Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Trinidad 02.03.2008

Fredag den 1.02.08 var så dagen hvor vi drog mod Kap Verde, der var spænding i luften, og vi blev rørte over at vi blev truttet ud af havnen af de andre sejlere, en dejlig tradition.

Vi var næsten ude af havnehullet, da 12w stikket til GPS´en i cockpittet, gik i stykker. Heldigvis kunne vi bruge et andet 12w stik, for vi er meget afhængig af vores GPS.

Det blev en fantastisk tur mod Kap Verde, sejlene stod flot, og alt var stille og roligt ombord, trods båden rullede en del. Vi havde 3-timers vagter og det gik så fint, og vi skiftedes til at lave mad, en rigtig god ordning. Når Ole og jeg stod for skafningen, blev der lavet mad på gammeldags maner, og når Flemming stod for skafningen, åbnede han nogle dåser og serverede 3 retter på ingen tid. Alle måltider blev spist i cockpittet, uanset hvor meget vi gyngede, det var til tider en udfordring og svært at ramme munden, nogle gange røg der også et glas rødvin. Om natten var der det flotteste fyrværkeri af morild efter kølvandsstriben, og der var nogle fantastiske nattehimler, jeg nød det virkeligt. Vi sejlede i den kolde kanariske havstrøm, så det var ret koldt om natten.

Vi ankom kl. 03.00 om morgenen til øen Sao Vincent og gik ind i havnen i Mindélo. Vi ville kaste ankeret, men det var svært at se hvor vi kunne gøre det i bælg ravende mørke. Så vi fik gang i projektøren for bedre at kunne se, hvor vi var, og opdagede en del store tankere der lå uden lys på. Ankeret blev kastet og nu var der tid til at få sovet lidt.

Næste morgen tog vi gummibåden til land, vi var kommet lidt langt væk fra selve havnen, og alt så selvfølgelig helt anderledes ud i dagslys. Men vi skulle ind til land for at finde en bank og veksle til lokal mønt og finde en netcafe.
Det var dejligt igen at få fast grund under fødderne. Ole var lidt usikker til bens, hans balanceevne var gået i udu, efter flere dage på en rullende dørk.

Vi blev mødt af Carlos, som tilbød at være vores guide. Vi aftalte en pris - ca. 5 euro om dagen
En rigtig god ide, han vidste alt om byen og øen, så han blev vores trofaste følgesvend.

Efter et par dage for anker, lagde vi til i marinaen, nu skulle vi rundt på øen. Carlos vidste hvor vi kunne leje en bil, der var megen snak om prisen, Carlos sagde en pris og udlejeren en anden. Men endelig kunne vi køre.

Det blev en spændende tur rundt på øen, hvor landskabet var meget barsk. Vi kunne se at mange små bitte landbrug havde opgivet, der kom næsten ingen regn her, efter man i tidernes morgen fældede alle træerne, til brug for opvarmning og madlavning, jorden tørrede ud så nu kunne befolkningen ikke få noget til at gro. Dem der havde råd til en vandmølle, var heldigere stillet, så der var trods alt enkelte grønne områder.
Vi kørte ind på en lille ejendom og kiggede på hvordan sådan en vandmølle fungerede, det var interessant. Vinden drejede et stort hjul rundt det trak en pumpe dybt dybt nede. Den gav kun lige vand nok til at vande et lille stykke med grøntsager, trods de havde gravet en brønd der var så dyb at vi ikke kunne se bunden.

Vi kørte ind på en lille ejendom og så på en vandmølle.

Man har planlagt et plant-et-træ program, som allerede er i gang, men de træer der er plantet, ser ikke ud til at have det så godt, de mangler regn.

Senere kørte vi forbi et lille fiskerleje, hvor deres farvestrålende fiskerbåde var trukket på land, og de var i gang med at rense deres fangst. Vi købte 3 fisk med zebrastriber, som Carlos rensede for os - uhm, hvor smagte de godt. Morænerne lå klar til at blive renset, hvor er de grimme. Men de smagte godt, erfarede vi, da vi senere spiste nogle grillet til frokost i den lokale restaurant.
Senere fik vi hilst på noget af Carlos familie, som boede i en lille by på vejen. De havde en lille købmandsbutik, hvor vi fik en kop kaffe. Brødrene stod og gloede på os, det var nok ikke hver dag de så sådan nogle underlige hvide mennesker, som os. Kvinderne sad i køkkenet og sladrede højlydt og havde det dejligt.


Vi køret forbi et lille fiskerleje.	Carlos renser zebrastribede fisk.

Det blev nogle herlige dage på Kap Verde, som er 10 vulkanøer der ligger i en klynge ved Afrikas sydvestkyst.

Mandag 11.02.08 købte vi lidt ind og udklarerede hos myndighederne, og kl. 18.00 startede vi så turen, den længe ventede, over Atlanten.

Turen til Kap Verde havde givet os en fornemmelse af, at vi ville komme til at rulle i søen, og det må vi sige at vi gjorde, vi rullede endnu mere. Vinden var læns, og sejlene var sat så de, for det meste, stod ud til hver side. Så sejlturen var ikke bare den rene fornøjelse, men det var pilot- hvalerne derimod, de fulgte os i flere timer.

Flyvefisk så vi en del af, som i deres flugt fra at blive spist, flyver en lille tur hen over vandoverfladen. Om morgenen kunne vi se flere der lå døde rundt omkring på dækket.

Farvel til Kap Verde.

Vi så kun 2 skibe på vores færd. Det er jo ikke meget at holde udkig efter på så lang en tur. Men vi sad trofaste hver nat på vores vagter, og holdt udkig, og læste bøger med pandelampen på.

Vi turde ikke alle sammen gå ned og sove flere timer i træk, uden udkig. Men det har vi hørt at flere sejlere gør. Bl.a. vor norske ven, der tog turen over alene, direkte fra Las Palmas. Han ser film, læser bøger og gør alt andet ombord, så det bliver ikke til så meget udkig.

Pilothvaler med Ole som tilskuer.

Roen faldt over os, rutinerne blev udført, men at se land efter 15 dage på et rullende skib, skulle nu blive godt.

En dag så vi pludselig en lille fiskerkutter, hvorfra besætningen vinkede nødsignalet. Så det var med at få sejlene ned og hen for at se om vi kunne hjælpe, vi kaldte dem over VHFén men de reagerede ikke på radioen. De vi kom tættere på råbte de noget vi ikke kunne forstå, så jeg prøvede igen VHF´en, og nu var der respons. De ville bare høre om vi havde set nogle delfiner, det havde vi ikke, så om det var for at se om vi ville reagere eller om de bare ville lave sjov, det fandt vi ikke ud af. Men vi satte sejlene igen og drog derudaf. Pludselig høre vi en underlig lyd, det viste sig at storsejlet var bristet og gået fra hinanden. Så satte vi fokken op, og vi holdt alligevel en god fart. Men nu syntes vi at det var nok. For på vejen var generatoren stået af, men blev erstattet men en reserve vi heldigvis havde med, og spilerstagen var gået i stykker, men nødrepareret, så den kunne bruges igen. Intet var alvorligt, men vi blev enige om at tage til Trinidad. De har en stor havn, hvor vi ville kunne få ordnet skaderne. Så Atlanterhavsturen blev lige 90 sømil. længere.


Fiskerbåd i nød på oprørt hav - troede vi.	Indsejlinng til Chaguaramas, Trinidad.

Men vi kom til Trinidad efter ca. 15 dages sejlads - flot og hurtigt sejlet.
Indsejlingen til havnen ved Chaguaramas var så smuk, bjergsiderne stod så frodige og grønne. Små farvestrålende fiskerbåde lå i strømmen og fiskede, og mange pelikaner sad på vandet og tog i mod os. Nu skulle det blive dejligt at få fast grund under fødderne i dette smukke paradis.

Paradis kunne vi ikke sige om Port-of-Spain, som vi besøgte. Vi så, stor fattigdom og puha, hvor var der beskidt alle vegne. Men det var interessant at se hvordan befolkningen lever her på øen.
Vi kunne rigtig se den luksus vi omgav os med i havnen. Hvor er vi dog forvente.

Vi mødte nogle dejlige- meget rige- amerikanere, som satte sig hos en aften hvor, vi var til barbecue ved poolen. Vi har besøgt dem på deres katamaran en Lagoon et par gange, nydt nogle gode måltider sammen og haft nogle dejlige snakker.

I dag, søndag d. 2.03.08, har vi været en turisttur rundt på øen Vi lejede en bil med chauffør og kørte en 4 timers rundtur. Der er så overvældende frodigt på øen så det tager helt pusten fra en.

Vi har fået udbedret alle småskader på båden fået installeret en ny (dyr) regulator med varmeføler til generatoren. Så bortset fra spilerstagen som Bjarne har en reservedel med til, når han kommer med Bjørg i april, så er alt perfekt og klar til turen nordpå, som vi starter på i morgen. Vi går til Grenada og videre til St Lucia, Martinique, Guadeloupe British Virgin Island og St Martin hvor Ole står af den 28 marts.

Der er så overvældende frodigt på Trinidad så det tager helt pusten fra en.

Mange kærlige hilsener
Connie, Flemming og Ole på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund