Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Darwin i Australien 06.07.2009

Den 3. juni 2009 havde vinden lagt sig så meget at vi sejlede videre mod Port Douglas, men gjorde holdt for natten ved Double Island. I tusinde af år var øen beboet af aboriginals, men så kom den hvide mand og jagede dem væk fra øen. I dag ligger der et lille resort som kun er for de rige turister.

Næste dag ankom vi til Port Douglas. Vi sad fast i mudderet da vi sejlede hen til vores anviste plads. Det var stadig lavvande og ville være det nogle timer, men vi var heldige at få en anden plads.
Byen var meget hyggelig, havde beholdt sit særpræg og var ikke præget af høje hoteller for turister.
Vi havde læst at Bill Clinton sad og spiste på Salsa Bar da han fik den sørgelige besked d. 11. sept.. Hvorefter han selvfølgelig straks tog hjem.
Vi bestilte bord på den berømte restaurant. Det er ikke på grund af Clintons besøg at den er berømt, nej, det er maden. De har vundet mange priser for deres kogekunst. Og sikke noget dejligt mad, det er længe siden vi har smagt noget der var så lækkert og smukt tillavet.

Salsa bar i Port Douglas.

Nu ville vi ud og snorkle, så vi tog videre til Low Island. Vi ankom tidligt og fortøjede os til en bøje. Der var ikke så meget plads tilbage i bugten, fordi store catamaraner ankom med turister som de sprøjtede ud i vandet, så de kunne snorkle og dykke. Vi fik ikke snorklet men vi nød en god frokost, udsigten og det dejlige vejr. En masse store fisk svømmede omkring båden.

Vi så en hel del meget eksotiske fiskebåde på vores vej indenfor revet. De havde deres net ude i overfladen for at undgå koralknoldene på bunden.

Den 6. juni 2009 lå vi ved Hope Island. Vores søkort kunne ikke bruges som vejviser, men de 3d kort som Hans havde lagt ind kunne bruges i stedet. Han er for øvrigt alle tiders fyr. Han skal have mange stjerner i LTLF´s karaktebog.
Næste morgen tog vi en snorkletur inden vi drog mod Cooktown. Sikke en flot verden der er her under vandet, helt anderledes end stilleshavets undervandshaver. Der er ikke noget at sige til at folk valfarter hertil for at oplevet det.
På vores vej til Cooktown passerede vi Endeavour Reef hvor Cook i tusmørket ramte revet og sad fast. Skibet kom fri i højvande efter at alle skibets kanoner, stenballast, og andre tunge ting var smidt overbord.

Cooktowns havnefront.

To langturssejlere Monrad & Cook.

Den 8. juni 2009 kom vi til Cooktown, og lå ved siden af et kæmpe træskib. Vi troede at det var en kopi af Endeavour, men det var en kopi af den hollandske Duyfken, som sejlede verden rundt 150 år før Cook.
Efter at Endeavour var stødt på revet ved indsejlingen til floden i 17-hundrede og hvidkål, som i dag selvfølgelig hedder Endeavour River, fik de den bjerget ind til byen hvor de brugte 48 dage på diverse reparationer. Herefter fortsatte Endeavour nordpå under megen besvær med at finde vej gennem coralrevene i Great Barrier Reef.
100 år senere kom guldfeberen til Cooktown og byen havde 30.000 indbyggere der prøvede lykken, men i midten af det 20. århundrede var byen nærmest blevet en spøgelsesby med kun 300 beboere.
På en tur i byen, så vi på alle mindesmærkerne for Cook. Det var herligt at se dem og tænke på at vi har sejlet på hans rute meget af tiden.
Man skulle holde sig væk fra vandkanten for der var krokodiller, vi så ikke nogen, kun den der var aftegnet på advarselsskiltet.

WOW, sikke en fisk.

Næste dag var vores plan at gå til Cape Flattery, men vi havde så god vind i sejlene at vi sejlede de 15 sm længere til Lizard Island for at kaste ankeret i Mrs Watsons Bay, vi kunne nemt nå at være der inden det blev mørkt.

På vejen fik vi en ordentlig skylle, det var dejligt, men autopiloten virkede pludselig ikke. Den har ikke haft det så godt i et stykke tid. Så nu skulle der håndstyres.

Og midt i det hele gav fiskestangen lyd fra sig, der var endelig fangst. Og sikke en fangst, en kæmpe fisk havde bidt på. Den kom indenbords og så skulle den parteres. Der var så meget fisk at vi måtte smide det meste i vandet igen til hajerne.

Der lå en hel del både i bugten, dejligt, måske var der nogen der kunne hjælpe os med autopiloten. Vi kaldet bådene over vhf´en og ganske rigtigt var der flere der havde haft samme problem. Vi blev kaldt op af en australier der lå i en anden bugt, han ville komme forbi i løbet af dagen.

Han og hans kone kom ombord om eftermiddagen, jeg kan ikke huske deres navne, men båden hed "Platinum". Hun var helt vild for at få et glas rødvin, så jeg knappede en flaske op, så vi hyggede os imens mændene knoglede med autopiloten. Yes, den kom til at virke igen, efter de fandt ud af at det var kullene (brushes) der var slidt langt ned og havde sat sig fast. Så vi var glade, vi havde lige set i ånden at vi skulle håndstyre hele vejen til Darwin. - Hvor er vi forvænte. Vi delte hvad jeg havde i køleskabet og havde en rigtig hyggelig aften.

Vi blev liggende i bugten et par dage, der var lovet hård vind. Dagene brugte vi bl.a. til en tur på øen, hvor vi så en Lizard på ca. 1 meter, en rigtig fortidsøgle. Vi så ruinerne af Mary Watsons stenhus, hun boede der i 1800 tallet sammen med sin mand og barn og 2 kinesiske tjenestefolk. En dag, hvor hendes mand var ude og fiske, så hun at en af hendes kinesiske tjenestefolk blev dræbt af aboriginals. Så hun flygtede sammen med sin kok og sit barn i et kæmpe kogekar og drev til søs. Karet blev senere fundet ved øen der i dag hedder Watson Island, alle 3 var døde, formentlig af tørst.

Den 13. juni 2009 sejlede vi derudad igen, autopiloten virkede, juhuu! Vi sejlede 68 sm på 9 timer, godt gået, hvorefter vi ankrede op i Bathurst Bay pos. Efter en rullende nat tog vi en kort tur på 20 sm til Standley Island. På sejlturen var der ingen bevægelser i båden, den lå så roligt på vandet at det var ren magi.

Den 15. juni 2009 ankrede vi ved Morris Island. Endelig en tegneserieø med kun en palme.
Vi passerede Restoration Island hvor captain Bligh og hans mænd hvilede ud efter deres tur fra Tonga, hvor de var sat i en åben båd efter mytteriet på Bounty.

Næste dag var det Portland Road Bay, der fik besøg af os. Her var 5 huse og en cafe, hvor vi spiste til aften. Det var rigtigt hyggeligt, de havde haft rigtig travlt, fordi mange af de både der skal deltage i rallyet også havde besøgt dem.

Der skulle være en masse krokodiller, men i vandkanten stod nogle drenge og fiskede, og da vi i aftenens mulm og mørke gik ned til gummibåden lå to drenge i en båd og sov. Så de havde ikke krokodilleskræk.

Den 27. juni 2009 tog vi en lang tur forbi Cape Grenville til Shelburne Bay. Vi havde fornøjelsen af en masse delfiner på vores vej.

Escape River var næste stop for en nat, inden vi den 17. juni 2009 rundede Cape York, som er australiens nordligste punkt. Mange sejler til Thursday Island, men vi valgte den fra, fordi her ville karantænepolitiet komme og fjerne diverse kødvarer og grøntsager. Og i øvrigt skulle der ikke være noget særligt ved øen, fortalte nogle australier os. Så vi sejlede istedet lidt sydover igennem den smalle sejlrende ved øen Red Island, ind til Seisia.

Monumentet for ham der blev dræbt af en krokodille.

Smuk rød grusvej i Seisia.

Her kom vi til et rigtigt aboriginal samfund, med dens egen rolige rytme, her var intet hastværk.
Her virkede det som om at de havde fået nok af os hvide, de var ikke så venlige og snaksaglige som vi ellers havde været vant til.

Da vi havde jogget rundt på deres flotte røde grusveje og havde læst på monumentet over en mand der i 1982 blev ædt af en krokodille, trængte vi til en øl. Men her kunne man ikke købe øl, heller ikke på restauranten, men hvis vi ville gå hen til fiskeklubben, var der måske en chance. Der var øl. På vejen derhen var der skilte med advarsler om at kokospalmerne nu var klar til at slippe nødderne så vi måtte ikke gå under palmerne!!

Den 21. juni 2009 da luftfilteret til Pandaen blev tjekket, opdagede vi at varmvandsbeholderen lækkede. Nu det altså ikke sjovt længere, hele tiden er der noget der skal repareres. (NB. den er holdt op med at lække måske det kun var kondens, man har lov at håbe). Men vi gjorde os klar til et par nætter på havet, vi skulle sejle over Gulf of Carpentaria til Arnhem Land, Northern Territory og lande ved byen Gove, som også hedder Nhulunbuy.
Vi sejlede med god medstrøm på det turkisblå hav som en sommerfugl, det var herligt, indtil vi opdagede at duogenen ikke gav strøm. Nu var den gået i stykker igen igen. Flemming reparerede den og den holdt et stykke tid, og sådan gik meget af tiden over til Gove.

Det var nu et år siden at vi krydsede ækvator og var på vej til Galapagos, sikken en masse vi har oplevet siden, tiden den løber af sted.

Den 23. juni 2009 kastede vi ankrede i solnedgangens lys, nu var vi kommet til Gove, og trængte til en god nats søvn.

Selve byen lå lang fra ankerpladsen, men vi travede af sted, men blev taget op af en venlig kvinde, som selv skulle til byen. Hun viste os lidt rundt, og gik med os hen på kontoret hvor vi kunne få en skriftlig tilladelse til at købe spiritus og øl. Gove er en smuk by med et herligt mix af sort og hvid.

Vi havde et stykke tid haft kontakt med båden Windira på vhf´en, dem så vi for første gang i sejlklubben om aftenen da vi sad og fik en drink. De er australiere og bruger et år på at se Australien fra søsiden, deres to drenge har fået orlov fra skolen, men går i skole på båden, så de ikke kommer bagud. Det blev en festlig aften, der var fodbold på storskærm. Der var en masse mennesker, så der var en festlig stemning som jeg blev smittet af. Fodbold er ikke lige min kop te. Men sjovt var det.

Næste stop blev en unavngiven bugt ved Wigram Island. Vi lå lige ved siden af en toldbåd, som selvfølgelig kom forbi og stillede de sædvanlige spørgsmål, som de toldflyvere der har kontaket os dagligt også har stillet. De har fløjet over os siden vi forlod området omkring Great Barrier Reef.

Den 26. juni 2009 sejlede vi igennem The Hole in The Wall, et meget smalt stræde imellem to øer. Her var planlægningen meget vigtig på grund af strøm og tidevand. Vi gik med tidevandet igennem, loggen viste 3 knob men GPS'en viste 11, huhej hvor det gik, men det var med at holde tungen lige i munden, for strømhvirvler tog i båden så den var svær at holde på kursen. Vi skulle virkelig koncentrere os, jeg ville tage nogle billeder, men Flemming jagede mig ned for at se på Max Sea, så billeder blev der ikke mange af. Efter en lidt stresset tur var vi ude og sejlede videre mod Sommerville Bay, men vind var der ikke noget af så vi afkortede turen og gik til Haul Around Island. En lille bitte ø ved Liverpools Rivers udmunding.
Derfra videre til North Coulburn Island, hvor vi havde en dejlig rolig nat i Mullet Bay.

Så tæt var vi på siderne i Hole in The Wall.

Fulgt af delfiner og en meget rolig genakkersejlads kom vi til en ø som ikke havde noget navn og kastede ankeret, - det kunne have været sjovt at betræde denne ø, men vi havde ikke tilladelse til at gå i land, det skulle vi have for at gå i land her i området.

Den 30. juni 2009 havnede vi i Coral Bay en meget stor bugt ved indsejlingen til Port Essington, vi kastede ankeret i Seven Spirit Bay.

Selv om det var halvmørkt satte vi gummibåden i vandet, nu ville vi i land og strække benene og få aftensmaden serveret. Vi viste at der skulle ligge et resort som vi ville besøge. På vejen mødte vi en bil, hvis fører sagde at der kun var adgang, hvis vi havde bestilt plads i forvejen.

Det havde vi ikke, men vi ville forsøge alligevel. Resortet lå meget smukt og der gik vilde kænguruer rundt i haven. Helt vildt, men mad kunne vi ikke få serveret, men vi kunne få en sandwich som vi ikke måtte spise der, men vi kunne jo spise den på båden. Her var vi ikke velkomne og fik at vide, at her måtte vi ikke være uden tilladelse, heller ikke for anker i bugten.

Men vi blev liggende natten over og tog så det sidste seje træk til Darwin.

Udsigt over Fannie Bay i Darwin.

Vi startede kl. 05 om morgenen den 1.juli og kastede ankeret i Fannie Bay, lidt uden for Darwin, næste dag kl. 08.00. Der ligger foreløbig 70 både i bugten.

Nu skal Darwin og området heromkring udforskes, ting skal laves på båden, reservedele skal købes. Vi skal til lægen for at få besked om det er nødvendigt med diverse vaccinationer. Visa til Indonesien o.s.v. Og den 18. juli 2009 starter vi så turen til Indonesien sammen med ca. 150 både. Det bliver spændende, så der bliver en masse nyt at skrive hjem om i næste rejsebrev.

Der er en masse sejlerliv i bugten. I går startede de Australske mesterskaber i Hobie cats. En masse små sejlbåde fiser rundt og træner omkring alle langturssejlerne. Vi ligger lidt langt fra kysten på grund af det voldsomme tidevand 6-7 meter. Så det er en lang våd tur ind til kysten. Men det går fint.

Nu ikke mere fra os denne gang.

	Se flere billeder fra Australien
Kærlig hilsen Connie og Flemming på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrevNæste rejsebrev

Bjealke bund