Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Gustavia, St. Barthelemy 29.03.2008

Så blev det fredag d.14.03.08, og efter en dukkert i bugten ved Fort de France sejlede vi nordpå. Om eftermiddagen stod vi ind i den smukke bugt ved St. Pierre, en kort tur på 12 sm op ad Martiniques kyst. Det var en del overskyet og nogle store vindpust blev det da også til, så sejlene var rebet, men vinden faldt da solen igen fik magt, så resten af turen blev for motor. Kysterne her i Caribien er så grønne og frodige, man kan se papegøjerne og aberne for sig når vi sejler forbi regnskoven som fylder det meste af øerne.
Calypso ligger her også. De var nu seks ombord.

Lørd. 15.03.08 - en herlig morgen. Fiskerne i deres farvestrålende robåde, kastede deres net, mens vi spiste vores morgenmad - og efter en dukkert drog vi til byen, for at tage bussen til vulkanens top. Bussen stoppede ved en rundkørsel, så kunne vi selv gå resten af vejen. Vi tog vandreskoene på, men nåede ikke længere end til en restaurant, hvor vi i stedet spiste en dejlig frokost. Da vi kom tilbage til rundkørselen, fik vi at vide at der ikke gik nogen bus tilbage til St. Pierre, jamen så en taxa da, men nej, hvis vi ville køres måtte vi tomle den. Jeg stak tomlen i vejret hver gang vi så en bil, men de vinkede bare og kørte videre - hva´ nu, der var 10 km til byen og det var meget varmt - men pludselig lykkedes det - en bil med to franskmænd på ferie tog os med.

St. Pierre ligger for foden af vulkanen Pelée. For hundrede år siden blev St. Pierre kaldt for Caribiens Paris og var det kulturelle og sociale center for Martinique, med 30.000 indbyggere.
I 1902 blev hele byen udslettet, vulkanen sendte en sky af overophedet gas ned over byen - den udgav mere energi end en atombombe. 30.000 mennesker blev brændt til døde, kun en straffefange overlevede fordi han sad i en celle med meget tykke vægge.

Søndag startede med en herlig morgen, her var så stille og fredeligt. Senere tog vi på det museum der viste de sørgelige rester der var fundet efter vulkanudbruddet - vi så også, hvor den overlevende fange havde siddet under udbruddet.
Man prøver ihærdigt at bygge byen op igen omkring og i ruinerne. Alle husene har mindst en væg fra tiden der svandt.

Mandag kom vi til endnu en grøn ø - Dominica. Da vi kom ind i bugten ved Roseau, kom en dinkyboy og hjalp med at fortøje til en bøje der var lagt en masse bøjer ud for at skabe en indtægt til byen. det kostede ca 40 kr pr døgn.


Trafalgar vandfaldene.	Vi så kaneltræer og alle mulige forskellige frugter.

Vi tog på udflugt med Panjo - en herlig indfødt, som kørte os gennem regnskoven op til Trafalgar vandfaldene. Sikken en flot oplevelse, vandfaldene bruste ned mod os midt i det grønne og frodige landskab - ja, jeg blev helt grøn. Vi så kaneltræer og alle mulige forskellige frugter hang ned i hovedet på os. Vi så geysere - kogende vand der kom op af jorden. Geyserne tager trykket af vulkanerne, så der ikke bliver noget udbrud. Panjo sagde at her var paradis, her er ingen vold og tyverier, ingen farlige dyr og planter, vi må give ham ret - her var dejligt, men mange turister som os selv.
Vi hilste også på hans søde kone, da vi skulle hente en madpakke til deres dreng som gik i skole i nærheden. Vi afleverede den og fik nogle vink og glade smil til gengæld.

Næste morgen kom Panjo forbi med morgenbrød, nu var det tid at tage videre. Vi tog op langs kysten til Portsmouth, og kastede ankeret ved Prince of Rupert.

Vi ville en tur op af Indian River ind i regnskoven i vores gummibåd - men vi blev stoppet ved indsejlingen, det var forbudt at sejle op ad floden på egen hånd. Vi skulle sejle i deres både med guide - forståeligt nok, det er deres levebrød. Men vi vendt om, vi havde ligesom fået nok af at skulle betale for alt ting - her skulle vi også betale for at komme af med vores affald.
Her var megen fattigdom, faldefærdige huse alle vegne - paradis var ikke nået hertil endnu.

Fra torsdag til fredag overnattede vi i Rade des Saintes ved øen Iles des Saintes. Fredag eftermiddag ankom vi til bugten ved Deshaies, på øen Guadeloupe.
Byen lå helt nede i vandkanten, nogle huse lå halv nede i vandet, de var blevet ødelagt af en storm. Byen bestod af en hovedgade, med små huse. Vi skulle have købt lidt ind, men vi ledte og ledte og så pludselig var der en Spar - underligt, men rart at få gjort lidt indkøb. Herlig lille by.

	Maria og hendes mand, fra den engelske båd Rockhopper, kom forbi for at høre om vi var tilfreds med vores Duogen. Det blev der en lang hyggelig snak ud af. Og vi kan sige at vi er meget tilfredse med Duogenen, den giver dejligt meget strøm, både fra vandet og i luften.
Duogenen, den giver dejligt meget strøm.


På vejen fangede vi en tun	og senere en baracuda

Søndag gik så turen til Antiqua - Falmouth.
På vejen fangede vi en tun, og senere en baracuda, vi læste at den var uspiselig, så den røg i vandet igen.
Mandag d. 24.03.08 tog vi ind for at se Nelsons Dockyard i English Harbour, et historisk monument fra admiral Lord Nelsons tid. Her kunne de engelske skibe blive repareret og ligge i læ i hurricane sæsonen. Mange bygninger med rebslageri, sejllofter, opskæring af planker, tømmerværksted og meget mere var renoveret. Et museum for Nelson besøgte vi også og læste beretningen fra slaget ved København.

Vil man ligge i en ankerbugt som man kun kan drømme om, så skal man tage til Barbuda, den flade ø med den smukke strand og turkisblåt vand. Det skulle vi prøve, så vi tog af sted. Hele vejen fra Antiqua var der ikke særligt dybt. Vi skulle passe meget på ikke at ramme coralrevene, dem var der mange af, men vi fandt en smuk ankerplads ved Cocoa Point. Vandet var så indbydende, så det var med at hoppe i så hurtigt som muligt.

Næste dag ville vi se om vi kunne få en kop kaffe, men nej, det hotel vi kunne se var kun for de til flyvende amerikanere fra New York. Så der var adgang forbudt. Men pyt, vi nød det alligevel og tog kaffen ombord.

Torsdag d. 27.3.08 kom vi til Gustavia, , hovedstaden på St. Barthelemy.
Her ligger de store passagerfærger til så der kommer læssevis af turister. Byen var meget velholdt og havde stadig sin specielle charme. Den ligger utroligt smukt op at bjergsiden. Nu var vi kommet til et mere civiliseret område. Øen har engang været svensk, men er nu fransk. Der er kapsejlads i de dage vi ligger her. Det er for sejlbåde over 25 meter, så det er noget af et syn at se de store både med fulde sejl ude i horizonten. Lige nu ligger de for anker sammen med os småbåde. Vi talte en besætning på 15 mand i hvide shorts og røde trøjer, fint var det skam. St Barth som øen også kaldes er vist de riges paradis så vi må se at komme af sted.

Herfra går turen nu til St. Martin, hvor vi vil gøre båden klar til at modtage webmaster og frue. Det ser vi frem til og glæder os til at få 3 dejlige uger sammen.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund