Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Atuona på Hiva Oa ( Fransk Polynesien) 27.07.2008

Hanavave Bay ved Fatu Hiva.

Turen til Marquesas over Stillehavet var fantastisk laaang og gyngende tur, med høje bølger. På det meste af turen havde vi flot vejr og god vind, men selvfølgelig skulle vi også prøve noget styrtregn og en vindhastighed på op til 30 knob.
Vi passerede indtil flere tidszoner, en mærkelig fornemmelse. Det var så dejligt at se land den 19.07.08, hvor vi kastede ankeret i Hanavave Bay ved Fatu Hiva.

Hanavave Bay er utrolig smuk, med klipper der rejser sig lige op i himmelen, meget frodigt bevokset. Det regnede voldsomt og det blæste kraftigt, men det gjorde ikke noget for vi trængte til nogle timers søvn inden vi ville sætte gummibåden i vandet.

Der lå et par andre både - alle franske. En ung mand arbejdede med at få sin motor til sin gummibåd startet, men det endte med at han roede i land. Et stykke tid efter så jeg, at hans båd begyndte at drive hen imod os, så det var med at trutte på resten af besætningen - en mor og 2 børn - så de kunne få ankeret op og styre båden uden om os.

Det gik ikke så godt, men lidt efter så vi manden komme tilbage til båden, han knoklede med årerne, og kom op på båden for at tage ankeret op, så han kunne smide det igen. Hans anker havde sat sig fast i vores ankerkæde, så det var ikke bare ligetil at få det fri. En anden kom i sin gummibåd og hjalp med at være stødpude mellem vores både, men vi nåede alligevel at få en skramme. Men alt endte godt og de fik ankeret kastet igen.

Senere opdagede jeg at forkahyttens hynder var temmelig våde, det viste sig at der var en utæthed ved ankerspillet. Flemming måtte i gang med at reparere det, plus at Pandaen drillede igen. Der er altid noget det skal laves på en båd. Båden skal først passes og så kommer fornøjelserne bagefter. Så vi kom ikke i land den dag.

Næste morgen kom nogle drenge forbi i deres lille båd, og spurgte om vi havde noget vi ville bytte for noget frisk frugt. Vi havde noget rom og nogle øller, som vi så fik nogle herlige pamplemousser og en klase bananer for. Pamplemousser er en meget stor grapeagtig frugt som smager herligt. Frugterne var lige plukket ned af træerne og bananerne ligeså, uhm.

Vi var ikke så heldige med vejret på Fatu Hiva, men et besøg i den lille landsby, blev en herlig oplevelse. Der var en skøn ro og det var et fantastisk landskab at færdes i, store gardeniabuske trivedes her i den fugtige tempererede luft. De fleste kvinder har en gardenia bag øret. Befolkningen var meget venlige og opmærksomme.

Fatu Hiva er den sydligste af Marquesas øerne og har givet os et fascinerende førstehåndsindtryk af en stillehavsø og en anderledes kultur.

Vores udsigt på fatu hiva.

Vi tog videre til Atuona på Hiva Oa den 22. Her kastede vi ankeret i en lille havn, hvor ankeret skal kastes inden for nogle afmærkninger, så der er plads til de store last-og passagerskibe, der ligger til en gang om ugen. Atuona er det administrative center for det sydlige Marquesas, her bor omkring 1500 mennesker, så derfor kan vi få købt lidt ind og tage ud og spise om aftenen, og posthuset har adgang til Internettet.

Atuona er også byen, hvor man tjekker ind hos gendarmerne og får stempel i passet. De har åbent fra 7-11, men der var ikke nogen til stede da vi kom, men så mødte vi dem i byen og spurgte om hvornår vi kunne få ordnet formaliteterne, det kunne vi kl. 7.30 næste morgen, så det var bare med at møde op.

Byen ligger et godt stykke fra havnen, men det er en meget smuk tur. Det er så ærgerligt at jeg ikke kan gå så langt, men så cykler jeg mens Flemming går.

Her har Paul Gaugin og Jacques Brel slået deres folder og her ligger de begge begravet. Vi besøgte deres gravsteder, som lå med flot udsigt over havet.

Vi besøgte Gauguin museet, som var meget interessant. Igen en kunstner der døde i dyb fattigdom og først er blevet berømt efter sin død.
Der var også en udstilling omkring Jacques Brel, hvor man til hans sang som lød i højtalerne, bl.a. kunne se hans elskede flyvemaskine, som han kaldte Jojo og som han har lavet en sang om.

Og så har de tikier her på øen, disse underlige religiøse stenfigurer, dem måtte vi se. Så vi tog en tur med en firehjulstrækker med chauffør, op til den nordlige del af øen ad smalle bjergveje og igennem en utrolig flot natur, udsigten kunne flere steder tage pusten fra en. Undervejs besøgte vi en plantage hvor vi købte pamplemousser, syltede hele citroner og ovntørrede bananer. Efter 3 timer endte vi i Puamau et gammelt rituelt sted med flere tikier. På hjemturen travede vi en tur ind i junglen med chaufførens lille søn, han kunne vise os en tiki som blev kaldt den smilende tiki. Alle de andre ser lidt stive ud i ansigtet.

Fantastiske tikiere.

Liggende tiki.

Vi var godt trætte da vi vendte hjem; men nu skal vi have købt lidt ind i morgen og tager så af sted i overmorgen søndag mod Tuamotu atollerne. Her skal vi sejle eyeball navigation mellem koralhovederne som ligger lige under vandet. I vores pilotbog har vi dog fundet nogle øer med ankerpladser som ikke ser så vanskelige ud. Vi regner med at være på Tahiti om 14 dage.

Og så har Flemming fundet fiskeline på 1 mm, der kan tage fisk på 45 kg. Så nu kan de bare komme de store fisk.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund