Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Vava´u, Tonga øerne 07.10.2008

Kaptajnens beretning fra Avatiu, Rarotonga:
Havnen på Rarotonga hedder Avatiu. Det er mest en industrihavn med en høj betonmole hele vejen rundt, men havnen ligger meget bekvemt, når man kommer fra Tahiti og andre øer i Fransk Polynesien. Den ligger ca. på halvvejen til Tonga, derfor går mange sejlbåde til Rarotonga, hvor de også er meget velkomne.
Havnen ligger totalt åben mod nord. Den fremherskende vindretning er passatvind fra øst, men der er altid en voldsom bølgegang i havnen. Hvis vinden er nordlig bliver alle sejlbåde bedt om at forlade havnen !!

Vi ankom efter 4 dages sejlads fra Bora Bora, vinden var taget til hele vejen og da vi tidligt om morgenen ankom til Rarotonga, havde vi vindstød på op til 40 knob og kun 10 m2 sejl ude.
Vi kom godt igennem den smalle indsejling gennem koralrevet og blev modtaget af 2 gummibåde, der hjalp os med at lægge båden til kaj, der var en stærk sidevind, så vi var glade for deres hjælp. Da vi senere indklarerede, fik vi at vide at et stort lastskib ville komme og lægge til hvor vi lå, så vi skulle flytte os.
Dagen efter stormede det stadig, men flytte båden, det skulle vi jo og de samme to gummibåde kom og hjalp os. De tog en lang agterline ind til kajen, mens vi smed vores anker 60 meter ude på 6 meter vanddybde. Alt gik som smurt. Men, men. Alle de andre både lå med agterenden 3 til 4 meter fra kajen, men undertegnede skulle være smart og prøve at komme så tæt på kajen, at vi kunne bruge vores landgangsbro, så vi ikke skulle i gummibåden, hver gang vi skulle på land. Så der blev strammet op på agterlinerne så det var lige ved at det lykkedes. Der var dog så meget skvulp ved kajen at jeg ville vente til næste dag morgen med at trække den sidste meter.
I løbet af natten begyndte vi at drive ind mod kajen. Kl. 2 om natten vågnede vi da vi hørte vores ballonfendere skrabede mod kajen. Ankerkæden blev strammet mere op og jeg regnede med, at med 60 meter kæde ude, var der nok at tage af. Det jeg skulle have gjort var at løsne agterlinerne selvfølgelig, men kl. 2 om natten tænker man ikke altid klart. Nå, men ankeret holdt ikke så jeg kunne trække 40 meter kæde ind.
Motoren blev startet og i den kraftige sidevind, drev vi ind mod kajen på vores bagbord side. En væmmelig kaj med traktordæk som fendere til et stort Coast Guard skib som plejede at ligge der. Der var også nogle ubehagelige stålkonstruktioner som absolut skulle undgås.
Med motoren gående kunne vi lige holde os på plads, selv med 30 knobs sidevind.
Gummibåden kom i vandet og jeg sejlede et reserveanker 40 meter ud. Det holdt heller ikke. Så tog jeg en lang line med over til den væmmelige kaj, kravlede op på et af dækkende og langt ude på kajen fik jeg linen fastgjort til en pullert.
Chriann lå nu helt skråt ved kajen, men nogenlunde sikkert. Bortset fra at det trak så kraftigt i linerne at vi var bange for at de skulle sprænges. Alt vores tovværk blev nu bundet sammen til lange liner for og agter og det så nu - kl. var blevet ca. 06 - ud til at situationen var under kontrol. Vi skulle nu prøve at få lidt søvn, men nej så sprang den første line og det var kun et spørgsmål om tid før de næste ville springe, fordi de gnavede mod en betonkant på kajen.
Heldigvis lå der et byggemarked kun 200 meter fra kajen. Så snart de åbnede kl. 8 var jeg oppe og købte reb. De blev sat på og situationen bedres. Vi lå stadig skråt med en meget kraftig sidevind og gust fra bjergene.
(Pause, jeg skriver mens vi sejler og ser nu nogle mørke skyer forude, måske skal der rebes lidt ned. Nå, skyen regnede i havet, så rebning var ikke nødvendig).

Hele dagen gik med at vi justerede liner og vurderede situationen, da det om aftenen så nogenlunde ud, gik vi i seng, nu var søvn tiltrængt. Men om natten tog vinden til og endnu en line sprang. Motoren blev startet igen og nogle liner blev byttet om, så det blev ikke til megen søvn.
Næste morgen købte jeg flere reb og kæder til at lægge om pullerterne ud over betonkanten så rebene ikke blev slidt over. 10 mm kæder til de hårdest belastede liner og 8 mm til de andre.
En 8 mm kæde sprang i løbet af eftermiddagen. Ny 10 mm kæde blev indkøbt og sat på. Nu så det igen ud til at holde. Vi havde nu fire agterliner ude. I den hårdest belastede fortøjning var der 5 liner ca. 15 m lange med forskellig elasticitet så de virkede sammen som en stor fjeder. Men vi lå stadig skråt, ubehagelig tæt ved den væmmelige kaj til bagbord. Når der kom en stor dønning sammen med et kraftigt vindstød var det nærmest uhyggeligt at se de kræfter der trak i båden.

Næste dag købte jeg 25 meter 10 mm kæde og satte det på vores 30 kg. hækanker, som i øvrigt er af rustfrit stål og ikke som Gertrud fra Rosa så pænt sagde i Marmaris: "Næ, har i osse et sølvanker".

De andre sejlere mente at jeg bare skulle sætte 40 meter line i og så ud med det. Men det siges at der er koraller på havbunden, så en line ville blive slidt over på ca. 10 minutter. Så jeg tog de 25 meter kæde og 40 meter line ned i gummibåden sammen med ankeret. Ankeret blev sejlet ud og smidt i vandet ca. 60 m fra båden. Så tilbage til stævnen af båden. Klog af skade trak jeg forsigtigt linen til og lod ankeret sætte sig. Næste dag kunne der trækkes mere til og denne gang holdt ankeret.

Mit regulære anker, som stadig lå 15 meter fra båden, havde sat sig lidt fast, men det fik vi trukket op og sejlet 50 meter ud. Det holdt også. Vores 3. anker lå 20 meter fra båden.
Coast Guard skibet var kommet tilbage og der var ikke plads til at jeg kunne svinge op i vinden og få det op. Men det var ok at jeg hev det op fra Coast Guard skibet. Herfra kunne jeg give ankeret et sideværts træk, og stramme linen hver gang skibet var nede i en dønning. Det var meget tungt at arbejde med for en gammel træt mand. Men en af besætningen fra skibet med overarme som jeg har lår trak det op uden besvær. Ned i gummibåden og over til Chriann, hvor jeg kunne løfte det op med spillet.

Chriann blev nu rettet op med de to ankre og efter en uges kamp lå vi fint.

Jeg faldt i vandet fra gummibåden 3 gange, når jeg skulle træde op på en stige der hang på kajen, og jeg fik adskillige sår og hudafskrabninger og et lidt forstuvet ribben.

Men alt endte godt og den sidste uge brugte vi til at rekreere os og være turister.

Vores problem var nu, hvor skulle vi gøre at alt det ekstra tovværk og kæde som var blevet indkøbt i panikkens stund. Der blev ryddet op i ankerbrønden så vi har fået stuvet det hele og vores afgang fra Rarotonga gik fint.

Slut på kaptajnens beretning.

Efter en uges kamp lå vi fint.

Det var efterhånden blevet lørdag den 13.09.2008 da vi gik ud af havnen, nu gik turen til Niue. Et af verdens mindste selvstændige lande. Der bor et par tusinde på øen og flere i New Zealand og Australien. Men øen er den største koralblok i verden.
Vi havde taget en vejrfile ned, som beskrev vindhastigheden til at være ca. 15 knob, men nej vinden lå nærmest mellem 25 og 30, så der var noget at se til. Men dagen efter faldt vinden til ingenting så sejlene blafrede, de blev trukket ind og motoren blev startet, og sådan skiftede det til vi nåede Nuie den 17.09.2008 om formiddagen. Her fastgjorde vi os til en af de udlagte bøjer i bugten ved Alofa.

Nuie er opstået af koraller og er omgivet af rev, og mod landgangsbroen var der så høje bølger, så der var ingen steder hvor vi kunne lægge vores gummibåd, når vi skulle i land. Men her var et hejseværk som bl.a. blev brugt til at hejse gummibåde på land med. En lidt besværlig opgave, men det lykkedes.
Vi fandt Yacht Klubben, den mindste vi endnu har set, men nok den hyggeligste. De stod for bøjerne, og det var her vi skulle betale for bøjen.

Et hejseværk til at hejse gummibåde på land.

Vores guide fortæller om vanilleplanten.

Den 19.09.2008 var vi på en fantastisk tur øen rundt. Vi gik igennem regnskov og skove med vilde kløfter og huler af koraller. Vi var inde i fantastiske grotter som naturen har lavet. Vi så humpbuckhvaler lege i en af bugterne, det var en helt vild oplevelse. Vi gik igennem en vanilleplantage, hvor vi så hvordan vanilleblomsterne blev bestøvet med hånden - det gav arbejde til folk fra øen - og vi fik fortalt om den lange proces fra blomst til vanillestang. Der er ikke noget at sige til at vanillestænger er dyre.

Dybt inde i skoven hang kokosnødder i klynger og alle var skåret midt over. De blev brugt til at fange krabber i som senere blev solgt på markedet. Nogle af grotterne blev før i tiden brugt som beboelse af fiskere. I dag bliver de brugt til opbevaringen af deres kanoer.
Langt væk fra byen lå en herlig bar, som var den eneste der havde åbent om søndagen. De havde for øvrigt kun åbent om søndagen. Her mødtes alle fra de omkringliggende både, de fleste englændere, så det var næsten som at være på en engelsk pub, men bare i nogle helt andre omgivelser.

Revet ved Niue.	Kæmpekrappe på markedet på Niue.
En af de grotter der har været beboet.	Den eneste bar der havde åbent om søndagen.

Vi havde nogle dejlige dage på Niue, inden vi drog mod Tonga den 22.09.2008.
Tirsdag den 23.09.2008 sejlede vi over datolinien - og så var det pludselig torsdag mærkeligt at vi har mistet en dag.
Torsdag den 25.09.2008 lagde vi til ved Neiafu på Vava´u som er en af Tonga øerne. 3 mand høj kom ombord, told, sundhed og fødevareministeriet. Told skulle vide om vi havde våben og spiritus, sundhed skulle vide om vi var syge og fødevaremanden ville vide om vi havde frugt, grøntsager, æg eller honning om bord. Vi havde læst at det måtte man ikke ha, så svaret var at vi havde nået at æde det hele inden vi ankom. Hvorefter toldmanden var ved at flække af grin. Vi betalte ca. 75 kr. for diverse papirer og skulle senere gå op på immigrationskontoret for at blive tjekket ind.
Kajen vi lå ved er kun for både der skal indklarere. Men i havnebassinet ligger en masse bøjer som bestilles over VHF´en hos diverse ejere. Vi fandt hurtigt en bøje, men det viste sig at den var privat, så vi måtte finde en anden. Vi mødte op til flere både fra Rarotonga, det var rigtigt hyggeligt at møde dem igen, og høre om deres sejlads her til Tonga. Det blev til drinks på de forskellige både og Lasagneparty hos os.

Vejret har været meget overskyet og blæsende, vi oplevede også en nat med tordenstorm. Da var vi virkelig glade for at vi lå forankret til en bøje.
Vava´u er den nordligste gruppe øer - 60 stk. - af Tonga. Øerne er relative høje beklædt med palmer og anden skovbevoksning. Fuglene pipper og cikaderne synger.

En dag sejlede vi ud til en af de andre øer og lagde os i en smuk lagune, nu skulle der svømmes og snorkles, men det blev kun til en enkelt svømmetur, for så kom blæsten og regnen. Solen kom ikke frem, det er bedst at snorkle i solskin, så vi sejlede tilbage til havnen.

I morgen. 8.10.2008 sejler vi videre til Ha´apai gruppen, som skulle være den smukkeste og derfra videre til Tongatapu den sydligste øgruppe af Tonga og derfra videre til NZ, vi springer Fiji over, for nu trænger vi til at komme hjem til DK. For om et par dage bliver jeg farmor til endnu et mirakel, en dreng, som jeg glæder mig meget til at møde, sammen med resten af familien og vennerne.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund