Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Chaguaramas på Trinidad 8.05.2008

Tirsdag 22.04.08. Det var en svær afsked med Bjarne og Bjørg, vi havde haft 3 vidunderlige uger sammen. Men Anne-Marie, vores nye gast kom ombord den 20. så vi var ikke helt alene.
Vi tog en dukkert i det dejlige vand, hvor vi kunne se flere søstjerner på bunden, inden vi sejlede tilbage til Bobbys Marine for at hente vores vasketøj og fik gjort nogle indkøb til ca. en uge frem.

Onsdag begyndte vi vores tur tilbage mod Trinidad altså sydpå igen, fordi det er den korteste vej til Panama. Vores første stop blev Oranjenstadt på øen Eustatia. Torsdag videre til øen Nevis , vi havde det skønneste vejr og efter en god sejlads kastede vi ankeret i en bugt for natten.

Fredag 25.04.08 startede vi tidligt om morgenen og drog mod Montserrat, nu ville vi se en vulkan i udbrud, det har den været siden 1995. Da vi kom frem ledte vi efter en bugt som hed Old Road Bay - piloten fra 1991 fortalte at vi kunne ligge der, men vi kunne ikke finde den, det viste sig at den var blevet udslettet efter vulkanudbruddet i 1995. Vi sejlede så mod Plymouth, hvor vi kunne se at vulkanen stadig røg og vi så at hele Plymouth også var udslettet, den stod som en spøgelsesby dækket af aske, nogle steder helt oppe over hustagene. I dag kaldes området for det moderne Pompei. Det var et rystende syn.
Senere fandt vi en anden ankerbugt, Little Bay pos. N16.48.13-W62.12.42. Vi tog i land og indklarerede og for at bestille en rundvisning på øen.

Vulkanen, og vi så at hele Plymouth også var udslettet,

Lørdag kørte vi med Samuel rundt i det smukke landskab, som efterhånden blev mere og mere barsk. Det viste sig at halvdelen af øen var afspærret, bl.a. fordi vulkanen stadig er i udbrud og fordi flere steder er ubeboelige på grund af aske fra vulkanen.
Vi var ude ved Old Road Bay, vi så at hele havnen var overdækket af aske, vi stod ved nogle fortøjninger der stak op af asken - og så at asken havde lavet mere land, som strakte sig langt ud i bugten. Ikke underligt at vi ikke kunne finde ankerstedet, det var jo blevet begravet i ´95. Derefter kørte vi i asken på en forhenværende golfbane, hvor vi kun kunne se førstesalen på golfklubbens hus og nogle steder var det kun taget af husene, vi kunne se. Vi kom også nærmere Plymouth som før udbruddet var hovedbyen på øen. Det var et uhyggeligt syn, det var en grå og askedækket by, man troede ikke sine egne øjne. Senere så vi en dvd som fortalte om udbruddene fra 95 - 97, tænk sig at gå i angst for at ens hus og hjem kunne blive udslettet. Flere beboere tog til England og Irland og bosatte sig. Dvd´en viste billeder at hjem, hvor rester fra morgenmaden var blevet efterladt i hast, nu var det dækket af aske, men stod stadig på sin plads, et uhyggeligt syn.


Fortøjningspæl dækket af aske.	Første salen på golfklubbens hus.

På turen tilbage til havnen, stoppede Samuel pludselig bilen, kom med sagde han, nu skulle vi hilse på nogle at hans venner. Vennerne var meget imødekommende, en gik ud for at plukke kokosnødder til os og en anden kom med friskplukket krydderier.
Herligt folkefærd, flere havde oplevet vulkanens kræfter, og havde mistet alt, men de blev alligevel, don´t worry be happy.
Befolkningen er ved at bygge en ny hovedby, som skal ligge ved Little Bay, et meget skønt område, og som ligger i sådan en afstand fra vulkanen at den ikke vil blive indhentet af vulkanens ild og aske.
Efter denne sindsoprivende oplevelse, drog vi samme dag, videre mod Martinique, det blev en herlig natsejlads.
Ved 9-tiden om morgenen så vi båd sejle rundt og rundt, prøvede at kalde dem over VHF´en, men ingen reaktion, så vi sejlede hen til dem, måske kunne vi være til hjælp, men nej de ledte efter hvaler. Og pludselig så vi flere blåst fra hvaler, det var helt vildt, desværre så vi ikke selve hvalerne, det må vi have til gode til en anden gang.

Samuel venner.

Vi kastede ankeret for natten ved St Pierre og sejlede videre næste morgen til Fort de France. Jeg gik op til havnefogeden for at ville betale for en overnatning, men fik så at vide at det behøvede jeg ikke, fordi jeg var så flink og rar.

Efter en nat i bugten ved Young Island på St. Vincent, og et forgæves forsøg på at få købt noget snorkeludstyr til mig, sejlede vi mod Tobaco Cays.

Det var en skøn tur mod Tobaco Cays, passaten hjalp os på vej. Nu skulle der snorkles, jeg tog Flemmings udstyr på og blev undervist af Anne-Marie - wow sikken oplevelse. Næste dag, inden vi drog mod Granada, tog vi ud til revet - denne gang var der ingen strøm, jeg snoklede mellem skildpadder og de smukkeste fisk, fantastiske koraller, ja, jeg blev helt høj. Anne-Marie så en nurse haj, det var helt vildt.

Fredag aften, den 02.05.08 ankom vi til St. George på Granada, og næste dag var vi på bl.a. på deres lokale fiskemarked. Der lå nogle meget store tun, parat til at blive parteret. Kvinderne svingede deres lange macheter så fiskeskellene fløj om ørerne på dem, med et hug var der afskåret en luns.

Connie snorkler mellem de smukkeste fisk og fantastiske koraller.


Anne-Marie så denne nursehaj.	Den så jeg er den ikke flot.

Da vi kom tilbage til bugten hvor vi lå, så vi at vores båd var drevet, ankeret havde løsnet sig fra havbunden, vi kom lige i rette øjeblik, så der var heldigvis ikke sket noget med de andre både, de havde for øvrigt sikret sig med fendere.
Ankeret blev kastet på ny, nu lå vi fast så vi kunne få en ordentlig nattesøvn, fordi vores plan var at tage meget tidligt af sted næste morgen og en natsejlads for at komme til Trinidad.

Søndag den 04.05 kl. 12.30 ankom vi til Chaguaramas på Trinidad, herligt igen at ligge til kaj, selvom det er meget varmere at ligge i en havn. Men vi har mere frihed, kan gå en tur når det passer os, uden at være afhængig af gummibåden.

Den 5. var der gratis rum punch på havnens regning, her talte vi med et par der har været på den samme tur som vi skal på ude i Stillehavet. Så der blev vi fyldt op med mange gode råd, som bliver rart at have i rygsækken når vi ligger derude om en måneds tid.

Tirsdag var så dagen hvor jeg fik købt noget rigtigt godt snorkeludstyr. Nogle skader blev repareret på biminien og den store GPS blev tjækket, den har ikke virket i et stykke tid, teleskopstang bestilt til solpanelerne, plus andre småting som skal være i orden inden vi går mod Panama.

Onsdag d. 07.05.08 tog Anne-Marie og jeg ud til Caroni Bird Sanctuary, et fuglereservat i en kæmpe mangrovesump, hvor vi sejlede rundt i en stor træbåd for at se på det specielle fugleliv der findes der. Vi så de smukke blå hejre og de hvide silkehejre i deres rette element. Vi så de røde Ibis´er, som flyver til Venezuela hver morgen for at indtage deres morgenmad for at komme tilbage til sumpen ved skumringstid. De kommer tilbage i store flokke, det kunne godt ligne det danske fenomen sort sol, men her var den bare rød. Et fantastisk syn at se de røde fugle lande i alt det grønne. Pludselig vendte båden fordi der var nogle der havde set en boaslange ligge og hvile sig, som vi var så heldige at få et billede af.

Boaslange ligger og hvile sig.

Imens havde Flemming bl.a. repareret storsejlet, som havde fået en lille flænge.

Nu vil vi gå sydover via og ABC-øerne. Der bliver ikke tid til mange stop, for vi skal nå at komme igennem Panama inden hurricanerne sætter ind i Stillehavet.

Vi på det gode skib Chriann sender jeg de kærligste hilsener, og en masse varme fra Anne-Marie, Flemming og Connie.

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund