Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev 05 09
Rejsebrev fra Port Bundaberg, Australien 18.04.2009
Sydney, den 26.03.2009. Joachim og Magnus ordnede diverse indkøb til husholdningen inden vi sejlede til en bugt vi var blevet anbefalet af nabobåden. Det blev en kort tur på 25 sømil til Pittwater, Morning Bay - det hed den fordi solen kom ind der, med sine dejlige stråler om morgenen.
Vind var der ikke meget af, men alligevel blev der afholdt kapsejlads i bugten da vi ankom. To sejladser med ca. 25 både i hver var i gang. Det var sjovt at se bådene, der havde alt hvad de kunne bruge som sejl, sat op, og folk sad på rælingen for at hælde båden for at udnytte den svage vind. Der var højst 1,5 m/s i solnedgangen, men fuldstændig fladt vand. Det var vist mest tidevandet de sejlede på, men det garanterede så at alle kom i mål. Når der var en der kom i mål var der vild jubel. En sjov oplevelse, når man selv har prøvet noget lignende hjemme i Køge Bugt.

Vi fortøjede ved en bøje for natten og den 27. marts sejlede vi videre mod Port Stephens, en fantastisk beskyttet bugt, tidligt om morgen. Det blev en lang tur, vi fortøjede først ved en bøje, udenfor Nelson Marina, kl. 23.30 om aftenen, så vi var godt trætte. Flemming tog gummibåden ind til byen og kl. 11.00 sejlede vi over til en flot naturstrand, hvor vi badede. Vores gaster går aldrig i vandet, hvad der undrede os lidt. Men de går vist ikke så meget i vandet i Norge.

Den 28. marts ankom vi til en lille naturhavn som hed Cape Hawke, ved byen Foster. I midten af havnebassinet var der en stor sandbanke, hvor en masse pelikaner holdt til, og som fik deres morgenmad serveret når fiskerbådene kom ind.
Inde på bredden fløj hvide kakaduer rundt i træerne. Byen Foster var en sød lille ren by, som lå langs kanalen.
Næste dag havde vi bestemt at vi ville til Coffs Harbour, det ville blive en sejlads på 120 sømil, så det blev en natsejlads.

Vi tog afsted om eftermiddagen og igen så vi skyerne rulle sit regntæppe ned i horisonten. Så cockpitteltet kom op så vi kunne sidde tørt og godt. Natten blev meget urolig, vi havde strømmen imod os, så turen blev hård.
Da vi den 30. marts endelig kom til havneindsejlingen kom en bølge så stor at den skubbede os med en fart på 11 knob ind i havnebassinet, der var det med at holde tungen lige i munden for ikke at ramme ind i stenmolerne, men vi kom heldigt igennem og fik fortøjet. Ifølge Flemming, så kommer de store bølger på grund af, at dønningerne ude fra Stillehavet kan være 3-4 m høje og hvis det samtidig blæser kan der bygges et bølgesystem op med 2-3 m høje bølger på toppen af dønningerne. Så man skal passe på at der er dybt nok i indsejlingen. Ellers kan man ramme bunden.

Et sejlskib lå for anker i havnebassinet og havde problemer med motoren, det ventede på at blive bugseret ind i selve havnen, fordi dets anker ikke kunne holde sig fast i bunden på grund af stormen og de enorme høje bølger.
Vi gamle tog en lur, og de unge gik ind til byen. Senere lavede Joachim aftensmad og vi gik alle tidligt i seng, det var tiltrængt efter en hård nat på søen.

Storm over Coff Harbour.

Udsigt over Coff Harbour fra Muttonbird Island.
Vejrudsigten sagde mere regn og stormvarsel for de næste dage, så vi belavede os på at blive liggende i havnen. Vi kunne se bølgerne slå ind over bolværket og vi kunne hører stormen i masterne, men ind til byen skulle vi for at købe lidt ind. Vi kom drivvåde hjem, men så er det ekstra hyggeligt at komme ned i båden til en kop kaffe og en god bog.
Hen af aftenen kom gasterne hjem, også drivvåde efter en lang gåtur fra byen. De havde ventet forgæves på en bus, for det viste sig at vejene var oversvømmet, så alt var gået i stå.

Næste dag ville Joachim og Magnus leje en bil, men det kunne ikke lade sig gøre for oversvømmelsen havde været værre end vi troede. Huse og biler var blevet oversvømmet. Jeg så flere der kom for at få tørret deres tøj i havnens vaskeri fordi deres egne maskiner ikke virkede. En kvinde fortalte mig at hende hus stod under vand, og alt indbo var blevet beskadiget. Hendes store hund var blevet skyllet ud af haven, så nu ville den ikke mere ud i haven.
Alle huse på hendes vej havde lidt samme skæbne. Aviserne skrev om den store katastrofe her i området, sågar også i norske og danske. En katastrofe som vi ikke mærkede meget til, fordi vi havde det tørt og godt indenbords. Men en anden båd i havnen var sunket på grund af regnen, vistnok fordi afløbet i det selvlænsende cockpit var stoppet.

Når det var opholdsvejr, gik vi en lille tur for at få noget luft. I forlængelse af havnen er der en fugleø, Muttonbird Island hedder den, som var smuk at besøge. Den havde den flotteste udsigt ud over havet og havnen.

Senere var gasterne så heldige at de kunne leje en bil, de ville væk herfra og se lidt af indlandet og bo på hotel og ligge i en rolig seng. Så vi så dem ikke igen før den 3. april om aftenen.

Det blev søndag, den 5. april, hvor vi drog videre, stormen havde lagt sig, men det regnede og regnede i stride strømme. Men så kom solen endelig, og vi sejlede som en sommerfugl, med vinden ind læns og gode bølger bagfra så vi sejlede op til 9 knob i timen, herligt. Det blev en god natsejlads på ca. 150 sm.
Vi ankom næste morgen til Southport kl. 9, i dejligt solskin og varme. Her er vintertiden startet - eller skal vi sige efteråret - og hjemme i DK er sommertiden lige startet. Jo, vi er på den anden side af jorden.

Den 8. april, 3-årsdagen for vores afsejling fra DK, nød vi en tur langs den hvide strand - dem ser vi for øvrigt hele tiden langs kysten - ind til byen. Der er fantastiske muligheder for at stå på surfbrætter. Området hedder Surfers Paradise og ligger på Guldkysten. Der er en masse højhuse og mange turister, ikke lige vores stil, men vore gaster var begejstrede. Vi spiste en herlig frokost, fik en sludder med den svenske servitrice og bestilte en safaritur op til Tamborine bjerget.

Vi kørte igennem Lamington National Park, igennem regnskov og på de smukke lave bjerge, som prægede landskabet. Den irske O´Reilly familie slog sig ned her i begyndelsen af 1900-tallet og oprettede en farm med mælkeprodukter. Mælken måtte fragtes ned til dalen i tønder på hesteryg, en flere timer lang tur der ofte forvandlede mælken til smør undervejs. Så det opgav de, men i 20´erne begyndte farmen at tage imod feriegæster, som nu nærmest er blevet en industri.
Området var stort og smuk, så vi nød turen op at Tamporine bjergets sider. Gik tur i regnkoven og vandrede på en hængebro højt oppe over trætoppene. Vi så røde og grønne papegøjer og så så vi vores første kænguruer 3 forskellige slags. Australierne kalder nogle af dem for Wallabies. Det er noget om hvordan de hviler halen på jorden. Vi faldt også i snak med et ældre ægtepar, som var fra Tasmanien. De kendte Kronprinsse Mary og hendes forældre. Så de fortalte os om deres oplevelser med familien.

Kronprinsesse Marys bekendt fra Tasmanien.

Flemming på treetopwalk i Lamington Naturnalpark.

Den første kænguru. (til højre)

Kænguro på vejen.
Southport er en by med mange smukke kanaler, hvor husene ligge helt ned til vandet og hvor de havde deres egne bådebroer. Her var meget fornemt, så fornemt at de ikke ville have udsigt til telefonmaster. Så her blev de kamufleret som palmer, så de indgik som en naturlig del af landskabet. Egentlig meget smart.
Kanalerne var mange steder gravet ud i det kæmpestore deltaområde som er skabt af det lermateriale der i mange millioner år er skyllet ned fra de nærliggende bjerge. Det sker stadig og vandet i kanalerne virker meget mudret selv om det er helt rent. Australierne har meget strenge regler med udledning af forurening til vandmiljøet.

Torsdag den 9. april sejlede vi igennem kanalerne hvor vi ville finde et sted for natten. Det blev en spændende og dejlig tur. Kanalerne er ikke særlige dybe, men godt afmærkede med bøjer hele vejen. Det er vigtigt at sejle mens tidevandet er højt. Vi holdt godt udkig og håndstyrede det meste af vejen til Moreton Bay, sigtbarheden var god, vejret var med os. Senere sejlede vi ned igennem Brisbane River, det var blevet mørkt, så det var svært at lokalisere bøjerne selvom der var lys på. Vi fandt en ledig plads i Rivergate Marina, hvorfra vi tog af sted tidligt næste morgen for at komme nærmere Brisbane by.
Det blev en flot morgentur gennem floden, op til Dockside Marina.

Brisbane ligger på 2 halvøer som er forbundet med en bro. Fra Dockside Marina er der langt ind til centrum, men der går små færger over floden, så vi tog selvfølgelig en færge. I centrum nød vi en god frokost og så på byen som er domineret af højhuse, flere steder ligesom i Sydney.
Det var også tiden hvor der skulle laves en liste over vort lager af diverse madvarer, så vi kunne få gjort nogle indkøb. Joachim, Magnus og jeg gik på indkøb så lageret blev fyld op igen.

Broen i Brisbane.

Færge i Brisbane.
Vi tog en ekstra dag i Brisbane og kl. 04.30 den 12. april startede vi turen mod Mooloolaba. Vi skulle sejle tidligt på grund af tidevandet. Her i området er det både tidevandet og vinden der bestemmer hvornår vi drager videre. På vej ud af Brisbane River mødte vi en stor Oceancruiser i det snævre løb og Flemming blev så distraheret at vi kom ind på lavt vand og vores ekkolod gav 2,5 m alarm. Vi kom akkurat ud i sejlrenden igen uden at ramme bunden. Det er dog ikke så slemt da bunden er mest mudder. Går man på grund kaster man anker og venter til tidevandet har løftet båden af grunden. Vi har ikke prøvet det endnu og håber vi undgår det, da det nok er lidt stressende.

Da vi ankom til indsejlingen til havnen ved Mooloolaba var der temmelig lavvande og store dønninger generede os. Flemming var meget urolig for at en kombination af en dønning og en bølge kunne få os til at ramme bunden, loggen var nede på 2.4 og der burde være mindst 3.0 m i havnehullet, men vi kom sikkert på plads.

Der planlægges.
Den 13. april blev en dag med regn, så bl.a. blev emailen tjekket, og der var dejlige mails hjemmefra. Og Linus, som lige er blevet 8 år, har fået et verdenskort i fødselsdagsgave, så han kan plotte os ind på kortet. Herligt at vide.



Ny sejlpan blev lagt, gasterne fik frie hænder til at bestemme hvortil de ville sejle de sidste 14 dage af deres ophold i Australien. Den 14. april klarede det op, så nu var det tid til at se på byen. Men så kom regnen igen, nu var det for meget for vores gaster, nu ville de bruge de sidste 14 dage af deres ferie på at udforske Australien på egen hånd. Det var en trist afsked, men vi ville holde forbindelsen, hvis de havde lyst, kunne de komme ombord igen.
Flemming konstaterede at tidevandstabellerne i MaxSea er i UTC tider, så det kan være svært at holde styr på hvad kl. er rundt om i verden. Vi købte en lokal tidevandstabel for Queensland og måtte konstatere at vi havde været gal på den med hensyn til tidspunkterne for højvande og lavvande. Så for at komme ud med højvande sejlede vi sent om aftenen videre mod Fraser Island. Vi kom fint igennem natten, trods det at vi savnede vores gaster. Til styrbord så vi solen stå op over skyerne som dannede et blåt landskab i horisonten, til bagbord var Australiens kyststrækning med dens lange hvide strande. En flot morgen.

Næsten alle steder, hvor man sejler ind i en fjord eller en flodmunding er der en lavandet "bar" som skal passeres. Vi skulle over Wide Bay Bar, hvor sandrevlerne flytter sig og Coast Guard derfor måler området op og giver nye koordinater til 3 punkter som skal passeres for at komme sikkert igennem. Der er 20 m vand på ydersiden af revet så en lavvandet bar 4,2 m og så igen 20 m vand. Det er ret nervepirrende. Vores pilot sagde at passagen var "uncomfortable" but not really dangerous, hvis man ikke gik igennem i for hårdt vejr og havde god sigtbarhed. Ifølge de lokale skulle man ikke gå igennem hvis man havde en 2/2 situation. Bedst var 1,5/1,5 Det betød en dønninghøjde på 1,5m og en bølgehøjde på 1,5m. På den lokale vejrudsigt på nettet kunne vi se at vi havde en 1,8/1,5 situation.
Dagen før havde en sejlbåd i hårdt vejr ramt bunden og havde slået hul i bådens bund.. Coast Guard prøvede at trække båden ind på lavt vand, men den sank på 30 m vand.

Vi var meget nervøse, men kom flot ind over det meget urolige rev, På den anden side af revet blev vi mødt af spejlblankt vand og delfiner som tog imod os. Vi kastede ankeret ved Gerrys Ankerplads, ud for Fraser Islands sydkyst i strålende sol. Men så kom regnen igen, den stod ned i stride strømme og det lynede og tordnede omkring os. Forhåbentlig havde drengene det lige så tørt og godt indendøre som os.
Næste morgen den 17. april, startede med dejlig solskin og vi sejlede i konvoj med andre både op gennem det smalle rev. Det blev en herlig tur til King Fisher Bay, hvor vi kastede ankeret. King Fisher Bay er mødested for færger der sætter turister af fra fastlandet.
Fraser Island er den største sandø i verden, den er berømt og meget besøgt pga sin specielle natur.
Lake Makenzie er en stor ferskvandssø, som vi bestemt ville ud til og få en dukkert. Vi gik igennem regnskoven på de sandede veje, hvor kun 4-hjulstrækkere kan køre. En bil samlede os op, de skulle også ud til søen. Det blev en dejlig oplevelse, ikke mindst at få en dukkert i det dejlige krystalklare ferskvand, men også fordi vejret viste sig fra sin smukkeste side.

Den 18. april sejlede vi videre mod Bundaberg, det blev en smuk sejltur, en del for genakker. Ved aftenstide lagde vi til i den lille havn, Port Bundaberg. Her bliver vi et par dage og nyder det gode vejr, og venter på at vores bovspryd bliver lavet.

Lake Makenzie.
  Se flere billeder fra Australien
Kærlig hilsen
Connie, Flemming, Joachim og Magnus
på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk