Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Whangarei, New Zealand 30.01.2009

Godt nytår alle sammen.

Hvor bliver tiden dog af, det år der er gået er sejlet af sted. Vi har haft de skønneste oplevelser i Caribien og på de smukkeste øer i Stillehavet, vi har oplevet og set de steder, som vi drømte om. Vi har selvfølgelig også oplevet havets kræfter og vindens susen i sejlene, men det hører jo med når man sejler ude på de store have, og det har bestemt ikke afskrækket os.

Flemming har fået ordnet de fleste reparationer og service på båden, mens jeg var hjemme i DK. Det var bare så dejligt at være sammen med familien, børnene er blevet så store og dejlige. Lille nye Anton var så ked af det i starten, men så fik han noget zoneterapi, og har haft det så fint siden, han pludrer og er så glad. Liva hun danser og synger og gør én så glad. Mine børnebørn i Berlin har det også fint, sammen med dem havde jeg en hyggelig jul. Og engang til foråret skal Stina have endnu en lille en, en dreng, så hun får nok at se til med 4 børn og nyt hus som skal indrettes. Men hun glæder sig, og det gør jeg også.

Jeg led af en forfærdelig tandpine da jeg kom tilbage til NZ, så jeg gik og peb indtil jeg fik trukket en tand ud, og tandpinen forsvandt. Tandpine er da noget fanden har skabt.

Udsigt over Whangarei og havnen.

Herlige tikier i Whangarei.

Vi slapper meget meget af, vi får læst en del bøger, nogle to gange, det er hyggeligt. Men vi har også gået nogle ture, bl.a. tog vi rygsækken på og tog på Ross Track, en tur igennem skov og krat forbi et lille vandfald, hvor vi fyldte vandflasken op med frisk kildevand. Ross Track er en anlagt motionssti som fører op til Parihaka Pa, det gik op, op og op indtil vi kom til en udkigspost, hvorfra vi kunne se ud over Whangarei by.
Efterhånden har vi lært byen af kende, den er hyggelig på sin egen måde, med alt hvad hjertet begærer. Og høje slanke tikier står spredt rund omkring. De er rene kunstværker.

Medens jeg var i DK, lærte Flemming, Karsten og hans familie at kende. Flemming holdt jul sammen med dem - det er første gang han har fået burgere juleaften. I december starter børnenes skoleferie, her er det jo sommer og sol og ikke megen julestemning. Karsten er dansker og hans kone Annemarie er her fra NZ, de har tre børn. Og Karstens far og mor er på ferie her og nyder livet. Jeg ville gerne møde dem alle sammen, så vi inviterede dem ud på en sejltur op og ned ad fjorden. Vi kom først af sted ved 3-tiden, her skal nemlig tages højde for tidevandet, som stiger og falder 1 ½ meter og her i kanalen er der ikke særligt dybt. Vi sad fast i mudderet en enkelt gang, men kom igennem da vandet steg 10 cm og vi kastede ankeret i Paruabugten. Vi kunne se familiens hus, det lå rigtig smukt med en fantastisk udsigt over bugten. Efter en svømmetur, sejlede vi tilbage igen, spiste pizza og drak rødvin og hyggede os ombord. Vi havde det så hyggeligt, det var som om vi havde kendt hinanden altid.

Forleden var vi på en Maori-tur.
Det var spændende - 2 maourikvinder og chaufføren som var fra Skotland, startede med at synge og bede for os, det var meget bevægende. Det er en tradition at modtage gæster på denne måde. Velkomsthilsenen kaldes en "powhiri" og indebærer også en "hongi", hvor man trykker næserne mod hinanden i stedet for et kys.

Vi så Whangarei Falls, et meget flot vandfald, hvor maourierne i sin tid holdt til. De boede langs med floden og levede af skovens frugter, rødder og bær, nyfangede fisk og indfangede et vildsvin i ny og næ. Stedet ved foden af vandfaldet var helligt - er det stadig - her badede de og fik healet deres sår. Her lå også høvdingene begravet i huler bag ved vandfaldet, men er i dag flyttet længere ind i skoven.

Vi blev belært om skovens planter, som også i dag bruges som medicin blandt Maorierne, vi så deres gamle bopladser og hørte om deres liv dengang og i dag. Familiesammenholdet er stort her, hvis det er muligt bor de lige i nærheden af hinanden.

Vi nyder livet ved Whangarei Falls.

New Zealand er Maoriernes land, men igennem det sidste mange årtier er NZ blevet invaderet af europæere, hovedsagelig englændere. I dag er her ca. 4 mill. indbyggere, hvoraf de 250-tusinde er Maorier. Man er maori, hvis man har 1/64 maoriblod i årerne.

Flemming sammen med Birthe og Mogens.

Udsigten fra Karstens hus.

Karstens forældre, Birthe og Mogens, kom en dag og hentede os for at vise os noget af det nordlige NZ. De har købt en bil, i stedet for at leje en. De skal være her i 3 måneder, så det kan godt betale sig. En flot brugt bil koster ca. 12.000 kr.)

Det blev en herlig dag, vi så bugter med dejlige strande og vi kørte igennem det flotte landskab, som kan tage pusten fra en. Spiste frokost i en lille havn ved Tutukaka og sluttede dagen af med aftensmad hos Karsten. Huset de bor i er meget flot og det ligger på skrænten ned til Paruabugten, det har kæmpe vinduer, så uanset hvor de er i huset, er der den smukkeste udsigt. Et rigtigt drømmehus, som Karsten og Annemarie selv har bygget.

Vi blev for øvrigt interviewet af en journalist fra avisen Northern Advocate, bl.a. om vores Epirb, der blev fotograferet og snakket i lang tid, så nu er der et billede af Flemming i avisen. Se artikel

I dag den 30.01.09 er vores sejl kommet, nu skulle de være i orden til resten af vores tur. Så sejlene kommer på i dag og i morgen sejler vi mod Auckland, nærmere betegnet Westhaven Marina. Vi vil kaste ankeret i nogle bugter på turen, det skal blive skønt at komme ud på vandet igen.

Men båden skal også have en overhaling i kahytterne, så de er klar til vores gaster, Joachim og Magnus som ankommer den 3. februar. Så vi får travlt inden afgang.

NB lidt statistik fra 2008.

Vi sejlede 13.353 Sømil
Vi besøgte 30 lande
Vi lå i 84 forskellige ankerbugter og marinaer.

	Se flere billeder fra New Zealand
Kærlig hilsen Connie og Flemming på det gode skib Chriann	Forrige rejsebrev Næste rejsebrev

Bjealke bund