Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Sydney, Australien 24.03.2009

Indsejlingen til Picton.

Der gik nogle dage med storm og regn før vi kunne tage af sted mod Picton på Sydøen. Men så brugte vi tiden med at få ryddet op og vi fik vasket noget tøj. Vi spiste ude og havde nogle dejlige hyggeaftener ombord. Den 8. havde blæsten lagt sig så meget at vi kunne tage af sted mod Picton. Vi skulle over Cook Strædet som til tider kan være meget hård at sejle over. Men vi forlod nordøen i det dejligste solskin og kom over i flot vejr til sydøen. Indsejlingen igennem fjorden til Picton var utrolig flot, bjergsiderne havde alle mulige farver i den flotte eftermiddagssol, og pinjerne stod så flotte grønne imod den smukke himmel. Vi fortøjede i den lille havn på, og nød den smukke udsigt og fuglesangen.

Natten havde været kølig, kun 14 grader, men solen prøvede at varme os op, men den kølige vind havde overtaget.
Men pyt, vi smed fortøjningerne, tog lidt varmere tøj på og sejlede videre igennem fjorden, som for øvrigt hed Queen Charlotte Sound. - Alle fjorde og bugter havde et navn der endte på "sound". Det siges at bjergene sender en bestemt sound ud over vandet alt efter hvordan bjerget ligger i forhold til vinden, der suser ned over bjergsiderne.
Det blev igen en smuk tur, desværre for motor, vinden havde forladt os. Da vi nærmede os Camp Bay, som vi ville overnatte i, kom der mindst 100 delfiner og hilste på os, sikke et syn, dem bliver man aldrig trætte af at se på. Vi kunne ikke rigtig finde et sted at kaste ankeret, men vi fandt en fortøjningsbøje som vi lå godt og trygt ved.

Skib med forsyninger i Camp Bay.

Ned til bugten lå et lille bitte samfund smukt ved bugtens bred. Her var nogle fiskefarme og lidt nybyggeri var i gang. Diverse materialer og dagligvarer blev afleveret af en båd som kunne gå helt op på land. Et vidunderligt fredeligt sted.

Den 10.03.2009 sejlede vi mod vores sidste stop i New Zealand - Nelson Marina.
Vi skulle igennem en meget smal passage - French Pass - med mange strømhvirvler og klippeskær, man skal helst passere præcis når tidevandet vender og det gik så fint. Men da vi kom ud i den Tasmanske Bay, var bølgerne høje og vanskelig sejlvind der var for meget af, nogle gange 45 knob i vindstødene, gjorde at vi gik for motor. Til tider skyllede vandet ind over cockpittet - vi havde cockpitteltet oppe, men vandet med dets enorme kræfter, skulle nok finde ind til os alligevel, en enkelt gang fik vi da osse lidt vand i salonen. Så vi var trætte og våde da vi endelig fortøjede i havnen.

Om natten havde vi tændt for varmen, og den første sne var faldet på bjergene længere sydpå. Så det var køligt, men solen skinnede lystigt.
Joachim og Magnus lejede en bil og kørte til Tasman National Park, hvor de så pingviner og sæler.
Da Flemming og jeg skulle ind til byen, kom en lille robåd med to mænd hen imod os. "Kommer I fra Ishøj", var der en der råbte. Herligt at hører dansk tale. De kom ombord til en øl og en herlig snak.

Flemming og sønnen Lars.

Flemming fortæller ..

Lars viser sine flotte vindruer og fortæller om sorten.

En af de velbevarede arbejderboliger.

Den ene hed Flemming Jensen og havde været dyrlæge i Danmark, men flyttede hertil for 45 år siden, og har haft dyrlægeklinik her. Han var nu pensionist og nød sit otium her med sin søde kone Inga. Hans svigersøn havde en masse at fortælle om vejr og vind i området. Flemmings søn Lars kom forbi senere og inviterede os ud for at se hans økologiske vinmarker som lå i Richmond, ca. 20 min. kørsel fra havnen. Vi blev afhentet senere og kørt ud til vingården som hed "Richmond Plains. Det blev en herlig oplevelse. Vi smagte på hans vin og så hans planter og smagte på druerne. Til april skal druerne plukkes, og de bliver for det meste plukket ved håndkraft. Vinen kan også købes i Danmark, se www.richmondplains.co.nz. Senere hentede Flemming os for at vise os byen og de steder i nærheden der var historie i. Flemming kunne fortælle om New Zealand så det stod levende for os. Vi mødte en utrolig gæstfrihed, hvor vi senere var til te hos svigersønnen.
Flemming viste os diverse bygninger af historisk interesse og arbejderbyen med de små huse som stadig beboes og som er blevet meget eftertragtede. Vi havde en herlig dag, som vi sent vil glemme.

Vi havde dagligt tjekket vejrudsigten, for en god og sikker tur over det berygtede Tasmanske Hav til Sydney. Den 13.03.2009 blev dagen. Så der var travlhed ombord, alle løsdele tøjret og diverse indkøb blev ordnet. Kl. 14.00 ville tolderen komme ombord. Vi blev tjekket ud. Nu måtte vi ikke forlade båden eller entre New Zealansk jord uden en ny indklarering. Så tolderen blev på broen for at se at alt gik rigtigt til og vinkede til os da vi stod ud af havnen. Den 13. var også dagen hvor Anne, Flemmings datter, blev 40, så vi ringede fra søen og ønskede hende tillykke. Hermed mere Tillykke Anne.

Magnus prøver at få lidt søvn.

Det blev en hård tur over til Australien, vi rullede meget. Vi er vant til rulningerne, men det er gasterne ikke, så de fik ikke sovet meget, nogle gange lå de hulter til bulter i salonen og prøvede at få noget søvn. Vagtskiftene gik fint - vi havde 3 timer hver. Jeg havde den bedste vagt fra kl. 06 - 09 om morgenen, den nød jeg. Jeg så solen stå op - delfiner der legede i månestriben og en flot flot nattehimmel. Så lavede jeg morgenmad og vækkede den næste. Jeg stod for øvrigt for al madlavning, de andre kunne ikke tåle at stå nede i køkkenet når båden rullede.

En enkelt dag var søen så rolig at vi kunne sætte den sorte flotte genakker op, men pludselig kom vinden, så den blev hurtigt bjerget igen. Vinden var halvvind og op til 30 knob et helt døgn, men så løjede vinden af, men bølgerne var meget høje så det blev igen ubehageligt.

På vores vagter skal vi selvfølgelig holde kursen, trimme sejl og styrer i mindst et kvarter. Autopiloten skal også have en pause en gang imellem. Vi lavede en konkurrence om hvem der kunne sejle hurtigst på vagten. Jeg havde den første rekord på 22 sømil i timen, men blev slået af Magnus, som kom op på 24.
Men på Joachims vagt blæste det op og der kom nogle kraftige squalls, så flækkede storsejlet igen, der var for meget vind og vi havde ikke fået det rebet nok. Drengene satte fokken på bommen i stedet, og heldigvis blev de sidste dage på søen nogenlunde rolige, det meste at tiden var for motor.

Vi sendte positioner til Bjarne hver anden dag, så vi kunne følges på hjemmesiden.

Ved 10. tiden den 21.03.2009 ankom vi til indsejlingen til Sydney. Sikken et skue, skyskraberne imod det berømte operahus og broen, var fantastisk. Nu var sejladsen overstået og Immigrations og Customs skulle komme ombord. Vi vidste at vi ikke måtte gå fra borde før de havde frigivet os. Så Flemming og gasterne begyndte på at få det flækkede sejl ud af masten, efter et par timer var det ikke lykkedes.

Imens kom 3 mand fra immigration ombord, den ene udfyldte papirer, mens de to andre endevendte båden, alle skabe og stuverum blev undersøgt. Yderligere kom to mænd og
2 hunde ombord og de snusede til alt.

Joachim og Magnus knogler med det flækkede sejl.

Da det var overstået skulle vi sejle over til en anden bro, hvor sundhedsmyndighederne ville komme ombord. Så kom sejlmageren, som fortsatte med at få løsnet sejlet sammen med Flemming, som var godt og grundig træt. Sejlet sad stadig fast, men det så ud til at ville lykkedes, så de ville tage resten ud dagen efter. Men efter sejlmageren var gået, ville Flemming op i masten, han kom næsten helt op og fik løsnet en hel del, så det var nemt at få ned dagen efter, når sejlmageren igen ville komme.
Sundhedsmyndighederne fjernede nogle få madvarer og grøntsager. Så vi blev frigivet og kunne tage det gule flag ned og hejse det australske. Det blev en hård og trættende dag. Gasterne ville se byen og bo på hotel for en nat, så de kunne få hvilet ud.

Operaen i Sydney.

Sydney by.

Vi vågnede dejligt udhvilet næste morgen, vi havde fået 2 timer foræret, så vi sov længe. Sejlet kom fri af masten og Flemming var med oppe på sejlloftet.

Skinnetog i Sydney.

Vi brugte et par dage i Sydney, vi tog en sightseeingbus rundt til de forskellige seværdigheder, sad på taget, så vi så det hele lidt for oven. Byen er enorm, store skyskrabere rager op over gamle bygninger som heldigvis bevares for eftertiden. Senere kørte vi med tog, som her er i 3 niveauer. Der skal jo være plads til folk i myldretiden, her bor ca. 4 mil. i Sydney. Vi prøvede også skinnetoget som kørte oppe i luften på en smal skinne tæt forbi bygningerne, så vi kunne se ind af vinduerne. Vi var på den berømte strand Bondi Beach, hvor surfere mødes. Vi fik også købt nyt telefon nummer: 0061410713410, som kan bruges mens vi er i Australien.

Den 24. var det så min datters fødselsdag, hun blev også 40 år. Det var så dejligt at høre hendes glade stemme da jeg ringede og ønskede tillykke. Tillykke, Tillykke.

Det var også dagen hvor vi alle spiste sammen og havde en hyggelig aften med at planlægge den videre tur op ad kysten mod Brisbane.

Sejlet er lige kommet og er påsat og vi regner med at sejle videre nordpå den 26. marts 2009.

	Se flere billeder fra New Zealand Se flere billeder fra Australien
Kærlig hilsen Connie, Flemming, Joachim og Magnus på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrevNæste rejsebrev

Bjealke bund