Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev 13 07
Rejsebrev fra Rubicon (Lanzarote) 18.11.2007
Mandag den 22.10.07 kom vi tilbage til Almerimar efter en dejlig tur i DK. Vejret viste sig fra den smukke side. For det meste skinnede solen, så alle efterårsfarverne kom til sin ret, jeg nød rigtig det danske efterår, mens jeg gik tur med Liva - hun skal heldigvis ikke opereres, men kan nøjes med støttesko. 


Og så har vi fået 2 gaster, Teddy og Ole - som vi kender fra vores sejlklub i DK. De kommer ombord i slutningen af januar på Gran Canaria og sejler med over Atlanten.

Liva - er hun ikke dejlig.
Mandag d. 05.11.07 tidligt om morgenen, kom vi endelig af sted fra Almerimar, nu skulle vejret være med os. Vi sejlede mod Malaga og ankom i bælgravende mørke, fandt en ledig plads, men da vi skulle til at lægge til kaj, kom havnepolitiet forbi og sagde at der måtte vi ikke ligge - det var en privat plads, vi kunne ligge os ved den kommercielle kaj til 100 euro for en nat, vi takkede nej, og drog videre mod Benalmadena. Vi lagde til ved benzinkajen og lå der natten over, fik diesel på næste morgen og drog mod Gibraltar. Vi kastede ankeret i La Linea bugten, dejligt at komme i læ efter en drøj tur med høje bølger.
Onsdag formiddag ville vi ind til land for at købe ind til den lange tur mod Canarie øerne. Ligesom vi skulle gøre gummibåden klar, blev der banket på, det var Claus fra Sverige. Han ville lige gøre os opmærksomme på, at vi ikke skulle lade vores gummibåd ude af syne, den ville bliver stjålet. Og om natten skulle du hæve den, fordi tyvene bare skar fortøjningerne over og drog lige så stille af sted med den. Så alternativerne var, at du kunne ligge den ved en kaj specielt for gummibåde og betale 5 euro om dagen, eller kontakte en af de andre ankerliggere - så ville de sejle dig ind til land og hente dig igen. Vi kontaktede Tim på den nærmeste båd, han sejlede os ind og hentede os igen. 

Vi var en tur til havnen i Gibraltar for at hente billig diesel. Pris 0,445 £ per liter. I Spanien er prisen 1,03 Euro.
Det blev fredag d. 09.11.07 før vi forlod Gibraltar, vinden var østlig og tidevandstabellerne var blevet tjekket endnu engang. Vi så solen stå op over Gibraltar, og var forberedte på en hård sejlads - vi har hørt om så mange dårlige sejladser gennem strædet. Men det blev en herlig sejlads, vi blev nærmest skyllet ud af strædet, til tider havde vi god medstrøm, så det gik derudad med 9,5 knob.
Nu skulle vi ud i et stort og nyt ocean, efter en fantastisk tid i Middelhavet.
Atlanten viste sig fra sin stille side, flad og rund som en pandekage, og der var ikke mange lys på den om natten. 
Da vi kom forbi Tanger kunne vi se det fyrtårnet på Cap Spartel, hvor vi sidste år sad og fik en lille anretning, og snakkede om at dernede skal vi sejle - nu var vi der, tiden går så hurtigt.
Flemming fangede en lille tun, - den smagte dejligt, og så var der rigeligt til flere dage.
Vinden forsvandt fuldstændig da vi sejlede langs Marokkos kyst, så vi havde motoren på i over 1½ døgn. Heldigvis kom vinden igen. Vi sejlede med 14-16 knob platlæns. Genoaen staget til den ene side og storsejlet ud til den anden med en preventer ud foran. Vi prøvede for første gang også at have stormfokken trukket stramt ud midskibs, det gav lidt mindre rulninger. 

Det blev herlige 4 døgn og 11 timer på havet, vi så en masse delfiner og nogle store pilot hvaler, et fantastisk syn, desværre nåede vi ikke at fotografere dem.

Onsdag d. 14.11.07 kl. 21.30 kastede vi ankeret i en bugten Francesa, ved øen Graciosa, vi havde læst at havnen Caleta del Sebo, ville være svær at ankomme til i mørke - det var meget mørkt ingen måne til at lyse for os.

Connie på Atlanten med udsigt til Tanger.

Gode stunder med Liselotte,Troels, Susanne, Anders, Bente og Ejnar.
Da vi næste formiddag skulle ligge til i havnen, kom to dejlige danskere Liselotte og Troels. De hjalp til med at fortøje. Det blev til et herligt bekendtskab - de var på ferie med nogle sejlervenner, men uden skib, de havde lejet en lejlighed her. De havde været her før - tilsejlende, og var helt vilde med øen - trænger man til fred og ro, så er det her man skal tage hen. Vi havde nogle gode snakker med Liselotte,Troels, Susanne, Anders, Bente og Ejnar.
Det viste sig at Anders var formand for FTLF s Bornholms afdeling.
Vi fik ikke set så meget af øen - et af vores toiletter var gået i stykker og slangerne skulle renses for aflejringer, så det skulle laves. Men vi så deres helt specielle kirke hvor alt inventaret var fiskerelateret. Døbefonten var en kæmpe muslingeskal der stod på en åleruse!!!! på højkant. Vi fik heldigvis også tid til en tur i ørkenen, et betagende syn og sikken en stilhed. Der var en helt speciel vegetation. Vi tog en lille plante med hjem. Den havde næsten ingen rodnet da der aldrig kom regn. Den fik givetvis væde fra den dug der faldt om natten.

Døbefonten.

Kirken.

Ørkenen.
Lørdag 17.11.07 Bjørn fra Josefine ankom sørme lige inden vi skulle afsejle til Lanzarote. Han havde også taget turen fra Gibraltar- men alene. Han var givetvis meget lettet over at det var gået så godt. Han havde kun sovet 10 min ad gangen, så op og kigge efter skibe, så 10 min søvn. Han vigtigste instrument på turen var hans æggeur sagde han. Bjørn skal også over atlanten alene.
Da vi sejlede ud af Caleta del Sebo, stod danskerne og vinkede farvel - de skulle nu hjem til kulden i DK.
Øerne her er meget golde, men lavaen har lavet nogle smukke formationer på vulkanerne, et fantastisk skue ude fra vandet, mod det blå hav.
Inden vi landede her i havnen i Rubicon, fangede Flemming 2 rigtig lækre fisk, så nu har vi føde til mange dage i fryseren. 

SÅDAN
Vi vil nu ligge et par dage her i luksusmarinaen i Rubicon før det går videre til Fuerteventura og Gran Canaria, hvor vi skal møde Trine og Claus som kommer og holder en uges ferie med os fra den 7 dec.
Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk