Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev 14 07
Rejsebrev fra Las Palmas, Gran Canaria 20.12.2007
Havnen i Rubicon på Lanzarote var den flotteste og mest velholdte vi endnu har set på vores tur. Der var de flotteste parkanlæg omkring svømmepølen, med vulkansten og vandfald. Der var arkader med butikker med alle de kendte mærkevarer. Vi blev et par dage og nød livet.

Tirsdag kl. 04 om morgenen den 20.11.07 sejlede vi til Fuerteventura og ankom til Gran Tarajal.
Tarajal var en lille havn, hvor der ikke var mange pladser til besøgende, flydebroerne var for de private, så vi måtte nøjes med kajen. Tidevandet gjorde at vi kun på bestemte tider på dagen kunne komme fra borde, og så var det med ikke at være for længe i byen, for så kunne vi ikke komme ombord igen. Det var ellers en interessant lille by, en by hvor mange illegale flygtninge fra Afrika søger til, med det håb om at byen vil åbne en bagdør for dem så de kunne komme til EU. Der er sikkerhedsvagter på havnen både nat og dag.

Søndag 25.11.07 sejlede vi mod Morro Jable. På turen så vi hvordan landskabet skiftede karakter, nu var strandene lyse af flyvesandet fra Sahara, ellers er strandene sorte af lavastøv.
Vi viste at vi skulle gennem to accellerationszoner, så det var med rebede sejl, vi modtog de 35 knob, en vind der meget pludselig kommer. Der var ingen bølger så vi mærkede det ikke, men vi havde 2,5 knob modstrøm, så vi sejlede kun 7,5 knob, mærkeligt fordi vi sejlede ud mens tidevandet faldt.
Morro Jable er en by i stadig udvikling, store turistfærger ankommer dagligt til havnen, så der er altid arbejde til byens beboere.
Onsdag 28.11.07 gik turen så til Gran Canaria, Las Palmas. Det var en dejlig tur på 12 timer, med god vind, så sejlene blev sat, vi nød det og det gjorde delfinerne også, de pjattede omkring os i 1 ½ time, sikke en fornøjelse.
Vi kastede ankeret uden for havnen og blev der natten over, og næste morgen lagde vi til ved ventekajen for få anvist en plads. Der var masser af plads efter at ARCen - 250 både - var afsejlet for at tage over Atlanten.
Nu var det med at få filtet lidt nisser og hjerter og mus, så der kunne være lidt julehygge ombord når Trine og Claus kommer.
Havnen i Las Palmas.
Fredag 7.12.07 kom Trine og Claus og lørdag drog vi af sted mod Arguineguin, hvor vi skulle til julefrokost med andre sejlere. 
Trine og Claus havde ikke sejlet så meget, men vejrudsigten forudsagde at det ville blive en stille og rolig tur. Men det blev en værre rulletur, så de fodrede både delfinerne og fiskene. Vi blev enige om at sejle ind i en bugt og kaste ankeret, så de kunne slappe lidt af. De fik det heldigvis bedre, så de tog en dukkert og var så klar til at sejle videre og kunne nyde solen på dækket.
Efter en lur tog vi til julefrokost på Compas Amigos Bar. Det blev ikke til meget sejlersnak, vi var de eneste sejlere - Amigos var en restaurant, hvor de fastboende danskere og skandinaver mødes. Frokosten bestod af danske lækkerier, så der blev ædt og drukket. 
Trine og Claus
Selvom Claus og Trine ikke havde så meget lyst til at sejle igen, så blev vi enige om at tage til Mogan om søndagen, en kort tur på 20 sm. Det blev en rigtig dejlig tur, som vi alle nød, fiskesnøren var kastet og der var fangst, men den var for stor, så snøren knækkede. 
Inden Mogan havde vi ligget i 164 havne eller ankerpladser, så Mogan var havn nr. 165. Da vi så blev vinket ind på plads i havnen, så vi, at vi skulle ligge på plads nr. 165 !!! Det var godt nok underligt.
Mogan ligger smukt på Gran Canarias sydkyst, her er gennemsnitligt 5 grader varmere end i Las Palmas.
Byen er rigtig smuk, blomsterne vokser op ad husene og snor sig om altanerne i de smukke gyder, en by vi trivedes godt i og som vi sikkert vil vende tilbage til.
I havnen lå en speciel robåd, med plads til 14 personer. De var ved at rigge til så de kunne ro over Atlanten. De skulle prøve at slå en fransk rekord på 35 dage. Der er i øvrigt en 10-15 andre robåde på vej over Atlanten nu. Så vi skulle jo nok også kunne klare vores tur på en 15-17 dage. 
Udsigt over Mogan. Atlanterhavs robåd.
Vi skulle videre mod Las Palmas, så vi sejlede vest om øen. Der var en dramatisk natur at kigge på ude fra havet med høje stejle klippesider i mange farver. Vi kom til Las Nieves, med den berømte Dedo del Dios, kaldet Guds Finger, kastede ankeret for natten, efter en hård tur og nød en smuk solnedgang. Guds Finger er en stor turistattraktion, men fingeren var knækket af i en storm for et par år siden, til stor sorg for turistindustrien i byen.

Onsdag 12.12.07 tog vi så tilbage mod Las Palmas. Det blev igen en hård tur, hvor Trine og Claus for det meste lå i kahytten, men de var heldigvis ikke søsyge. Vi kastede ankeret i bugten, nu skulle der slappes af. 
Om natten blæste det meget op, jeg vågnede ved at noget ramte båden, skyndte mig op på dækket og der stod Flemming og gjorde alt hvad han kunne for at holde os fri af en anden båd, som vi var drevet ind i, fordi vores anker havde sluppet sit tag i bunden. Flemming bandede, han viste godt at vi skulle have haft mere kæde ude, men der var ikke rigtig plads. Besætningen på den anden båd holdt godt fra, så der skete ingen skade. Desværre var den anden båds ankertov inde under vores båd, så vi kunne ikke starte motoren, men så fik vores anker fat igen og den anden båd kunne slække lidt ud på deres ankertov så vores motor kunne startes. 

Vi havde ikke lyst til at kaste ankeret igen, men ville gå ind i havnen, hvor der var mere roligt. For sikke en storm, og i nattens mulm og mørke var det svært at finde havneindsejlingen, for det røde lys der viser vej, forsvandt i byens lys. - Las Palmas ligger lige ned til havnen. Ved hjælp af Max Sea, vores elektroniske søkort, kom vi godt ind gennem havnehullet. Vi fandt en plads, så nu var det med at komme ind på pladsen, Claus blev vækket, for at hjælpe med fenderne, og jeg koncentrerede mig om fortøjningerne, mens Flemming styrede. Stormen gjorde det vanskeligt at komme på plads, men heldigvis fik vi hjælp af en sød pige fra nabobåden. Så kl. 4 om morgenen var der nogenlunde fredeligt igen. 

Stormen fortsatte dagen efter, med regn og lidt sol ind i mellem, men Claus og Trine fik alligevel set lidt af byen. Om aftenen var det igen mildt og stille, så vi havde en hyggelig aften i byen.

Fredag 14.12.07 var dagen, hvor Trine og Claus skulle hjem. Trods de hårde sejlture, har de stadig mod på at besøge os for endnu en sejlerferie.
Mine venner fra DK holdt ferie i Las Palmas, så de ville gerne vise os byen, og de gode spisesteder. De har holdt ferie her i de sidste 20 år, så de kender byen ud og ind. Flemming var dårlig, så han lå på deres sofa, mens jeg nød rundvisningen og en god middag sammen med dem.
Søndag 16.12.07 gik vi ud for at se og høre folkedans i parken, vi kom i god tid og nød det gode vejr. Der kom flere og flere forældre med deres små børn, det viste sig at være optræden af 2 børnestjerner, og julemanden kom og gav alle børnene en slikkepind. At se de små børn danse foran scenen, var herligt at se på, frem for at se på 2 piger sno sig til diskomusik. Da vi var på vej ud af parken, hørte vi noget folkemusik- det var jo dem vi kom for at opleve - vi nåede lige at få 15 min. nydelse. Dem skal vi høre og se igen næste søndag.

Nu bliver vi liggende her i Las Palmas og gør båden klar til turen over Atlanten, som vi starter sidst i januar 08, når vores gaster er kommet ombord.
Kære familie, venner og bekendte og alle der læser vores hjemmeside, hav en rigtig god jul og et lykkebringende nytår.
NB. Lige præcis i samme øjeblik som dette rejsebrev var færdigt ringede telefonen. Det var Flemmings bror Jørgen der ringede. For sjov startede jeg med at sige om de ikke kom ned for at holde jul med os. Til min forbløffelse sagde han, jo, vi har faktisk bestilt billet. Så nu kommer Christel og Jørgen til Gran Canaria den 22. Herligt herligt !!
Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk