Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Bugten ved Marigot, St. Martin 21.04.2008

Mandag d. 21.04.2008. Bugten ved Marigot.
Vi har haft endnu en dejlig dag ombord, som blev afsluttet med en dejlig afskedsmiddag og aftenhygge i cockpittet. I morgen skal Bjarne og Bjørg hjem til kolde Danmark, det har været en dejlig fornøjelse at have dem ombord. Vi har haft nogle dejlige oplevelser sammen, megen hygge og afslapning har præget de sidste 3 uger.
Bjarne har dagligt nedskrevet sine oplevelser og om den daglige trummerum som kommer helt af sig selv, når man er iblandt gode venner. Jeg kunne ikke beskrive de sidste 3 uger bedre en Bjarne har gjort, så det bliver hans beskrivelse der bliver vores rejsebrev i denne omgang, så jeg vil slutte med at sende en masse kærlige hilsener herfra Chriann.

Caribisk aftenstemning.

Turen her ned forløb stille og rolig, meget ventetid og kedelige lange flyveture, og bortset fra at vi havde misforstået hinanden så Flemming og Connie lå ved den forkerte lufthavn, (det var mig selv der havde skrevet St. Martin det er den franske del af øen, men vi landede i lufthavnen der ligger i den Hollandske del af øen og så kaldes det St. Maarten) og Flemmings gummibåd lige var tiltet, så motoren og åre til gummibåden var røget en tur i vandet, årene var selvfølgelig pist væk inden Flemming havde opdaget det og motoren ville selvfølgelig ikke starte og efterfølgende kunne Flemming ikke hente os inde på land, gik turen her ned meget godt. Vi havde heldigvis hyret en taxi i lufthavnen, som kunne køre os til det sted hvor Flemming og Connie lå til ankers, omkring 5 km. fra lufthavnen, men den flinke dame der kørte taxien syntes lige vi skulle se St. Maarten, så vi fik lige en taxitur rundt øen, en tur der tog lidt over en time, nå men det var nu billig nok ca. 30 dollar, og Flemming fik fat i en anden gummibåd der kunne sejle os ud til deres båd.

De første dage vi var hernede blæste det en hel pelikan, så vi blev liggende på St. Martin og hyggede os med et par byture og fik handlet til et par dage. Motoren til gummibåden ville stadigvæk ikke starte, i første omgang troede vi det var tændingssystemet der var blevet vådt, men nej det var det ikke, så måtte det være vand i karburatoren, og hvor var det lige udluftningsskruen sidder? Mens vi stod og kikke efter den kom der en lokal indbygger sejlene forbi, Flemming fik råbt an, straks hoppede han ombord og bad om en lille skruetrækker, fandt hurtig udluftningsskruen og jo der var vand i karburatoren, ja den flinke mand gav derefter motoren et helt eftersyn, skruede tændrør af og rensede dem o.s.v., da han var færdig startede motoren, og Flemming belønnede ham med 20 dollar ca. 100 danske kroner. Alt i alt en meget sjov start på turen og et meget positivt indtryk af lokalbefolkningen.

Connie og Bjørg på marked.

Lørdag den 5. april klokken 07:00 sejlede vi til en ø der hedder Virgin Gorda, det er en ø der hører til British Virgin Islands også kaldet de Britiske Jomfruøer, en tur på ca. 80 sømil, men vi havde vinden ind fra agter, så trods høje bølger havde vi en pragtfuld tur. Midt på dagen fangede Flemmings øre en lyd, der ikke skulle være der, det var skødevognen i styrbords side der knirkede, op og kikke på det, den sat lidt skævt på skødeskinnen og der raslede kugler ud fra den når vi vred i skødevognen, ikke godt hvis den røg af, Flemming sad overskrævs over skødetorvet, hvis skødevognen var røget af mens han sad, der var han skudt til himmels og der var måske røget et par kugler mere. Vi ankom til Virgin Gorda omkring klokken 19:00 trætte og tilfredse, fik os noget at spise og gik til køjs. Naturen på Virgin Gorda og omkring liggende øer er meget frodig og også meget varmt, men på en behagelig måde, da det næsten altid blæser en 6-7 m/s fra Ø eller en gang imellem fra NØ.

Vi blev liggende i bugten St. Thomas ved Spanish Town (Virgin Gorda) om søndagen og bruget dagen til hygge og badeture, Flemming legede med kugler og fik repareret skødevognen. Vi så skildpadder flere gange i løbet af dagen, men inden vi nåde vores fotografiapparat var de dykket ned i vandet igen.
	Flemming legede med kugler.

Mandag den 7 april op af dagen satte vi kursen mod øen Tortola (Virgin Islands), og havde bestemt os for at sejle til bugten der ligger ved Road Town, en tur på ca. 10 sømil, der var fin vindretning og frodig kyster og utrolig mange sejlbåde at kikke på, Flemming satte sejl og vi nød den korte sejltur til Road Town. Sidst på eftermiddagen var vi inde og kikke lidt på Road Town city, spiste på båden og hyggede og gik tidlig til køjs, ja ja det hårdt at være til søs.

Chriann i bugten ved Road Town.

Tirsdag den 8 april brugte vi første del af dagen til at tilslutte solpaneler til bådens energiforsyning. I en moderne sejlbåd bruges der meget strøm, fryser, køleskab, instrumenter elektriske pumper i pantry og ikke at forglemme computer o.s.v. bruger hele døgnet strøm. Der ligges tit til ankers i en bugt for natten, både fordi det som regel er gratis og også er mere hyggelig og fredeligere. På en jordomsejling sejles der distancer, hvor man sejler i mange dage, inden der er land i sigte, derfor kan der ofte gå uger inden båden kommer i havn og kan få energiforsyning fra landstrøm, når båden ligger til ankes eller sejler de lange distancer må man derfor ty til vind- og solenergi for at opretholde energiforsyningen. Chriann er fra værftet bygget med en lille hjælpe dieselmotor der kan lade på både 12 volt og 24 volt batterier og derudover laver den også 220 volt, men sådan en dieselmotor larmer og bruger dyr dieselolie, derfor er man nød til at ty til alternativ energiforsyning. Chriann er nu forsynet fra solpaneler og vind/vand generator, og det er derfor kun nødvendig at starte hjælpe dieselmotoren et par gange om ugen oplyser kaptajnen.


Tilslutte solpaneler.	Vi fyldte omkring 15 indkøbsposer.

Om eftermiddagen sejlede vi i land, der skulle igen handles, vi fandt et supermarked ikke langt fra en af de lystbådehavne der ligger i bugten ved Road Town, fyldte omkring 15 indkøbsposer og transporterede dem ned til gummibåden, fik poserne ombord og var ved at ligge fra kajen, gummibåden ramte en betonkant hvorpå der sad muslinger og selvfølgelig skar en musling hul på gummibåden, så meget at vi ikke turde sejle ud til båden med alle fire ombord, så Flemming sejlede ud med indkøbsposerne og kunne så samtidig få fat i en pumpe, derefter kom han ind igen og hentede os, men jeg måtte alligevel sidde med en finger for hullet for at gummibåden kunne holde pusten indtil vi alle var trygt ombord på båden og så måtte Flemming ellers lappe gummibåd da det ikke er til at undvære en gummibåd, når man næsten altid ligger for ankers.

Tirsdag den 9 april stod vi op til endnu (selvfølgelig) en solrig dag, Flemming bliver glad når solen skinner på hans nye solpaneler, og tjekker jævnlig status på, hvor mange procent hans batterier er opladet og tegner fine kurver så han kan følge båden energiforsyning over døgnet. Vi vågnede også op til udsigten til 3 kæmpe store krydstogtskibe der var ankommet i løbet af natten.

Der sejler mange krydstogtskibe rundt i de Caribiske farvande, de sejler om natten og ligger sig ind i en bugt fortrinsvis ved byerne, nogle går til kaj, så der er klar til landgang for skibes passagerne når de har indtaget der morgenmad, de krydstogtskibe der ligger til ankers har små motorbåde der bliver sænket ned i vandet og sejler i fast rutefart ind med skibets passager, passagerne bruger så dagen til guidede taxiture rundt på øen og selvfølgelig bliver de kørt rundt til de steder hvor de kan handle og lægge en masse dollar til erhvervslivet på øerne.

	Flemming brugte det meste af formiddagen på at lappe gummibåden, vi andre slappede af, noget vi er rigtig gode til. Efter frokost tog vi i land, vi havde planlagt at hyre en taxi for at se så meget af Tortola som mulig, vi fik ret hurtig en aftalen med en taxi driver, 40 dollar ville han have for en guidet tur, det syntes vi var rimeligt nok og slog straks til. Ude fra Chriann havde vi dagen og aftenen i forvejen siddet og nyt udsigten til et bjerg som strakte sig 521 meter mod skyerne, alle øerne i Virgin Islands består næsten udelukkende af bjerge, det er meget få steder der er noget fladt terræn, Road Town ligger smukt i en bugt og har bredt sig op langs bjergsiderne, ude fra vandet kan man skue utallige pragt villaer (troede vi, mere om det senere) ligge mellem den frodige bevoksning, og undre sig over hvordan befolkningen har adgang til deres boliger. Når mørket sænker sig over øen, kan man se et flunkende lyshav der dannes af gadebelysning og lyset fra alle husende. Hjemme i Danmark er det meget attraktivt og meget dyrt at bo i en bolig ved havet og et rigtig must hvis der også er udsigt til havet, her i Virgin Islands bor alle i en bolig med udsigt til havet, ja man skal vel næsten være heldig hvis man kan finde en bolig uden havudsigt. Vores Taxi driver startede med at fortælle lidt om øen og befolkningen, og ret hurtig begyndte vi at køre op i bjergene, veje der er stejlere end runde tårns trappe og vejsving der snor sig 180 grader ledte os op op, den frodige bevoksning gør desværre at der mange stede ikke er udsigt ud over den smukke ø, men udsigt det fik vi da vi nåede toppen af det 521 meter høje bjerg, uha man får et sug i maven når man står der og kikker ud over grønne bjerge og smukke blå bugter, himmelbjerget hjemme i lille Danmark er et smukt syn, men kan slet ikke sammenlignes med dette skue. Selvfølgelig lå der en bar og en butik på toppen af bjerget, men vi danskere lader os ikke så let narre, næ vi var kommet for at nyde udsigten, så måtte tørsten vente. Nedturen fra bjerget var lige så fascinerende som opturen. Og så tilbage til øens boliger der set fra havet ser smukke, store og velholdte ud, når man kommer tættere på er mange af husene store men ikke særlig velholdte, og man fornemmer hurtig at befolkningen ikke hører til blandt verdens rigeste men alligevel lever et trykt og tåleligt liv, og mange af husene er alligevel meget charmerende. Vi så desværre også meget affald, der var efterladt, fx bilvrag der var kørt ud over bjergside og bare lå der i den ellers smukke natur.

Torsdag den 10 april tog vi en færge fra Road Town til øen St. Thomas (gammel dansk vestindisk ø), Jamen hvorfor sejlede vi ikke selv dertil vil i sikkert undre jer over, visumregler – hvis man kommer sejlede til amerikansk territorium i privat sejlbåd kræver USA visum, men kommer man som turist og ankommer med fly, færge fx kan man indrejse og opholde sig på amerikansk territorium i op til 90 dage uden visum. Nå men færgen til St. Thomas var en oplevelse i sig selv, bekvemmeligheder for passager kender de ikke til og støj dæmpning ej heller, sikkerhed tror jeg aldrig de har hørt om, det var total umuligt at samtale under overfarten, men til gengæld har de rimelige priser.

Så er der lige alt papirnusseriet og skrankepaveriet, en til at udlevere papir, en til at sende dig videre til den person der skal have penge (de skal have penge for næsten alt) og en til at stemple o.s.v. men til St. Thomas det kom vi og det var helt klart en oplevelse, vi hyrede igen en taxi til at kører os rundt på øen, faktisk en meget god ide, så kommer man op i bjergene og får nogle pragtfulde udsigter, og får set meget mere af øen end man ellers ville have set, og her er prisen også rimelig 20 doller (ca. 100 kr.) pr. person for 1,5 times guidet tur, og det er nogle festlige fyre at køre rundt med.
Ved ankomsten til St. Thomas prajede Flemming en taxi driver og aftalte en guidede tur for 20 dollar pr. person vi skulle bare lige vente et kvarter så ville han være klar til turen, mens vi ventede kom der en anden taxi forbi og stoppede for at lokke os med i hans vogn, vi spurte om prisen, men det ville han ikke lige oplyse, og blev lidt små irriteret på os da vi blev ved at spørge om prisen og forsøgte at genne os ind i vogne, om vi ikke kunne forstå han, at han ikke bare kunne holde der og spærre trafikken og med ventende passager i vognen, der sad rigtig nok 4 andre passagerer i vogne, vi opgav, ville ikke køre med uden en aftalt pris og bevægede os væk fra vognen, men vores ven opgav ikke, op på fortovet med taxien og efter os, 25 dollar ville han nu have, men vi ville kun give de 20 dollar pr. person som vi havde aftalt med den første taxi driver, ok sagde han og vi gik ombord i hans taxi, og fik en pragtfuld tur af en festlig taxi driver.

Der er nu ikke så meget dansk over St. Thomas der er stadigvæk danske gade og by navne, men ellers ikke meget der viser at øen engang har været under dansk herredømme, et dansk flag blafrede dog i vinden på havnefronten, Kyst Vejen. Efter turen rundt på øen gik vi en tur på Charlotte Amalies hovedstrøg og så på juvelforretninger, juvelforretninger og juvelforretninger ja der var faktisk næsten ingen andre forretninger i Dronningens Gade, men sikkert guf for alle de rige turister de store krydstogt skibe bringer til øen.

Fredag den 11 april Vandtanken skulle fyldes så vi halede ankeret indenbords og lagde til ved en bro i en lystbådehavn helt inde i bugten ved Road Town, ret hurtig kom der en mand gående for at hører hvad vi ville, jo vi manglede lidt vand, det kunne vi godt få påfyldt, vi skulle bare lige betale 10 dollar pr. påbegyndt time vi lå ved broen, ja selvfølgelig ud over at betale for vandet.
Halvanden time senere lå vi atter på bølgen blå med St. John til bagbord og Tortola til styrbord, planen var at sejle til bugten, Cane Garden Bay som ligger på sydvest siden af Tortola, en bugt så skøn at den figurere på utallige postkort og turistpublikationer. Bjørg havde lagt sig på agterdækket og livet var skønt, ja altså ikke fordi Bjørg lå på agterdækket, men fordi vi sejlede i Bounty land.
Gummibåden gummibåden råbte Bjørg vi kikkede på hende og tænkte nu har hun fået hedeslag, gummibåden råbte hun igen, og vores blikke fangede Chrianns gummibåd der lå længere agterude end den burde gøre, var det slæbetorvet der var knækket eller løsnet sig, vi iværksatte straks en redningsaktion. Det viste sig at det var en slæbering på gummibåden der var flået af.
Fik sejlene sat igen og sejlede videre, et stykke tid senere nærmede en sejlbåd (amerikaner) sig faretruende bagfra, med dannebrog på hækken og Aabyhøj sejlklubs stander under bagbord salling indså Skipper Monrad hurtig at her skulle der kapsejles så respekten for dannebrog og Aabyhøj standeren forblev intakt, der blev trimmet sejl, selv om Monrad er på langturssejlads, har han ikke lagt kapsejlads genet fra sig, og det lykkedes da også at komme forbi amerikaneren inden vi måtte vende og krydse ind mod Cane Graden Bay.

Cane Garden Bay ligger på vestsiden af Tortola og godt i læ for den konstante østenvind, hele bugten rundt er der den hvideste sandstrand, med store palmer og selvfølgelig ligger der også her restauranter, men på en meget charmerende måde. Her føler man sig i paradis, eller statist i et postkort, her ville det være meget nemt at blive hængende meget lang tid, men vi havde andre planer. Vi nød dog en drinks og is på stranden, om aftenen nød vi udsigten til St. Thomas som lå smukt ude i horisonten og glitrede fra tusind gadelygter og lys fra huse.

Cane Garden Bay.

Lørdag den 12 april Midt formiddag var vi klar til at forlade Cane Garden bay, pludselig lige der i bagbordsside lå en skildpadde og kikker op på os, pigerne blev straks send ned ombord, efter vores fotografiapparater, vores skildpadde gjorde sig virkelig umage med at vente, men til sidst måtte den dykke med i det krystalklare vand, pigerne var for langsomme, så heller ikke noget fotografi af en skildpadde denne gang, men skildpadde det så vi. Vores første mål denne dag var at sejle nordpå op i bugten Little Camanoe, hvor vi ville bade og spise frokost, endnu en skøn bugt med klart vand, Flemming fandt sit snorkel udstyr frem, hoppede i vandet, en halv time sendere vendte han tilbage med øjne så store som tekopper, dernede i dybet tæt på klipperevet var han stødt på fisk så store så store, at han var blevet helt bange.

Sidst på eftermiddagen ankrede vi op i Trellis bay, Beef Island en ø der ligger ved nordspidsen af Tortola. Der lå over 50 både til ankres i Trellis bay, tilsyneladende et yndet sted at kaste ankre.
Til aften sejlede vi i land og gik tur på stranden, på stranden lå der meget affald og mange efterladte og forfaldne gummibåde, der lå også et par restauranter hvor man kunne købe lokale middagsretter og nyde lokal underholdning, vi slog os ned sådan et sted og spiser vores aftensmad. Da mørket faldt på, blev der tændt bål i en stor jernskulptur formet som en kugle, hvori der var udskåret forskellige figurer, Og et lokalt band varmede op til aftenunderholdning, vi blev en lille times tid og nyd stemningen og musikken, ja Connie og Flemming dristede sig endda ud i en dans til de lokale rytmer.

Søndag den 13 april Chrianns genua trængte til lidt eftersyn, oppe midt på agterlig var der røget et par sygninger, så efter morgenmåltidet tog Flemming og jeg genuaen ned så det lå på fordækket. Flemming og Connie brugte så resten af formiddagen til reparation af genua. Bjørg og jeg øvede os i at slappe af og er blevet rigtig gode til det.
På en jordomsejling hvor ens skib bliver bolig og transportmiddel på samme tid vil der løbende være reparationsarbejde at udfører, nogle ting kan udskydes og laves når lysten melder sig, andre ting som fx genuaen skal helst lavet inden skaden bliver stor.
Efter frokosten tog vi gummibåden og sejlede i land, gik en tur på stranden og satte os og drak en Caribien øl, og så på vindsurfer.


Genua trængte til lidt eftersyn.	Nybagt brød og logrende hunde.

Midt i bugten Trellis bay ligger en ø Bellamy Coy og på øen ligger en restaurant The Last Resort. Restaurationen drives af en familie med to børn. På øen lever desuden 4 syngende hunde, et æsel kaldet Bottom som ifølge en legenden, en smuk måneskinsnat sammen med et anden æsel Vanilla, svømmede ud til øen, æslet Vanilla er ikke set siden og Bottom retunerede aldrig men blev på Bellamy Cay. Ude fra Chriann så det ikke særlig imponerende ud, men vi havde alligevel bestemt os for at sejle der ud for at indtage vores aftenmiddag, og hvem vil ikke hører 4 syngende hunde.
Vi fortryder helt sikkert ikke vi tog derud og brugte en aften derude. Æslet Bottom så vi ikke noget til, og de hunde vi så, brugte deres tid til andet end sang, men vi blev mødt af en lokal skønhed og kom ind i en resturation der osede af Caribisk miljø og fik et måltid mad der smagte henrivende. Inden hovedretten fik vi serveret en salat med nybagt brød, brød med sprød skorpe, brød der smagte himmelsk, den lokale skønhed blev hidkaldt, kunne vi evt. købe lidt brød til vores morgenkaffe, ingen problem, hvis vi ville betale 10 dollar for et helt brød så ville de bage et brød til os mens vi spiste, vi havde vidunderlig brød i tre dage. Hvor i Danmark finder man restauration hvor huskatten doven ligger henslængt over en højtaler, hunde der logrende går rundt mellem de spisende gæster, stopper op for at få et klap på ryggen, trods dette rent overalt og et rigtigt rart sted at stresse af, en restauration der skal have 5 ankre ud af fem. Glade og tilfredse gik vi på køjen. Ups jeg glemte helt at fortælle der også var en syngende kok, men ham hørte vi heller ikke noget til.

Mandag den 14 april, det var overskyet da vi som vanlig forlod køjen klokken 8 om morgenen, og for første gang på turen så det ud til at blive en gråvejrsdag, det blev det også, men det var stadigvæk rigeligt varmt til at nøjes med korte shorts. Vores morgenmad bestod selvfølgelig af vores indkøbte brød, og det smagte stadigvæk pragtfuld. Efter morgenmaden gjorde vi skibet klar til sejlads, og satte kursen mod Virgin Gorda, næsten stik mod vinden, men en meget kort tur på omkring 6 sømil, vores plan var at sejle til Devils Bay som ligger på sydspidsen af Virgin Gorda og bruge nogle timer på hygge- svømmeture. The ”Fat Virgin” kaldte Columbus øen, da han i 1493 nærmest ved et uheld, kom sejlende hertil, han havde på sin anden sejlads over Atlanten, ankrede op i bugten Salt River Bay på St. Croix, for at forsyne sig med frisk vand og siden drevet til Virgen Gorda af ugunstige vinde. Jeg kunne nu ikke få øen til at ligne en fed jomfru, måske Columbus havde fået hjælp fra en flaske rom eller to.


The Baths består af kæmpe store granit blokke.	Dejlig hvidt varmt strandsand.

Devils Bay og få hundrede meter nordligere The Baths består af kæmpe store granit blokke som på forunderlig vis har samlet sig på sydspidsen af Virgin Gorda, uvejr har skabt store bølger der er skyllet ind over granit blokkene og efterhånden vasket alt løst materiale med ud i havet og skabt et skue af kæmpe store sten der ligger spredt på stranden, for at komme fra The Baths til Devils Bay skal man gå kravle gennem de kæmpe store granitblokke, selve bugten er dejlig hvidt varmt strandsand og vandet er klart som glas, man føler sig næsten i paradis. Jeg gik og tænkte, måske har Columbus siddet og nydt en flaske rom på dette vidunderlige sted og sat sine fødder på sten vi betrådte, og måske var de høns der gik rundt på stranden efterkommere at skibshøns fra Columbus sejlskibe, måske!
Lidt over middag kom der regn, vi trak hurtig ankeret indenbords og sejlede lidt mod nord for at anker i St. Thomas bay som ligger ved Spanish Town, her havde vi også lagt for ankers den 5 april da vi ankom fra St. Martin. Spanish Town er stedet hvor vi skal tjekke ud når vi atter forlader British Virgin Islands, men først lod vi freden sænke sig over Chriann, det så virkelig ud til regn resten af dagen, det var nu rigtig dejlig med regnen. Om aftenen sad Flemming, Connie og Bjørg og så den danske film ”Kunsten at græde i kor” jeg sad og nød regnvejret og en nattehimmel der flunkende af utallige lyn.

Tirsdag den 15 april, I dag mente Flemming bådens motor trængte til frisk motorolie, så det hyggede vi med et par timer. Op af dagen sejlede vi i land for at tjekke ud, det var meningen at vi derefter ville sejle til den nordlige del at Virgin Gorda, og bruge en overligger dag deroppe inden vi sejlede tilbage til St. Martin, men nej den ”rare” mand ved skranken meddelte, at vi skulle forlade British Virgin Islands senest 12 timer efter vi havde tjekket ud. Efter et kort skibsråd besluttede vi os for at blive i Spanish Town et døgn ekstra, tjekke ud af British Virgin Islands, sejle op til North Sound, Virgin Gorda om onsdagen, ligge over en dag og sejle til St. Martin om fredagen, uanset hvad den ”rare” mand ved skranken så måtte mene, nå vi fortalte det nu heller ikke til ham. Vi havde nu tid til et nærmere kik på Spanish Town. Selv den mest kedelige gudsforladte jyske provinsby er med garanti mere spændene end Spanish Town. Drak en øl og handlede, der var en ulidelig varm og fugtig luft på land efter gårsdagen regnvejr, så det var dejlig at komme tilbage til Chriann efter byturen, hoppe i vandet og nyde livet med en kop kaffe, og mærke vinden smyge sig om sin velfærds krop.

Onsdag den 16 april, Flemming brugte formiddagen til at reparere gummibåd igen igen, vi spiste frokost og sejlede i land for at tjekke ud og handle lidt. Vores ”rare” mand fra i gård sad stadig ved sin skranke, der var 3 skranker i lokalet, først aflevere papir til den ”rare” politibetjent, næste skranke var toldkontrol og tredje skranke en sød kassedame der sugede lidt i vores skibskasse. Et par timer senere lå vi til ankers i North Sound (Gorda Sound). Da mørket havde sænket sig over sundet og en næsten ”hel” måne spejlede sig i vandet, sejlede vi i land for at få noget at spise. Kaptajnen ville give middag, der var kun et spisested åben, og ingen borde ledige før klokken halv ti, halvanden times ventetid, vi gik straks til den Bitter End og drak en Caribien Beer, ja Bitter End er altså navnet på en bar der ligger på en meget turist præget strandpromenade. Middagen smagte henrivende og vi blev mere end mætte. Torsdag 17 april, Formiddagen nød vi bare livet og den smukke udsigt til den mest eksklusive kyst vi endnu havde set på turen rundt i British Virgin Islands, palmer og smukke huse lå smukt mellem den frodige bevoksning, hustagene er bygget lidt i Asiatisk stil, så det er lige før man føler sig henlagt til en strand i Østen. Saba Rock er en lille bitte ø der ligger mellem North Sound og Eustatia Sound direkte ud til de store Atlanterhavs bølger, men trods dette er der turkisblåt næsten fladt vand omkring Saba Rock, bølgerne bliver tæmmet af Eustatia Sound, som er et lavvands område. Saba Rock er eksklusiv, dyrt og vidunderligt skønt, med mulighed for overnatning, drømmeudsigt til Atlanterhavs bølger gennem en meget fin trimmet paradishave med fløjlsblødt græs og store grønne palmer, stedet til den perfekte bryllupsrejse. Men vi var der nu bare for at nyde en banansplit og kaffe. En sjov ting var også at se et utal af påhængsmotorer til joller og gummibåde, i mange forskellige modeller og årgange, hvem der ejede dem og hvorfor de lige var udstillet på Saba Rock fandt vi ikke oplysninger om. Tilbage på Chriann gjorde vi klart skib, vi havde planlagt meget tidlig afgang fra North Sound.

Fredag 18 april I dag skulle vi sejle tilbage til St. Maarten, en tur på ca. 80 sømil, vejrudsigten lovede vind fra Øst omkring 6 m/s og vores kurs til St. Maarten var 114 grader. Vi var ude af køjen klokken 5, spiste morgenmad og sejlede klokken 6. Efter 13 timer sejlads ankom vi til Simson baai, i det skønneste måneskin fandt et sted og ankrede. Turen - ja et langt sejt træk, men faktiske en dejlig sejltur, trætte og tilfredse spiste vi pizza og skipper satte hurtig herefter kursen mod køjen.

Lørdag den 19 april til tirsdag den 22 april, da vi fredag aften ankom til Simson Baai, havde vi på grund af mørket, kastet ankeret et stykke ude i bugten, vores nattesøvn blev derved temmelig urolig, på grund af kæmpe store dønninger, som fik båden til at rulle gevaldig fra side til side, meget tidlig lørdag morgen, før pigerne havde tilendebragt deres skønhedssøvn, flyttede Flemming og jeg båden længere ind i bugten, så vi kunne nyde vores morgenmad i rolige omgivelser.
Bjørg og jeg skal tilbage til Danmark på tirsdag den 22 april. For ikke at blive overrasket af dårlig vejr eller andre uheld havde vi tidligere på turen planlagt at ankomme til St. Maarten et par dage før den 22 april og så bruge tiden før hjemrejsen til hygge, badeture og indkøbsture. Vi blev liggende i Simson Baai hele lørdagen. Søndag over middag fik Chriann en ny gast ombord, Anne Marie som skal sejle med på Chrianns videre færd mod Panama kanalen og over Stillehavet til Australien. Det var rigtig hyggelig at tilbringe et par dage i selskab med Anne Marie som virker til at være en frisk og imødekommende dame, Bjørg og jeg ønsker Flemming, Connie og Anne Marie rigtig god vind på turen mod Australien.
Søndag eftermiddag sejlede vi til Philipsburg, brugte mandag formiddag til et kik på byen og satte derefter kurs mod bugten Bare De Marigot ved byen Marigot, hvor turen for vores vedkommende sluttede.
Vi har haft næsten 3 vidunderlige uger ombord på Chriann, med mange naturoplevelser, en tur vi vil huske rigtig længe, og slutter denne beretning med at sige Flemming og Connie tusind TAK for deres måde at være på og tusind tak fordi de ville have os ombord et lille stykke af deres jordomsejling.
Connie ordet er dit igen, jeg glæder mig allerede til en lind strøm af dine vidunderlige rejsebreve.

Kærlig hilsen Connie, Flemming, Bjørg og Bjarne
på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund