Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Wellington, New Zealand 03.03.2009

Whangarei den 13.02.2009. Det har været så varmt og klamt, næsten for meget af det gode. Og nu stormer det og der er mere uvejr på vej, så det bliver spændende om vi kan komme af sted i morgen og støde til de andre i Cruise Northland Rally´et. Men vi fik udskiftet blokken i mastetoppen til genuafaldet, det var tiltrængt, den gamle var blevet helt firkantet, så den larmede når faldet blev strammet.

Båden trængte til en overhaling både oppe og nede, så rengøringen var vi fælles om og Joachim spulede dækket og cockpittet, medens Magnus lavede aftensmad.

Først på eftermiddagen den 14.02.2009 ved højvande sejlede vi igen ud ad fjorden, det regnede og regnede og stormede, så det var med at få ankeret kastet så hurtigt som muligt, det blev det så i Urquarts-bugten, hvor vi har ligget før.

Næste morgen startede vi tidligt, så vi kunne nå at komme til Islington Bay, og der støde til de andre rallydeltagere. Vi bliver kun 10 både, 23 personer i alt.
Flemming og Magnus var stået tidligt op for at starte sejladsen, det ville blive en lang tur, så vi havde delt turen op i 3 timers vagter. Vi andre sov videre, men det blev ikke længe, for pludselig kunne vi hører Flemming råbe højt. Storsejlet var igen revnet, sådan noget skidt.
Sejlmageren Pelle fra Doyle, var en af sponsorerne for Cruise Northland Rally´et, han havde før repareret vore andre sejl og biminien, så selvom det var søndag, ringede vi til ham og klagede vores nød. Jamen, han ville da komme med det samme. Så vi vendte skuden og sejlede igen mod Whangarei, vejen kendte vi nu som vores egen bukselomme. Da vi havde fortøjet kom Pelle, han tog sejlet med og ville reparere det, så vi kunne sejle dagen efter - sikken en service.

Magnus på vej op i masten.

Næste dag, mandag den 16.02.2009
kl. 14.00 stod vi igen ud af havnen, storsejlet var flot repareret og vi satte nu kurs mod øen Kawau, Mansion Bay, hvortil rallyet ville ankomme tirsdag.
Det blev en fantastisk sejlads, vi sejlede i 10 knob vind, agten for tværs, og med genakkeren oppe skød vi en fart på gennemsnitlig 7.7 knob. Vejret var dejligt og kysten med sine svulmende grønne skrænter, var et syn for guder. En haj kom lige forbi og sagde haj, dem er der for øvrigt mange af, så det bliver ikke til så mange svømmeture.
Vi kastede ankeret i bugten kl. ca. 23.00 stjernerne prøvede at lyse for os i den bælgmørke nat, men alligevel var vi lige ved at sejle et skib ned, det havde ikke sit ankerlys tændt, og så er det svært at se. Da vi havde kastet ankeret og lå fint, blev ankerlyset på det mørke skib tændt, lidt sent skulle man mene, især fordi han var yderste båd.

Den 17.02.2009 kom så de andre både, og der blev meldt samling på stranden ved Mansion House kl. 17.00.
I ventetiden, ville Magnus gerne hejses op i masten for at tage billeder. Han ville afprøve sin højdeskræk, at han kom helt op, var virkelig en sejr for ham.
Kl. 17.00 tog vi gummibåden ind til stranden for at møde de andre deltagere, spændende om der var nogle vi kendte.

Manison House ligger smukt lige ned til stranden og den er omgivet at en smuk park. Vi blev mødt af de smukkeste påfugle, der var især en hvid, en speciel race, som spiste af Flemmings hånd.

Endelig kom de andre deltagere. Det var rigtig søde mennesker, alle New Zealændere.
De kendte alle hinanden, for de havde deltaget i de tidligere rallyer som arrangeres af ICA hvert år.
Der blev serveret varme muslinger som var håndfanget om formiddagen. Uhm! De smagte godt.
Vi kunne mærke at det ville blive svært at komme ind i kredsen, og Joachim og Magnus syntes at det var nogle gamle nisser, så de var lidt skuffet.
Da vi kom tilbage til båden og fik sundet os lidt, blev vi enige om at vi ikke ville deltage i den sidste del af rallyet, men følges med dem til Marsden Marina.

Den 18..02.2009 sejlede vi i samlet flok af sted til Great Barrier Island. En rigtig smuk tur, selvom vi sejlede for motor. Vi kastede ankeret ved Whangaparapara , og lige som vi skulle til at have en ankerøl, så vi en masse delfiner komme hoppende og springende ind i bugten, sikke et syn det var helt vildt, aldrig har vi set så mange delfiner på en gang.

Flemming fodre.

Inden vi nåede at se os om, var Joachim og Magnus hoppet i gummibåden og drønede efter delfinerne for at komme tættere på for at tage billeder. De hyggede sig.
Delfinerne blev i bugten flere timer, hvilket var ret usædvanligt. Senere fik vi et lift ind til en cafe, hvor der var samling kl. 17.00. Næste dags sejlads blev aftalt over en kop dejlig kaffe. Imens kom J og M, så vi kunne følges hjem. Det var også dagen, hvor J og M fangede deres første fisk, så nu var humøret højt.

Det var en smuk morgen den 19.02.2009 Vandet var spejlblankt og fuglene og cikaderne kappes om at synge højst. Solen stod på himmelen og varmede os mens vi sejlede i konvoj mod næste mål, som var Port Fitzroy ved Broken Island. En stor hval kom pludselig til syne i havoverfladen, vi sejlede hen imod den for at opleve den på nærmere hold og for at tage nogle billeder, men den forsvandt lige så stille og roligt som den var kommet.
Vi sejlede alle ind i en lille bugt, nu skulle der dykkes efter hummere.

Dykkerudstyret gøres klar.

Så der hummer.

Flemming havde ikke dykket i lang tid, han havde næsten glemt det. Men der var en instruktør med som kunne hjælpe, det var betryggende. Så Flemming fik en god oplevelse og lidt dykkertræning. De fangede 2 hummere, som vi senere fik serveret.
Imens fangede Joachim den ene fisk efter den anden, så den stod på fisk til middag.
Om aftenen blev ankeret kastet ved Port Fitzroy.

På tur i regnskoven ved Port Fitzroy.

Den 20.02.2009 stormede det ca. 40 knob, samtidig med at det regnede. Så det blev til en hyggedag på båden.

Næste dag gik flere af deltagerne fra ICA i samlet trop, en dejlig tur på øen Great Barrier Island. - Joachim og Magnus gik der egne veje -. Vi gik igennem regnskoven og ned til bunden af et smukt vandfald. Jeg er helt vild med vandfald, at se vandet bruse ned over skrænten og hører vandets brusen, det er livets eleksir. Vi gik langs med vandfaldet i det brusende vand. En forunderlig oplevelse.
Da vi i mørkningen blev fragtet tilbage til vores båd, var Joachim og Magnus ikke kommet endnu. Men pludselig så vi en blitz blinke oppe fra skrænten, det var dem. Heldigvis havde de også haft en dejlig dag. De havde lejet en bil og kørt hele øen rundt, og fået set en masse.
En dejlig dag - men også den dag vi sagde farvel til rallydeltagerne.

Den 22.02.2009 sejlede vi nedad kysten. Vi havde planlagt at sejle mod Auckland, men vindretningen var ikke god så vi besluttede at sejle mere sydover. Genakkeren kom op og det blev en dejlig sejlads på 57 sm, mod Whitianga, hvor vi lå for natten. Næste morgen sejlede vi videre. Solen skinnede men der var ingen vind at sejle på, så det blev mest motorsejlads. Vi fandt en bøje uden for havnen, som vi fortøjede os til. Vi var nu kommet til Tauranga Bridge Marina. Vi havde kontaktet havnekontoret, få at få en plads i havnen, men fik besked på ikke at vi ikke måtte gå ind i havnen uden hjælp, og det kunne først blive i morgen.

Næste morgen kom havnefogeden og anviste os vores plads, han sejlede ind og hjalp med fortøjningerne. Der var meget strøm i havnen så de havde en kraftig gummibåd klar, hvis strømmen drillede. Men med bovpropellen klarede vi os fint.

Vi havde læst en del om springende geysere og vulkanske plateauer i området omkring Rotorua. Vi lejede en bil og næste dag kørte Flemming og jeg tidligt af sted, fordi vi ville se Lady Knox Geyseren som sprang hver dag kl. ca. 10.15. Vi nåede det lige. Vi undrede os over at en geyser kunne springe på et bestemt tidpunkt på dagen, så vi var spændte. Der var mødt mange mennesker op, og så begyndte forestillingen. Det viste sig at en person kl. ca. 10 hældte en pose vaskepulver ned i geyserens åbning for at få den til at springe kl. 10.15. Så det hele var nærmest en cirkusforestilling. Vi var lidt skuffet, men vi kørte videre til Wai-O-Tapu som er et vulkansk område ved Rainbow Mountain, der skulle være meget smukt. Der har været vulkansk aktivitet i 160.000 år og ligger lige på grænsen til den aktive Taupo Volcanic Zone.

En naturlig springende geyser.	Champagne pølen.
Flemming i røg og damp.	Klædedragt lavet af palmeblade og fjer.

Der var New Zealands største boblende mudder pøl, den verdensberømte Champagne Pool, naturligt farvede varme og kolde pools og store vulkanske kratere. Det var så til gengæld en kæmpe flot oplevelse, vi brugte flere timer på at gå rundt i det vulkanske område, alle steder var der røre i vandet og i sumpene, dampene steg op fra de mange pools med sjove navne som " Devils Ink Pot", "Artist's Palette", "Oyster Pool", og "Devil´s Bath" var helt limegrønt, utroligt smukt.
Efter denne fantastiske oplevelse og en god frokost, kørte vi til kulturcenteret "Te Puia". Her så vi Maoriernes værksteder, hvor de lavede skørter og tøj af palmeblade, som stadig bruges, og deres smukke træudskæringer, som også stadig bruges til at dekorere huse og div. redskaber med. Dejligt at vide at Maorierne holder deres traditioner ved lige.
Vi var inde og kigge efter kiwifugle i kiwihuset, men de var vist gået i seng. Vi gik en tur rundt i området under Manuka og Kanuka træer, bedre kendt som Tea Tree. De var alle vegne. Og her så vi geysere der sprang naturligt, det tog helt pusten fra os. Dagen sluttede med en smuk køretur gennem det dejlige venlige landskab.

Torsdag den 26.02.2009 sejlede vi mod Gisborne. Der var varslet storm fra nord, så det var med at komme sydpå. Vi sejlede sent på eftermiddagen og holdt en pause og kastede ankeret ved White Island, en privatejet vulkansk ø, hvor det vist er forbudt at komme uden tilladelse. Vi gik alligevel en tur på øen, en smuk men skræmmende oplevelse. Man tager gummibåden ind til kysten og stiger praktisk taget lige ind i selve krateret. Der kom stadig svovldampe op forskellige steder fra, dem holdt vi os selvfølgelig fra. Vandet der løb ud i havet var meget varmt. Vulkanen kollapsede ved det seneste store udbrud i 1913 og dræbte 10 mænd der arbejdede i en svovlmine. Øen bliver dagligt besøgt af turister, men da vi ankom, lå den øde og forladt, som et månelandskab. Det er skræmmende at se hvor stor en kraft naturen har.
Videre gik det for motor mod Gisborne, vi holdt 2 timers vagter og var fremme om aftenen dagen efter. Det blev til motorsejlads i 32 timer, puha.

Gisborne var en lille fiskerihavn. Da vi ankom, blev der afholdt fiskeauktion, hvorfra pengene gik til kræftsyge børn. Vi var den største båd i havnen, og med udenlandsk flag, så fiskerne var meget interesseret i at høre om vores sejlads.

Fredag den 28.02.2009 var en regnfuld dag, stormen var ikke nået ned til os endnu, men vi blev liggende en dag mere. Vores næste stop skulle være Napier. Trevor, havnefogeden, ringede til havnen i Napier for at høre om der var plads til os, for som han sagde, var der sikkert propfyldt at skibe der havde søgt ly for stormen. Trevor fik ikke kontakt, men vi drog videre meget tidligt næste morgen og håbede på at vi ville finde en plads.

Sikken en morgen, solen og morgendisen stod op af havet. Vandet var turkis, det var så smukt mod de barske forrevne klipper. Naturen bliver mere og mere barsk jo længere sydpå vi kommer, og også køligere. Men op af dagen fik solen magt og fiskestimer og masser af delfiner fulgte os på vej.
Joachim og Magnus havde fiskesnøren ude, den knækkede så der blev ingen fangst den dag.
Ved aftenstide ankom vi til havnen, hvor der lå en anden HR, som vi kendte fra Whangarei. Den lagde vi os op ad.

Den 03.03.2009 gik så turen mod Wellington. Vi lagde ud med solskin, men det blev køligt og overskyet og vinden var lige i snuden. Stormen havde efterladt enorme bølger, de kom fra alle retninger, så det blev den hårdeste tur vi endnu har oplevet. Her er havet lige så råt som kystens bjerge. Jeg havde vagten næste morgen fra 06 - 09. Solen stod op og varmede dejligt, men en kold vind kom ind bagfra.

Joachim og Magnus fiskesnøre knækkede, ja hva' gør man så?

Sejlene blev slået ud som en sommerfugl, så vi sejlede derudaf med 7 knob. Om eftermiddagen tog vinden yderligere til men stadig læns. Joachim overtog styringen og vi surfede på bølgerne, flere gange var vi oppe på 10.8 knob, så hurtigt har vi ikke sejlet før, så det blev en herlig sejlads. Underligt som vind og vejr kan skifte fra dag til dag.
Vi ankom kl. 24.30 og lagde os ind i havnen Chaffers Marina, Wellington og fik fortøjet. Humøret var højt, Joachim og Magnus havde begge fødselsdag så der kom drinks og gaver frem, en dejligt afslutning på en flot sejlads.

Nu ligger vi her i Wellington til det bliver et godt sejlvejr, så går turen til Picton og Nelson, hvor vi tjekker ud inden turen over det Tasmanske Hav mod Sydney.

	Se flere billeder fra New Zealand
Kærlig hilsen Connie, Flemming, Joachim og Magnus på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrev Næste rejsebrev

Bjealke bund