Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Townsville, Breakwater Marina i Australien 13.05.2009

Så er vi meldt til Sail Indonesia Rally´et som afgår fra Darwin d. 18. juli 2009. En masse både har tilmeldt sig så det bliver helt sikkert spændene og vi vil møde en masse nye mennesker. Og ikke mindst så bliver det mere sikkert at sejle i området omkring Indonesien i disse pirattider.
Vores båd har fået "visa" til den 30. juli 2009, men vi skal have vores forlænget for vi har kun visatilladelse til den. 23. juni 2009.

Den 22.04.2009 forlod vi Bundaberg og sejlede ud i dejligt solskin, som strålede ned over os hele vejen til Pancake Creek. Vinden var ind agten for tværs og 7 til 10 knob, så efter et stykke tid med sejlene slået ud til hver side og søen blev roligere, satte vi genakkeren op. Det blev en fantastisk sejlads resten af turen.
Vi så solen gå ned i horisonten, lige inden vi drejede ind i bugten. Og så blev det mørkt og i en ubeboet bugt er der bare bælg ravende sort. Pilotens kort og Maxsea passede ikke med hensyn til afmærkninger af diverse rev og sandbanker så det blev en nervepirrende indsejling fordi vi ikke kunne se de bøjer der skulle være der. Men vi kom på plads uden skrammer og fik kastet ankeret. Altså skal vi ikke sejle ind i bugter med rev og sandbanker når det er mørkt.

Vi så solen gå ned i horisonten.

Vi har kontaktet gutterne Joachim og Magnus, men vi har intet hørt fra dem, så vi håber de har det godt.

Næste dag blev mere afslappet, nu kunne vi tydeligt se de bøjer som vi skulle ha´ sejlet efter, så det ville blive nemt at komme ud af bugten igen. Så vi nød solen og udsigten til bjergene i baggrunden og til sandbankerne der tittede op af vandet og ikke mindst revet som vi heldigvis undgik i aftes.

På toppen af Cape Capricorn ligger der et fyrtårn som er fra 1875.

Den 24. april blev igen en solrig dag hvor vi havde en lidt blandet sejlads, men vi fik sejlene op de sidste par timer og kastede ankeret ved Cape Capricorn.
På toppen af Cape Capricorn ligger der et fyrtårn som blev taget i brug i 1875. Et hejseværk, som blev betjent manuelt, blev i sin tid brugt til at hejse diverse forsyninger op af den stejle skrænt til fyrmesterboligen. I dag bruges der en automatisk kabelvogn.

Det var en smuk bugt at ligge i, men nej hvor vi rullede. Bølgerne slog ind agter så det var umuligt at sove i kaptajnens kahyt agter, så vi tog en nat på sofaerne.

Næste morgen d. 25. april, blev gummibåden sat i vandet, vi sku´ da ind og se os lidt omkring på øen, men det var næsten umuligt at komme ned i båden på grund af bølgegangen, den hoppede og dansede og vi var temmelig radbrækket i forvejen, så vi tog gummibåden op igen og sejlede til Great Keppel Island.

Det var et skummelt sted vi skulle sejle igennem. Der ligger en masse små rev og klipper under vandoverfladen, de fleste af revene har fået navn efter de skibe der har stødt på dem.
Vi sejlede forbi Peak Island, en lille bitte ø hvor de berømte fladskjoldede skildpadder lægger sine æg. Forunderlige verden. Vi havde ikke den specielle tilladelse til at gå i land på øen. Man skal for øvrigt have tilladelse til at gå ind på mange af de øer der ligger her i området, som er starten på Great Berrier Reef, mange er fredet eller lavet om til naturreservater.

Vi kastede ankeret på Long Beach, Great Keppel Island, imellem mange andre både, her var smukt med endnu en dejlig hvid sandstrand. Vi ser ikke så mange der bader, sikkert fordi sæsonen for jellyfish ikke er overstået endnu. De kan være livsfarlige og badning frarådes. I næste måned skulle de være forsvundet, så skal der bades.

Nu har vi endelig hørt fra gutterne, forbindelsen har været dårlig, derfor har de ikke svaret os. Men de har oplevet en masse og nyder livet.

Og så venter jeg på at blive mormor til endnu en dreng. Stina skal nedkomme en af dagene, så det er bare så spændende.

På vej til Keppel Island.

Keppel Bay Marinat.

Om søndagen den 26.04.2009, tog vi traveskoene på og ville finde en vej ud til den anden side af Great Keppel Island til Fisherman´s Bay, hvor vi vidste at der skulle ligge nogle huse og hoteller. Vi kom rigtig ud på en vildmand, vi klatrede rund i et vanskeligt tilgængeligt område. Vi brugte solen som kompas så vi kunne se at vi var på rette omvej. Glade var vi da vi endelig fandt et sted hvor vi kunne få en tiltrængt frokost og noget at drikke. Flemming gik alene tilbage til båden, mens jeg tog en slapper på stranden. Et par timer senere kom Flemming flot sejlende i Chriann og kastede ankeret og hentede mig i gummibåden. Så aftenens ankerplads hed nu Fisherman´s Beach.

Den 27. april ville vi over til fastlandet, vi skulle have købt ind og fundet et sted hvor vi kunne få ladet vores telefon med nogle penge, så vi igen kunne ringe. Efter en meget kort tur på 8 sm ankom vi til Rosslyn Bay, Keppel Bay Marina. Sikken en havn vi landede i, den lå så smukt og havde alle de faciliteter vi havde brug for.
Her havde de en fri bil, som vi kunne låne gratis i 2 timer, så vi fik ordnet det vi skulle på bedste vis, så nu er lageret fyldt op så vi kan ligge for anker i et stykke tid, her skulle være så mange smukke ankerbugter som vi gerne vi se og opleve. Måske ser vi så en krokodille eller to, eller skildpadder som skulle svømme rundt omkring her i området, det kunne være spændende.

Vores fryser har det ikke så godt, vi tror at det kan være keel cooleren der sidder under båden, der trænger til at blive udskiftet, så der er bestil en ny hos Halberg Rassy, og vi regner med at få den leveret i Townsville.
I et stykke tid har her lugtet slemt af gas, og en dag da jeg skulle sætte vand over til kaffe, så var der ikke mere gas, og det skulle der bestemt være. Så viste det sig at slangen ikke var spændt ordentligt på, og derfor har der sivet gas ud af beholderen, den står heldigvis ovenpå. Problemet er nu løst og ny gas er sat på og slangen er ordentligt spændt.

Den 29. april forlod vi dejlige Rosslyn Bay og sejlede op ad Capricornia Coast, solen skinnede og vi havde det dejligt. I solnedgangens lys fandt vi indsejlingen til Pearl Bay. Og sikke en stjernehimmel med en månestråle. Utroligt som en måne i sit 1ste kvarter kan lyse op og kaste sin guldstråle på havet.

Dagen efter sejlede vi mod Hexham Island, det var en smuk, men meget øde strækning. Der var ikke andre sejlere på havet, så vi var helt alene på det kæmpe hav. Men vejret var dejligt, og pludselige så vi en skypumpe langt ude i horisonten, men den kom ikke i nærheden af os. Vejret er meget omskifteligt her omkring, men vi er forberedte.
Vi kastede ankeret. Her lå vi igen alene, vi havde kun selskab af en skildpadde, som vi så når den stak hovedet op af vandet for at få luft.

Så blev det den 1. maj og nu sejlede vi af sted mod den berømte ø Middle Percy Island. Hvor West Beach er verdenskendt iblandt langturssejlere for dens isolerede ankerpladser. Vi kastede ankeret og drog mod stranden. På stranden ligger en A formet hytte under palmerne, hvor sejlere i årevis har sat eller hængt kreative ting med deres båds navn og dato på. Vi hængte en flaskepost oppe under taget og skrev i gæstebogen. Det var en speciel og dejlig oplevelse.

Stadig ingen andre både, men kakaduerne flaksede rundt i træerne og deres skrig var musik til morgenmaden og en regndråbe fik vi også, da vi under en truende himmel sejlede videre mod Curlew Island, hvor vi om eftermiddagen kastede ankeret. Her lå der to både for anker, hyggeligt, vi fik en snak med dem over VHF´en.

Den 3.05.2009 lagde det op til stormvej, så vi hev ankeret op og drog over mod Mackay Marina. Det var dejligt at komme i havn - jeg fik tjekket os ind og fik et dejligt bad. Nu skulle der hygges på båden, for regnen og stormen tog til.

Flemming hænger vores flaskepost op.

Duogenen, vores vand- og vindmølle har lydt mærkelig i et stykke tid. Flemming skilte den ad og gik op til en mekaniker med den - måske var det kuglelejet der var i stykker. Men nej, det viste sig at selve generatordelen der var fyldt med saltvand. Så vi har taget hele duogenen af og venter til senere med evt. at få den repareret. Det betyder så også at vi har slukket for fryseren, for at spare på strømmen. Så nu skal vi købe ind noget oftere.

Svampeligende formationer.	Opstigning til hulen ved Nara Inlet.
Hulemalerier.	Udsigt fra hulen.

Nara Inlet var i tidernes morgen en dal, hvor aboriginaler boede i klippehuler og levede af jagt og fiskeri, og der var stadig en intakt hule oppe på skråningen, et sted og en hule der er værd at bevare for eftertiden. I hulen var der nogle malerier og tegninger som stadig stod tydeligt på klippevæggene. At stå på sådan et sted er en fantastisk oplevelse.

Den 9. 10. og 11. maj lå vi i nogle meget åbne bugter langs kysten, hvor vi bare kastede ankeret og drog videre næste morgen, det var hhv. Double Bay, Greys Bay og Bowling Green Bay.

Den 12. maj kom vi til Townsville, hvor vi fortøjede i Breakwater Marina.
Townsville virker på os som en dejlig og hyggelig by. Den har sin egen charme, ingen højhuse og mange af bygningerne står stadig i den traditionelle kolonistil.
Vi ville gerne op og se udsigten fra det smukke bjerg, Castle Hill som ligger lige i nærheden af havnen. Vi tog derop for at se solnedgangen, som gik ned bag skyerne, men hvor var det smukt at se langt ud over byen.

Om aftenen havde vi besøg af Lars, en dansker som har bosat sig her og som bor i sin båd på havnen. En festlig fyr som fortalte om sine sejladser rundt om i verden og hvad vi burde se mens vi er her. Det blev en rigtig hyggelig aften.

Den 13. maj tog vi bilen og kørte ind i landet. Vi besøgte Billabong Sanctuary, hvor kænguruerne hoppede rundt i blandt os, så vi håndfodrede dem. Hvor er det et smukt dyr, sådan nogle smukke øjne og meget bløde snuder. Krokodillerne lå i det stille vand og så frygtindgydende ud. Koalaerne sad i træerne og sov, det gør de faktisk hele dagen, undtagen når de spiser. Vi overværede et foredrag om koalaerne, og her fik jeg mulighed for at holde en. Det var så herligt.
Senere på dagen kørte vi til byen Ayr. En lille by som Anne, Flemmings datter, har boet i for mange år siden. Det var sjovt at besøge den lille by og vide at her har Anne levet. En by som ikke skulle leve op til turisters krav, men bare kunne være sig selv, uden den store udvikling.

Der fodres.	Der holdes.
Wombatten skulle også lige røres.	Ayr´s varetegn.

Der kommer mere fra Townsville og omegn i næste rejsebrev. Og om mit nye barnebarn, han er ikke kommet endnu, men det er lige op over.

	Se flere billeder fra Australien
Kærlig hilsen Connie og Flemming på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrevNæste rejsebrev

Bjealke bund