Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Colon, Panama 9.06.2008

Fredag 9.05.2008 fik vi en ny Furuno GPS monteret og senere samme dag startede vores tur til ABC-øerne, med god fart læns, gik vi 30 grader nord for at undgå Venezuelas kyst, fordi vi havde hørt og læst at her var der fare for pirateri.
På min vagt var der en utrolig flot stjernehimmel, jeg nød stilheden imens jeg prøvede at tyde stjernehimmelen, men stjernebillederne ligger jo helt anderledes her og da jeg senere afløste Anne-Marie viste hun mig "Skorpionen" som ikke kan ses på den danske himmel.
Tidligt om morgenen kom en lokal båd drønende hen mod os, så vi satte fart på motoren, så de ikke kunne følge med i den høje bølgegang - det var svært at vide om det var fiskere der ville sælge fisk eller om det var nogle som ikke havde godt i sinde.

Efter nogle gode dage og nætter på havet, med god fart og dejlige bløde bølger, gik indrulningsstangen i masten i stykker, så vi ikke kunne bruge storsejlet. Vi ringede til FTLF´s kontakt person i Panama for at høre om han viste, hvor vi kunne få den lavet. Hurra for satellittelefonen. Han mente vi kunne få den lavet i Curacao.
Det var meningen at vi skulle besøge øen Bonaire, men nu handlede det om at få stangen lavet.

Den 12.05.2008. ankom vi til Curacao, og kastede ankeret i indsejlingen til havnen, vi skulle have sejlet af inden vi lagde til i havnen. Mens vi lå der og knoglede med sejlet, kom havnepolitiet for at bede os flytte os, men de kunne se vi havde problemer, så de kom ombord for at hjælpe os i stedet.

Næste morgen sejlede vi over i den store industrihavn, hvor vi fandt et værksted. En smed, Erich hed han, ville komme kl. 12 for at se på skaderne. Vi var meget spændte på hvor længe vi skulle ligge der før skaden var udbedret. Flemming havde været i kontakt med HR-Parts om reservedele som de godt kunne skaffe.

Vi så nogle mærkelige træer der havde nogle store pigge på grenene.

Imens Flemming fik os indklareret, gik Anne-Marie og jeg på indkøb. Vi så nogle mærkelige træer der havde nogle store pigge på grenene - det var ikke et sted hvor et dyr ville sætte sig og hvile ud, eller en slange ligge på lur.

Næste dag den 14.05.2008. kom smeden ombord. Han mente at den originale indrulningsstang var for svag og kunne godt forstå at den var blevet vredet over, især fordi der også var boret en rustfri split igennem. Han havde derfor lavet en ny massiv indrulningsstang. Den fik han hurtigt monteret og glade var vi. Vi var bange for at masten skulle have været af, men nej det klarede Erich.

Samme aften inviterede vi vores "naboer" på en drink - de fortalte at de også havde haft problemer med indrulningen. Det var et fransk system hvor noget olie i et lukket system, der angiveligt skulle kunne vare evigt, alligevel var tørret ud og havde ødelagt en spindel. Det varede 4 måneder før de havde fået lavet deres mens de lå i Guadeloupe, og det kostede en formue. Så vi har igen været heldige.

En lille svale.

Den 15.05.2008. kunne vi så glad og fro sejle videre mod Panama, vi fik en gæst ombord - en lille svale som trængte til et hvil, så den sejlede med os i et par timer.

Vi oplevede både sol og regn og storm og et kæmpe tordenvejr på vejen til Colon, mens vi nød den skønne frodighed langs Panamas kyst. Vi kan mærke at regntiden er på vej, der er så meget fugt i luften at det er ubehageligt. Det lyner og tordner dagligt, og store regnskyl vælter ned over os.

Den 20.05.2008. kastede vi ankeret på Flats i bugten ved Colon. Nu var vi nået så langt - helt vildt, nu skulle vi have ordnet papirerne med myndigheder, fundet ud af hvornår vi kunne komme igennem Panama-kanalen. Der skal arrangeres handliners - stærke mænd til at holde fortøjningerne når vi går igennem sluserne - det er påkrævet, og hjuldæk skal bestilles til at hænge på båden, så hun ikke kommer til skade. Vi skal have 4 stk 40 m lange 22 mm liner som kan lejes. En lods vil også komme ombord, og følge os igennem.

Vi fandt en selvbestaltet "agent" - Tito - som ville være os behjælpelig, han kørte rundt med os i taxi til de 5 forskellige kontorer der skulle besøges. Der var også en ung mand til at passe på os, når vi gik på gaderne, her er for meget vold som følge af den store fattigdom der er her.

Vi fik en foreløbig tid til at komme igennem Panama-kanalen den 11.6. så vi ville sejle lidt rundt i området i ventetiden.

Den 25.05.2008. drog vi mod Kunaindianernes land, og gjorde holdt for natten i den dejlige og meget smukke bugt ved Portobello.

Den 26.05.08 ankom vi til Porvenir, en af de mange (365) øer der er San Blas. Det siges at kun 49 øer er beboet, men der var nogle på de fleste af de øer vi så, bla. for at samle kokosnødder, som de sælger på fastlandet og er derfor en vigtig del af deres indkomst. At komme til Kuna Yala, som indianerne kalder det, var som at blive sat flere hundrede år tilbage i tiden. Det er et unikt samfund, der på mange måder lever som for 500 år siden. Samfundet prøver at beskytte deres gamle kulturelle værdier, og det er indtil nu lykkedes.

Sådan ser en Kuna Yala ø ud.

Udhulet træstamme med sejl.

På de mange små palmeøer, har de valgt at bygge deres små samfund, nogle øer var beboet af op mod 1200 mennesker, mens andre kun havde få beboere. De bor i hytter der er lavet af palmeblade, små hytter uden anden bekvemmelighed end deres hængekøjer.
De sejler rundt mellem øerne og fastlandet i deres udhulede træstammer, kayoko, hvorpå de også kan sætte små sejl. Når de sejler med sejl, bruger de padlen som ror, og kroppen som modvægt til sejlets træk.

Allerede første dag blev vi mødt af kvinder der ville sælge deres molas, en mola er et stykke firkantet stof, hvorpå der er syet de flotteste mønstre i alle mulige farver, en form for applikationer. Det er hele kunstværker. Molaerne indgår i kvindernes klædedragt, som for-og bagstykke på bluserne.

En typisk gammel Kunaindianer.

Så er der molaer til salg.

At sejle mellem øerne, som alle er omgivet af koralrev, var lidt besværligt, søkortene er ikke altid lige pålidelige, så vi piger stod gerne ude foran for at gelejde Flemming igennem. Det gik som regel rigtigt godt, en enkelt gang gik det galt, hvor det var svært at se koralrevet i skumringen. Vi gik lige så stille på grund og båden stod og gyngede på kølen. Ved at dreje roret helt i borde, først til den ene side og så den anden side, lykkedes det at rokke båden fri. Vi kastede ankeret ved Supdup. Det var vildt at ligge her helt væk fra civilisationen, og meget smukt med udsigt til små palmeøer.

John viser os stolt sin ø.

Den 27.05.2008. gjorde vi holdt ved en af øerne i Carti gruppen og vi havde kun ligger der i kort tid, da en kayoko stille og roligt sejlede op på siden af os, og en smilende kuna præsenterede sig som John. Han fortalte stolt at han havde det største hus på øen, som han gerne ville vise os. Vi gik i gummibåden og sejlede over til hans bro, hvor han tog imod os. Han havde et stort hus, hvor underetagen var deres hjem, som bestod af et langt bord, komfur og 2 hængekøjer, alt deres tøj hang over snore under loftet. Molaerne var også hængt op på rad og række, så vi rigtigt kunne se de smukke kunstværker. På første sal var det nogle rum med et forhæng for, her kunne rygsækfolket overnatte.

Han ville også vise os sin lille ø. Så vi vandrede rundt i hælene på ham og så husene der lå meget tæt, med kun små stier imellem. De havde små toilethuse bygget ud over vandet. De havde også nogle store sorte grise gående i bure bygget ud over vandet med tremmegulve, smart så var der også lidt til fiskene. Museet skulle vi også se, så John hentede Mr. Davids, som kom og fortalte os den interessante historie om Kunafolket, og viste os museet som var en lille palmehytte med sjove ting.

Næste morgen, da vi sad og spiste morgenmad, kom John forbi, satte sig til bords og spiste med, som den naturligste ting i verden. Nu skulle vi altså huske at anbefale hans hotel og fortælle om hans fortræffeligheder, hvilket hermed er gjort.

Næste dag kastede vi ankeret ved Coco Banderos Cays, Tiadup. Nu var det tid til at bade og snorkel. Mit nye udstyr kom frem, og sikke en fornøjelse, bare at ligge i vandet og studere den smukke havverden.

Vi læste at der var en ø med små hytter til udlejning og en restaurant. Den måtte vi prøve, så vi sejlede ind mellem koralrevene hen til øen som hed Kuanidup. Her fik vi serveret en dejlig lobster på rigtig kunamanér, med frugt og grønt og ris. Her mødte vi 2 svenskere fra S/Y Harmoni, den ene havde sejlet rundt i mellem øerne og Cartagena i 6 år, så han havde en del ting at fortælle. Det var en rigtig hyggelig aften under palmehyttens tag.

I mellemtiden kontaktede vi havnemyndighederne i Colon, for at høre om vi var rykket frem i køen og det var vi, så nu bliver det den 9.6. vi skal igennem panamakanalen.

Kokospalme tynget af vægten fra kokosnødderne.

Sådan slapper Anne-Marie af.

Men vi ku stadig nå at besøge nogle af disse fantastiske øer, næste stop blev Lemon Island, igen ved en lille ø der hed Tiadup. Her gik nogle kunaer rundt og passede øen, turistsæsonen var slut, så de havde ikke åbent i baren, da vi tog over for at få en sundowner. Her var også små palmehuse til udlejning. Kokosnødderne hang i store klaser, så træerne nærmest var ved at vælte. Vi købte nogle stykker, de smager helt anderledes end kokosnødderne derhjemme, de er den rene nydelse.

En flot koral.

Og så kom der lige en stime blå fisk.

Revet omkring øen skulle være et meget flot sted at snorkel, så vi tog hinanden i hånden, og fik den smukkeste snorkletur vi endnu har haft.
Vi blev der nogle dage og slappede af og den 3. sejlede vi til øen Linton, som kun er beboet af 4 abefamilier. Vi så dem desværre ikke, men nød stilheden i den smukke bugt.

Den 04.06.2008. gik vi i havn i Shelter Bay Marina. Her bliver vi til vi skal sejle igennem kanalen. Vi har fået dæk og liner ombord. Så nu håber vi på en dejlig tur igennem kanalen. Vi har for øvrigt også fået 2 handliners, nogle danskere Ken og Mie fra Orbit vi har mødt tidligere. Ken sejler en del sammen med hans bror Kim fra Amazing.

Anne- Marie har besluttet at tage hjem fra Panama City. Hun har været ude nu i næsten et år og glæder sig til at komme tilbage til Danmark med kufferten fuld af mange gode minder fra turen. Vi kommer til at savne hende.

Vi på det gode skib Chriann sender jeg de kærligste hilsener fra Anne-Marie, Flemming og Connie.

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund