Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev 08 07
Rejsebrev fra Valletta (Malta) 30.07.2007

Gertrud og Peter fra "Rosa"
Tirsdag d. 19.06.07 om morgenen ankom vi til Herzliya i Israel, godt trætte efter endnu en natsejlads på 136 sm. Onsdag d. 20. var så dagen hvor den sidste Rally Dinner blev afholdt. Det blev en dejlig aften, men også lidt vemodig, vi skulle jo sige farvel til de herlige mennesker, som vi havde haft det rart med på Emyren, ikke mindst Leif som tog af sted til lufthavnen ved midnatstide.

Den 21. var vaskedag, både tøjet og båden fik en omgang, så vi var klar til at sejle mod Cypern tidligt den 22. 

Lørdag d. 23. ankom vi om eftermiddagen til Limasol på Cypern. Her mødtes vi med Peter og Gertrud fra "Rosa", så der blev grillet tun og Sct. Hans aften blev fejret med sang og dejlig mad.

Søndag d. 24. tog vi mod Paphos, hvor vi så de romerske mosaikker, de var utrolig flotte og velbevaret. Den 26. om eftermiddagen indtog vi Ak Lara bugten, kastede ankeret kl. 18. og tog en afsvalende dukkert.

Onsdag den 27, startede vores sejlads til Tyrkiet på 148 sm, jeg havde bestilt en flybillet hjem til DK, fra Antalya. Da vi ankom næste dag gjorde vi holdt i Suluada bugten. Båden Rosa kom også, så jeg fik sagt ordentlig farvel og på gensyn. Peter og Gertrud er nogle dejlige mennesker, som vi håber at se igen. 
Vi sejlede så til Kemer Marina, hvorfra Flemming kørte mig til lufthavnen.
Flemming sejlede alene tilbage til Marmaris. Han lå i Karaøz, Gøkkaya, Kastellorizon, Yesilkøy,
Fethiye. Her mødte han Claus og Jannie på MariaMia. De havde sejlet i tyrkiske vande i mange år. Med dem og "Rosa" sejlede han til en skøn bugt Capi Creek og herfra "hjem" til Marmaris.

Den 15.07 landede jeg i Izmir, efter en skøn tid med børn og børnebørn, venner og bekendte. Flemming hentede mig og vi blev i Izmir natten over, fordi min niece Julie havde været så heldig at få en flybillet til Izmir den 16, så hun kunne komme med os ud at sejle fra Marmaris til Kreta.
Tirsdag 17.07.07 sejlede vi så fra Marmaris til Simi Havn i Grækenland. Det blev en hård sejlads, især for Julie, som blev lidt utilpas, vinden var lige i snuden. Da vi ankom til havnen var der ingen pladser ledige, så vi kastede ankeret i bugten, så vi kunne nyde den smukke udsigt til byen, mens Julie spillede på sin gitar.

Onsdag den 18.07.07 tog vi til øen Nisiros, og lagde til i Mandraki havn. På vejen stoppede vi i en skøn bugt med turkisblåt vand, hvor vi badede og havde det dejligt.
Julie fandt hurtigt sin ynglingsplads på båden, som var ovenpå gummibåden på fordækket, der kunne hun ligge og nyde vandet og stilheden.

Julie
Torsdag tog vi til øen Astipalaia og kastede anker i Agrilithi bugten. Det var en meget smuk bugt, nærmest ubeboet. Men der lå en kirke som vi ville ind og se, pludselig så opdagede vi at båden havde flyttet sig, at ankeret havde revet sig løs fra bunden, men havde heldigvis sat sig fast i en kæmpe jernkæde på havbunden. Da Flemming fik det løsnet og kastede ankeret endnu engang, tog vi så gummibåden ind til land. Det var en rigtig dejlig dag med badning og gode oplevelser.
Fredag den 20.07.07 kl. 05.30 sejlede vi mod Santorini. Vi prøvede at komme ind i Vlihhada havnen på det sydligste af øen, men der var ikke dybt nok, så vi sad fast i sandbunden et øjeblik, men kom hurtigt ud igen, og sejlede så mod havnen inde i vulkanøen Skala Thira. Det var en utrolig smuk tur langs kysten, og en underlig fornemmelse at vide at vi sejlede midt i krateret, som blev lavet for ca. 3.500 år siden, da øen sprang i luften. At fortøje i Skala Thia er en vanskelig opgave, man skal fortøje til en stor rusten tønde og også have en fortøjning ind til land. Så vi fandt de lange reb frem og fik gummibåden i vandet. Flemming sejlede ud til tønden og kravlede op og fik fortøjet forenden af båden, så blev jeg sejlet ind til land, hvor jeg så fik fortøjet agter. Senere tog vi svævebanen op til byen, hvor vi spiste og hyggede os.
Lørdag 21.07.07 forlod vi Santorini for at besøge øen Foligandros. Vi ankom ved 11. tiden til havnen Karavostasi. Havnen var et stort byggerod, EU har skænket en masse penge til et nyt havneområde, rigtigt godt for øen, men der var så ingen pladser. Men besætningen på en stor tanker vinkede os hen og sagde at vi kunne lægge til ved siden af dem. Med deres hjælpsomhed kom vi på plads. Det viste sig at de havde vand ombord, som de skulle levere til øen, så vi kunne få alt det vand vi ville. Båden blev spulet og vandtanken fyldt op.
Vi gik i land og spiste på en hyggelig restaurant. Restauratøren - en græker - mente at det ville tage mindst et år før havnen var færdig - grækerne er jo langsomme, sagde han med et smil på læben.
Tankeren skulle forlade havnen ved 20 tiden, så vi blev enige om at tage en natsejlads til Kreta, og afsejle samtidig med den.
Så den 22. om morgenen ankom vi til Chania på Kreta. Vi fandt en plads ved den samme kaj som sidste år. Julie tog en alenetur i byen for at snolde, mens vi sad i kahytten og læste og kølede os af ved luftblæserne. 
Næste dag tog vi gummibåden ud til en lille ø for at bade. Vi drønede hen over vandoverfladen under vilde jubelskrig. Vi troede at vi havde øen for os selv, men nej, selvfølgelig blev den besøgt af andre der ville det samme som os. Det blev en rigtig dejlig dag, trods det at Julie skulle af sted med flyveren, hjem til DK.
Vi nød at have Julie ombord, hun tog udfordringen med en knusende ro og godt humør. Vi savner hendes glade smil.

Dagen efter var vi klar til at tage den lange tur fra Kreta til Malta. 475 sm. Turen gik godt. Vi brugte 3 døgn og 5 timer. Meget motorsejlads. Vi var blevet lovet noget hård vind, men den kom ikke. Lige nu ligger vi i havnen i Valletta. Vi er lidt udmattede, men har slappet af hele eftermiddagen.
Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk