Bali, hvor vi håber at møde dem igen.

Afgang Darwin.

Den 20. juli 2009 kl. 09.00 kastede vi ankeret i bugten ved Saumlak.
Her skulle vi ligge til karantænefolkene, customs- og immigration, 3 forskellige myndigheder havde været ombord. Når de havde været ombord og godkendt os måtte vi gå i land. Karantænefolkene kom med det samme, nu ventede vi på de andre.

Efterhånden blev ankerpladsen fyldt op af både, nu var vi ca. 120 både der alle skulle indklareres. Der var hentet én eneste mand ind for at ordne immigrationspapirerne, så det ville tage mange dage før vi kunne komme på land, hvis han alene skulle ombord på alle skibene.
Næste morgen lød det så over VHF at reglen var blevet lavet om, nu måtte vi godt gå i land for at ordne indklareringen.

Nu blev der travlt, alle fik deres gummibåd i vandet og drønede ind for at komme først i køen.
De par timer vi sad der var nu meget hyggelige, vi snakkede med andre sejlere og fik arrangeret en tur hvor vi kunne besøge en landsby. Vi kunne vælge mellem 3 byer og valgte Tumbur.
Da vi blev sluppet løs, gik vi på jagt efter en bank hvor vi kunne få nogle penge på visakortet. Men akke nej, den eneste pengemaskine i byen virkede ikke, og ville ikke komme til det i den nærmeste fremtid. Dollars havde vi ingen af, men de 1,5 million rupiah (800 kr) vi havde købt i Darwin skulle så holde til vi kom til et mere civiliseret sted.
Saumlaki er en gammel meget forfalden by, her var så utroligt fattigt og beskidt og det selvom de havde fejet gaderne og flyttet affaldet om bag husene så vi ikke kunne se det.

Sådan bor man i Saumlaki.

Befolkningen var meget nysgerrige og de fniste når vi hilste på dem, de var utrolig dejlige og hjælpsomme. De virkede så glade og lykkelige for livet.

Om aftenen skulle vi til Food Festival, byens spidser inviterede. Vi blev kørt i busser op ad bjerget til et smukt beliggende hotel. Da vi kom ind i hallen, så vi 12 smukt opdækkede borde med indonesiske specialiteter. Efter lange taler og smuk sang og folkedans, kunne vi begynde at smage på den dejlige mad. Der blev mast og klemt, det var svært at komme til. Køkultur var der ikke noget af. Men det jeg fik fat i smagte bare dejligt.

12 smukt opdækkede borde med indonesiske specialiteter.

Dagen efter troppede vi op ved bussen der skulle køre os til Tumbur. Arrangementet var nu lavet om, så vi skulle nu besøge alle 3 byer, Weluan, Tumbur og Lauran. Og nu var det pludselig også blevet gratis.
Fire busser kørte af sted. Foran os kørte en politibil med hylende cirener.
Hver by tog imod os med sang og dans, et sted blev vi velsignet inden vi gik ind i deres by, et andet sted skulle vi smage på deres hjemmebryg af kokosblomstens saft. Det var stærke sager. Et andet sted var vi til messe, hvor de gamle mænd sad og messede, og ind imellem blev der sagt Ave Maria efterfulgt af en slurk hjemmebryg, så stemningen blev lidt mere løssluppen.
Hver by havde deres særpræg, og det var helt vidunderligt at se og føle deres gæstfrihed. Vi kunne virkelig mærke at de var glade for at se os.

Flemming bliver velsignet.	Kvinder danser i deres smukke dragter.
Fælles messe på Yamdena.	Her er gang i lokalt håndværk.

Kvinderne dansede og sang af hjertens lyst. Og de bar deres smukke folkedragter som var forskellige
fra by til by.
Hver by serverede mad for os. De havde i god tid før vi kom gravet et hul i jorden og havde lavet et bål, når der kun var gløder tilbage blev gløderne dækket af palmeblade og herpå blev fisken og kyllingen, ris og diverse grøntsager lagt, palmeblade blev lagt over inden jorden igen blev kastet på. Fra sådan en simpel jordovn, fik vi maden serveret på palmeblade.

Jo, den 22. juli 2009 blev en dag jeg sent vil glemme.

Den 24. juli 2009 sejlede vi sammen med Blue Marlin og Pomona til Banda, hvor vi mødtes den 26. og kastede ankeret ved øen Naira.

Banda-øerne er en del af Maluku provinsen og består af 13 små øer spredt ud over det dybe Banda Sea.
Øerne er berømte for deres krystalklare vand og fantastiske koralhaver og deres varierede kultur som er et herligt miks af muslimer og kristne. Her er man langt fra storbyernes travlhed og føler man er trådt flere hundrede af år tilbage i tiden.

Naira er en gammel hollandsk by med mange levninger fra den tid hvor hollænderne bosatte øen.
Længe før europæerne kom til Banda øerne var de den største producent af nutmeg - muskatnød - som de eksporterede til Europa, enten med skib til den Persiske Golf eller med karavane til middelhavsområdet.
Her produceres stadig nutmeg, men kan ikke klare konkurrencen fordi nutmegtræerne nu gror i det meste af verden. Så i dag lever de mest af fiskeri.

Vores spisekammer var tomt, så nu glædede jeg mig til at købe deres frugt og grønt. Kvinderne stod i affaldsrenderne som lå lige under deres små salgsboder, så der skulle jeg ikke købe noget. Fiskemarkedet var lige så slemt. Men vi fandt nogle dejlige gæsthuse, hvor vi spiste på skift hver dag. Så noget fik vi at spise.

Vegar og Lisbeth, Milla og Hans´hår. Vi nyder en drinks på Pomona

Vi lå ca. 50 både i bugten, så vi lå temmelig tæt og da det en dag stormede meget, drev flere af bådene for deres anker. Vi lå tæt ved et rev og syntes at det kom nærmere og nærmere, så vi måtte også flytte ankeret og lagde 60 m kæde ud på 6 m vand så vi lå mere sikkert. I løbet af dagen faldt vinden og bådene var igen sikret, så vi kunne gå i land.
Jeg havde dagen i forvejen afleveret mit vasketøj, som her bliver vasket i hånden, det skulle hentes. Jeg havde fået at vide at prisen var 25.000 rupiah ca. 15 kr. Utrolig billigt. Men nu var prisen pludselig steget ti gange. Så nu skulle der forhandles, så jeg kom til at betale 120.000 i stedet - stadig billigt, og mit vasketøj var rent og pænt.

Vi havde nogle dejlige dage ved Naira, hvor vi hver aften sluttede med drinks og snak hos os eller Pomona, hvor vi snakkede om vores oplevelser.

Samlet blev vi enige om at her var smukt, men at priserne blev skruet op lige så snart de så os, og at den glæde og gæstfrihed vi oplevede i Saumlaki ikke var her. Men vi blev en oplevelse rigere.

Den 01. august 2009 sejlede vi mod øen Ambon. Og næste morgen smed vi fortøjningerne i land ved byen af samme navn. Ambon er hovedstaden i Maluku.
Her på kajen blev vi modtaget af stor hjælpsomhed. Og store plakater med påskriften Velkommen til Ambon til Sail Indonesia 2009.

Næste morgen kl. 05 blev vi vækket af messende stemmer fra muskeerne, de messede i 3 kvarter efterfulgt af hanegal. Hanerne og deres høns er alle vegne, de går ude mellem bilerne og imellem folk, som en hel naturlig ting.

Flemming skulle lige ordne duogenen inden vi skulle en tur ind til byen. Men så lød der et brøl, nu var det vandpropellen der havnede i vandet. Der var 21 meter ned til bunden, Flemming er stadig nubegynder i dykkerfaget, så han spurgte Vegar fra "Pomona" om han ville hente den - Vegar er en meget erfaren dykker - det ville han gerne og han fandt den til stor jubel for alle. På hans dykkertur så han at vi ligger ovenpå et skibsvrag og at der lå yderligere 2.

Den 4. august 2009 er der velkomst-ceremoni. Så forberedelserne var i fuld gang. Musikinstrumenter og opstilling af politi og soldater blev afprøvet fra tidlig morgen til sen aften og selvfølgelig lige foran vores båd. T-shirts og kasketter blev udleveret til alle sejlerne, som vi blev bedt om at tage på til ceremonien. Nu var vi efterhånden ca. 50 både i havnen.

Vegar har hentet vandmøllen på havets bund.

Dagen oprandt og Kongen af Ambon og Den Røde Sten skulle komme og åbne ceremonien kl. 9.00. Desuden skulle guvernøren og andre høje herre komme og deltage. Men kokken blev 12.00 før kongen kom - her tager man det ikke så nøje med tiden. En sejler fra hvert land blev kald op, jeg fra Danmark. Kongen ville først fotograferes sammen med os før han startede sin velsignelse af os.
Taler blev holdt og igen var der sang og dans, inden vi steg på 2 små busser som skulle køre os på en arrangeret tur til nogle seværdigheder rundt omkring i byen.

Der øves lige foran vores båd.	Vi udvalgte med Kongen af Ambon.
Flemming danser.	Flemming nyder regnvejet i Ambon Havn.

Lige nu er det regntid, så vi oplever nogle regnskyl der batter, men de går heldigvis over lige så hurtigt som de kommer. Luftfugtigheden er derfor også meget høj, og det døjer vi lidt med. Vi bliver her til ugens udgang og forlader rallyruten før de andre og tager lidt sydpå mod Flores, så jeg vil slutte for denne gang.

	Se flere billeder fra Indunesien
Kærlig hilsen Connie og Flemming på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrevNæste rejsebrev

Bjealke bund