Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Papeete, Tahiti 15.08.2008

Inden vi drog mod Tuamotu atollerne sejlede vi den 27. en kort tur til øen Tahuata, hvor vi kastede ankeret i en meget skøn bugt - Hanamoenoa, med turkisblåt vand.
Der nød vi nogle ture i vandet og på stranden. Her mødte vi igen de søde franskmænd i den gule båd - dem som hvis anker slap i Atuona. Ellers har vi ikke mødt nogle vi kender - mærkeligt, fordi de skulle alle den samme vej til NZ. Men området i Fransk Polynesien er enormt, så de har nok fundet nogle andre smukke bugter at ligge i.

I nærheden skulle der ligge en lille landsby, den måtte vi besøge, så vi blev enige om at sejle derhen og blive der nogle dage for at vente på bedre vind, det havde vi brug for, idet vores næste stop var 440 sømil væk.

Da vi sejlede langs kysten blev det bare smukkere og smukkere, aldrig har jeg set så mange forskellige grønne farver og sikken en frodighed, en lise for sjælen. Vi fandt den lille landsby som hed Viatahu, kastede ankeret og gjorde os klar til at gå i byen.
Pludselig hørte vi en dejlig lyd - dansk tale - det var Andreas der lå og svømmede rundt om vores båd sammen med nogle venner. Han var her for at være med til nogle udgravninger. Han arbejdede sammen med prof. Rolette. Så da han så vores danske flag, syntes han lige han ville hilse på. Det var herligt at få en sludder med ham. Han syntes at det havde været interessant at være her, men nu var han træt af brødfrugter og fisk og glædede sig til at komme hjem til DK.

Andreas og vennerne.

Kirken med gardenier.

Vi tog senere ind til byen, men at komme fra gummibåden ind på land, var meget besværligt - vandet var steget så det gik ind over molen og nogle store dønninger løftede båden en meter, men i land kom vi og blev mødt af den herligste duft af gardenier, og folk der var stimlet sammen til hygge og sang - sådan gør man bare her, der er tid til samvær og man er ikke så fortravlede, et dejligt sted at være. Her var en meget smuk kirke bygget op af sten som var omkranset af vilde gardenier, som også her står alle vegne sammen med andre smukke blomster, som vi derhjemme har svært ved at holde i live.

Næste morgen stod vi op til det største delfinshow vi endnu har set, de jagtede fisk som sprang op af vandet for ikke at blive fanget, samtidig med at de selv sprang op og snurrede flere gange rundt i luften, sådan blev de ved til langt hen på eftermiddagen. Samtidig gik bjerggederne rundt oppe på de stejle klippesider, og gnaskede dejligt frodigt grønt i sig. Jo, det var en af de morgener man aldrig glemmer. Der var så smukt at det næsten tog pusten fra en.

Senere tog Flemming ind for at se på udgravningerne, hvor han mødte Rolette og de fik en lang snak omkring udgravningerne og også om Kap. Cook som i sin tid også havde ligget her i bugten bl.a. for at hente vand fra en kilde tæt ved flodens udmunding.

At ligge i den fantastiske bugt ved Viatahu, blev en fantastisk afslutning af besøgene på de smukke Marquesasøer.

Den 31.07.08 kom så vinden, så var det med at komme af sted til atollerne.
Vi lagde ud med at pælestikket fra storsejlet ned til bommen gik op - men det fik vi hurtigt lavet. Så de nye fiskeliner blev kastet og i løbet af ingen tid var der fangst på dem begge. En stor tun på den ene blev landet på båden. Da den anden skulle ind. var kun hovedet tilbage. Man kunne tydeligt se tænderne fra en stor fisk, måske en haj. Hemmingways, "Den gamle mand og havet" skal vist læses igen.

Der er over 76 øer og atoller at vælge imellem, vi valgte den nærmeste som var Takaroa, som vi ankom til den 03.08.08 om morgenen. Natten forinden havde været hård med storm op til 46 knob og bølger der slog ind over cockpittet, heldigvis slap vi for vand i kahytten. Så vi kastede ankeret lige uden for indsejlingen til lagunen på 14 meter vand, vi var trætte og turde ikke gå igennem det smalle pas som var 0,8 sømil langt. Vi havde 60 meter kæde ude og dybden under båden faldt til 68 m så der var godt med fald på. Ankeret holdt dog fint.

"Den gamle mand og havet" skal vist læses igen.

Atollerne er nogle lave smalle koraløer som omkranser en lagune. Deres højeste punkt er toppen på palmerne. At komme ind i lagunerne kan være svært fordi koraltoppe stikker op alle vegne, og man skal derfor sørge for at komme igennem ved højvande. Så det var med at vide hvornår månen står op og hvornår den går ned. Det kan GPS´en fortælle os og udfra det kan vi regne ud, hvornår det er bedst at gå igennem.

Næste morgen gik vi i land for at se nærmere på den lille landsby, for at se os lidt omkring, finde et sted hvor vi kunne få lidt frokost og fornemme øens stemning. Der var ingen restauranter, men et sted hvor vi kunne få en cola, her sad beboerne og havde det dejligt med hinanden. Vi kan ikke tale fransk, og det er de færreste der kan tale engelsk, så vi kan desværre ikke tale sammen, men med fingersprog går det alligevel.

Her var helt anderledes end vi troede. Stedet lignede San Blas til forveksling, men der var ingen lerklinede huse og tage af palmeblade, nej her var rigtige huse med bliktage, mens andre havde huse på pæle. Folk her var også så venlige, alle man gik forbi sagde pænt goddag, men føler sig meget velkommen.

Desværre lå vi meget udsat og uroligt , så vi tog allerede af sted til Ahé ved femtiden om eftermiddagen. At gøre turen til en natsejlads var også fordi vi så ville ankomme ved højvande.

Ankerpladsen i Ahé lagoonen.

Næste morgen den, 05.08, ankom vi så til Ahé. Da vi sejlede ind i lagunen, så vi to både som vi kendte, og ikke har set siden Las Palmas, sejle ud. Vi fik hilst på dem over VHF´en og de skulle videre til Tahiti, hvor vi forhåbentlig vil møde dem igen.

Der var så flot og vi lå dejligt roligt, solen skinner og en lille sky kommer forbi og giver dejlig skygge, alle mulige farver vand har vi omkring os, her er helt specielt smukt.
Her skulle være alle tiders mulighed for at snorkle og se smukke fisk, men jeg så 2 hajunger, så jeg skal ikke nyde noget. Jeg har også læst at flere perledykkere er blevet angrebet at hajer. Flemming mente dog ikke det var hajer, så han hoppede i og rensede båden for begroning.

Atollen med sin palmelund og dejlige atmosfære var igen en dejlig oplevelse - tænk, vi har været på altollerne her i Stillehavet, ja jeg må stadig knibe mig selv i armen for at mærke at det er virkelighed.
Befolkningen lever for det meste af perlefiskeri, de har små perlefarme ude i lagunen, som de passer hver dag.
Vi ville gerne høre om vi kunne få lov at se en perlefarm, men det var nu siesta, så folk lå og snuede. Her er også meget varmt, så siesta i skyggen og et par timer på øjet er en god skik.

Om aftenen i bælg ravende mørke bankede det på båden, og op kom en fyr som præsenterede sig som Jean - han var perlefisker og ville vise/sælge os nogle perler. Han havde nogle ukurante - dem syntes jeg bedst om - en perle kostede ca. 15 kr. Han havde også nogle fine runde, dem skulle han have 150 for pr. stk. Vi købte nogle ukurante og lurede på om vi skulle købe nogle af de fine. Men så spurgte Jean om vi havde noget rom eller whisky, for så ville han bytte lige over, det gik vi med til og blev derfor indehaver af en pose perler der lige var hentet op af lagunen.
Vi spurgte om vi måtte se hans perlefarm, joda, han ville kommer kl. 16 næste dag for at hente os. Det glædede vi os til.

Perlefiskerhus i Ahé lagoonen.

Flemming ind på kajen for at rense gasflaskerne.

Den 7. gik vi så spændt og ventede på Jean, det skulle blive interessant at se en perlefarm. Imens tog Flemming ind på kajen for at rense gasflaskerne for rust og male dem, så de blev pæne til de skal byttes. Imens bagte jeg en kage.

Jean kom ikke, vi ventede og ventede, ærgerligt, og nu var det for sent til at opsøge andre perlefarmere. Så vi spiste noget dejlig aftensmad og nød stilheden inden vi skulle starte på turen tilbage til civilisationen i Papeete på Tahiti.

Ingen færdig perle.

Men så pludselig dukkede der et hoved op over rælingen i mørket, det var Jean. Han rodede rundt med noget på dækket, det var muslinger på snor som han hængte fast på rælingen, som vi så kunne lukke op dagen efter, for at se om der var perler i. Han havde også nogle smukke muslingeskaller med, med det smukkeste perlemor, samt en masse ukurante perler. Han viste os, hvordan man åbner en musling og hvordan man indsætter noget perlemor i muslingens bløddele, for at få en ny perle. Det var interessant. Da han sejlede hjem, havde han igen lommerne fyldte med rom, og vi fik nogle muslingeskaller og flere perler.

Inden vi gjorde klar til afsejling mod Tahiti skulle vi lige åbne muslingeskallerne som hang og dinglede fra rælingen. Der kunne vi se begyndelsen til en perle, men der vil gå 3- 5 år - hvor de har hængt i saltvand i en bestemt temperatur - for at blive til en perle.

Den 10. om morgenen landede vi så i Papeete efter en meget hård sejlads, så hård at jeg opgav at lave mad på komfuret - det er første gang det er sket. Stillehavet er bestemt ikke stille.
Så det var dejligt at lægge til kaj og føle fast grund under fødderne. Civilisationen er lige oppe på kajen, bilerne drøner forbi og vi har hoteller, indkøbscenter og perlebutikker som udsigt.
Papeete er hovedbyen for Selskabsøerne, her kan man få alt, men her er det meget dyrt at handle. Her er mange japanere bosat i byen eller som turister og der er også en hel chinatown.

Vi har set Katedralen, perlemarkedet og ikke mindst perlemuseet. De berømte sorte perler er her fra området omkring Tahiti og den hvide er fra Saudi.

Vi var også en tur i parken ved den gamle Papeete City Hall. Her var mange skulpturer bl.a. en tiki som holdt hovedet af en europæer i venstre hånd.

Tiki.

Dinnershow.

En aften legede vi luksusdyr og gik på Hotel Intercontinentel for at se dinnershow. Mens vi ventede på vores bord, oplevede vi at solen gik ned medens der blev blæst i en konkylie, så smukt og højtideligt. Maden var fantastisk og det samme var showet, som viste os den typiske folkedans her fra Tahiti.

Vi får ikke set så meget mere af Tahiti for vi har brugt en del tid til at ordne båd og slappe af. For nu venter der nogle spændende øer, Moorea, Huahine, Raiatea og Bora Bora, før der kommer nogle lange hårde stræk mod Rarotonga, Niue og Tonga. Vi springer formentlig Samoa over. Vi er ved at være lidt møre efter at have sejlet 11000 sømil i år.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund