Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Nuku´alofa, Tongatapu, i øgruppe Tonga 28.10.2008

Mounu

Den 08.10.2008 tog vi videre til Ha´apai gruppen, men vi tog først en afstikker til Mounu. I vores guide over Tonga læste vi, at det var en privatejet ø, hvor man kunne få serveret dejlig frisklavet aftensmad, hvis man bestilte bord i forvejen på vhf´en. Det måtte vi prøve, så vi kaldte over vhf´en op til flere gange, men der var ingen der svarede. Vi tog nu alligevel chancen og sejlede derhen, under alle omstændigheder kunne vi fortøje os til en bøje, for der skulle være udlagt en masse bøjer ud for at beskytte koralrevet, men det viste sig at der kun var 2. Der lå et skib i forvejen, så der var lige en ledig til os. Da vi kom i land, kom en sød dame gående over den smukke strand og modtog os ved gummibåden. Hun havde ikke hørt vores opkald, og der var desværre ikke mad nok til os.

Vi skulle have bestilt bord flere dage i forvejen, men en tår kaffe og en lang sludder blev det til. Hun viste os rester af en båd som var gået på grund på øen, i en pludselig opstået storm for nogle år siden. En uhyggelig tanke. En lille tur på øen blev det også til. Og sikke en herlig lille ø, her var kun restauranten og 4 hytter som hun lejede ud.

Tidligt næste morgen drog vi mod Ha´apai og om eftermiddagen lagde vi ankeret ud ved øen Ha´ano. På vores gåtur på øen hørte vi pludselig en masse børn der sang. Den herlige lyd kom fra skolen. Vi spurgte om vi måtte komme ind og se deres skole, og hører dem synge. Stolt viste en af lærerne os skolen, der var 3 klasseværelser, hvor 21 børn blev undervist fra 1. til 6. klasse. Her sidder børnene på gulvet og bliver undervist og hvis de ikke hører efter får de en over nakken med en kæp. Men det var ikke så tit, sagde lærerinden. Og så blev der sunget julesange for os, så tårerne trillede. Og børnene var stolte fordi vi ville hører dem synge. Her har de en tradition, hvor alle børnene i julemåneden går fra dør til dør og synger julesange. Her er 30 små huse som skal besøges.

Og så blev der sunget julesange for os, så tårerne trillede.

Alle husene her var lidt faldefærdige, men havde en fin velholdt have. Og som noget nyt så vi at alle husene var indhegnet, fordi her var grise i hobetal, som gik frit omkring og gravede i jorden og ledte efter godbidder. Man graver sit affald ned, så her var nok for grisene at leve af.

Den 10.10.2008 tog vi videre mod Lifuka og gjorde holdt ved hovedbyen for Ha´apai gruppen, som
hedder Pangai.
På den eneste cafe i byen, mødte vi Brian og Magda, som havde slået sig ned i byen. Magda ejede cafe´en som hed Mariners Cafe, men boede ellers på sin båd. Her mødtes alle sejlerne til en kop øl og en snak. Brian ville gerne med os til Tongatapu, men da vi gerne ville se flere af de smukke øer i Ha´apai gruppen, tog han ikke med.

kæmpe gryde til at koge menneskekød i.

Museet havde desværre lukket, men udenfor stod en kæmpe gryde. Den havde i sin tid været brugt af kannibalerne bl.a til at koge menneskekød i. Menneskene her på Tongaøerne er så venlige og hjælpsomme, at det er svært at forstå at de stammer fra kannibalerne.

Det var ud for Pangai at Kapt. Cook, den berømte engelske opdagelsesrejsende, ankrede med sit skib Endeavour. Han blev hjerteligt modtaget og han kaldte Tonga øerne The friendly Islands. Hvad han ikke viste, var, at de indfødte planlagde at slå ham og hans besætning ihjel for at spise dem og overtage hans skib. Heldigvis kunne de to høvdinge, som planlagde overfaldet, ikke blive enige om det var bedst om dagen eller om natten, så Cook og besætningen slap med livet i behold.

Søndag den 12.10.2008. blev jeg farmor til en dreng på 3710g og 53cm. Juhuu!!
Nu er der et mirakel mere at komme hjem til.

Det var også dagen, hvor vi så en båd gå på revet. To andre både prøvede at hjælpe, men der var ikke andet at gøre end at vente til det blev højvande. Ved højvande og efter flere timers venten, kom de heldigvis fri.
Ind- og udsejlingen fra Pangai er fyldt med rev og afmærkningerne var mangelfulde, mange afmærkninger var forsvundet efter en orkan i 2004, så her skulle holdes udkig.

Da vi næste dag drog mod Ha´afeva, var det lavvande, så kunne vi bedre se revene. C-Map er ca 350 meter forskudt mod vest i området, så det gør navigation noget besværlig.
Ved indsejlingen her skulle der være en rød bøje. Den kunne vi ikke se, men længere fremme var der både en rød og en grøn bøje. Det var meget forvirrende og vi sejlede meget langsom ind igennem revet, men pludselig stødte vi på revet alligevel, vi kunne sagtens bakke fri med det samme, men duogenen blev desværre revet løs og brækkede af. Men vi kom ind på ankerpladsen, uden flere skader. Vi tog duogenen til nærmere eftersyn og Flemming kunne se at han kunne reparere den, fordi der var god plads på ophænget til at bore nye huller.

I bugten lå yderligere en båd, og den var svensk. Det var nogle dejlige imødekommende mennesker - Annika og Bjørn på S/Y Lindisfarne". De havde set os ligge ude ved revet og sejle rundt, så de troede at vi fiskede. Næste dag gik med at reparere duogenen, og Annika og Bjørn kom og hjalp med duogenen. - Den er for tung til at jeg kan hjælpe med at få den på plads -. Den blev selvfølgelig som ny igen. Hvor er det godt at Flemming kan lave lidt af hvert. Vi inviterede svenskerne ombord til "potluck" og det blev en herlig aften, hvor de viste diasshow fra deres fantastiske tur til Anaktis.

Næste dag sejlede de videre, og vi tog snorkleudstyret på og snorklede rundt omkring båden. Aldrig har vi set så smukke koraller, de var i alle mulige farver og fiskene ligeså. Landsbyen lå på den anden side af øen, så vi gik igennem tæt skov, med mange mangotræer, men frugterne sad så højt oppe at vi ikke kunne nå dem.

Her var også den dejlige ro, som er kendetegnet for Tongaøerne. Folk sidder i grupper og sludre og alt foregår i et langsomt tempo. Børnene flokkedes omkring os, vi havde nogle små chokolader med som vi delte rundt, så der kom endnu flere. De voksne hilste og var glade. Da vi gik derfra havde vi posen fuld af mangoer som vi fik forærende efterhånden som vi kom frem. En skøn dag.

Den 16.10.2008. tog vi mod Nomuka´Iki. En ubeboet ø, hvorpå der kun lå ruinerne af et fængsel. Og på stranden lå der endnu et vrag af en stor fiskerbåd. Dem har vi efterhånden set nogle stykker af. Tankevækkende.

Den 17.10.2008 kastede vi ankeret i lagonen ved Kelefesia. Her var det smukkeste turkisblå vand og koralklipper der ragede op på smukkeste vis. Her var utroligt smukt.
For mange generationer siden gav kongen øen til en familie, hvorfor efterkommere stadig bebor øen. Det var nu kun manden der boede her, konen og sønnen boede for det meste i en landsby på en ø i nærheden. Manden, jeg kan ikke huske hans navn, og hans fire hunde, kom og hentede os på stranden og viste os op til sin hytte. Han huggede toppen af en kokosnød, så vi kunne få noget at drikke og bød os velkommen. Hans hytte var et lille blikskur overdækket at en presenning. Han brugte nogle afbakkede træer som stumtjenere til sit tøj, så de nærmest lignede skulpturer. Meget malerisk. Vi fik et par flotte muslingeskaller af ham og han fik nogle 1,5 V batterier og en presenning af os.

Eneboeren på Kelefesia.

Stranden på Kelefesia.

Vi lå her et par dage og den 20.10.2008 sejlede vi mod Tongatapu, den sydligste øgruppe i Tonga.

Vi ankom til hovedbyen Nuku´alofa og gik ind i havnen. Andre sejlere kom og hjalp med fortøjningerne. Vi kastede ankeret og bakkede ind, mens hjælperne sejlede ind og fortøjede vores 40 meter agterliner på molen. Faktisk på samme måde som i Rarotonga, men her var der næsten ingen vind og vandet var meget roligt, så her lå vi rigtigt godt.
Vi daskede lidt rundt i byen, har været til dinnershow med lokal optræden og dejlig buffet. En tur rundt på øen blev det også til. Vi så Kapt. Cook´s landingsplads, hvortil han ankom i år 1777.
Vi så Ha´amonga ´A Maui, bygget 1200 AD, det er Tongas mest berømte monument.

Vi var nede i endnu en stalakitgrotte, hvor flagermusene fløj rundt om hovederne på os. Jeg forundres hver gang jeg ser sådan en grotte, det er utroligt hvad der findes under jorden af naturlige skulpturer. Vi så kæmpestore flyvende hunde hænge i træerne og ikke mindst de såkaldte "Blow Holes". Også et naturskabt fænomen. På den sydvestlige side af øen kommer store bølger ind og slår op over koralklipperne og efterhånden bliver der dannet nogle huller i klipperne. Vandet og luften bliver presset op i gennem hullerne i store støvskyer. Et fantastisk skue, og vandets brusen gør det til noget helt specielt. Vi kom også forbi et sjældent syn - en kokospalme med tre stammer -, den eneste på Tonga og måske i hele Polynesien. Frokosten blev indtaget på Vakaloa Beach Resort, et meget smukt sted på den nordlige del af øen.

Kæmpestore flyvende hunde hænge i træerne.

Embedsmand på Tonga.

Den 27.10.2008 var vi på paskontoret for at checke ud, men da toldembedsmanden så at vores visum var overskredet med to dage, ville han ikke stempel vores pas på kontoret, hvor der var mange mennesker. Nej, han ville selv komme ned til båden senere og stemple vores pas. Da han kom, fik vi at vide at sådan en forseelse kostede 92 pa'anga, ca. 250 dkr., men i dagens anledning kunne vi nøjes med at betale 69 pa'anga, uden kvittering forstås. Til gengæld kørte han Flemming hen til tankstationen for at hente diesel og tilbage til båden. På billedet kan man se at han har en sort nederdel på med en bastmåtte rundt om maven. Det er faktisk en typisk påklædning for en embedsmand på Tonga.

Den 29.10.2008 bliver vores sidste dag på Tonga. Vi sejler ud til en lille ø et par sømil herfra og pakker gummibåden sammen og gør klar til turen til New Zealand. Det bliver en sejltur på ca. 8-10 dage, alt afhængig af vejret.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund