Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev7
Lissabon (Portugal) 28.05.2006
Hurra!!, Søndag den 21. kl.05.30, ringede den stolte fader og fortalte at jeg var blevet farmor til en pige, 3250 g. og 51 cm lang, så nu tager jeg hjem i morgen og bliver en uges tid.
Fredag d. 19.5 ankom vi til Viana do Castelo. Vi blev mødt af havnefogeden og skulle fremvise skibspapirer med det samme. Herlig by - der var meget rent alle vegne. Vores udflugt gik til kirken Santa Luzia som lå højt, 400 m over byen. Man kunne gå derop ad nogle trapper, men vi foretrak at tage en taxa. Turen derop var smuk men også trist, idet man kunne se hvor meget skade skovbranden, sidste år, havde gjort.
Mandag 22.5 tog vi videre til Aviero, det var dejligt vejr, men en hård tur med mange store dønninger. Vi ankom til en meget faldefærdig havn, hvor der var anlagt en ny bådebro til ca 10- 15 både. Nogle lokale hjalp med at fortøje, der var en kraftige strøm. De fortalte, at der senere på aftenen ville komme en med en nøgle, så vi kunne komme i land. Men akke nej, der kom ingen. Næste morgen fik Flemming fat i en kvinde der var ombord på sin båd for at gøre rent - hun hjalp os med at komme ud, så vi kunne komme en tur i byen. Byen var en overraskelse. De flotte muslingebåde blev brugt som gondoler, så man kunne sejle en tur på de romantiske kanaler. Vi spiste frokost i havnens Cantina, som også var meget forfalden, men på sin måde charmerende - søde madmor manglede en tand - flere lokale fiskere kom ind bare for en kop kaffe og læse dagens avis, meget afslappet. 
Efter frokost ledte vi efter en som kunne hjælpe os med en nøgle, men der var ingen. Så nu var gode råd dyre - et langt bræt ville hjælpe, så vi gik i gang med at lede i det gamle skrammel der lå alle vegne. Vi fandt et, nu kunne vi komme over. Så skulle vores cykler og madvarer over, det kunne brættet ikke bære, så der kom vore dejlige fender/landgangsbrobræt til sin ret. Det var godt at det var højvande, ellers havde brættet været for kort.
Onsdag 24.5 fortsatte vi til Figuera da Foz, vi sejlede med vinden ind læns, så sejlene var slået ud til hver side, her blev vi for en enkelt overnatning.

Torsdag 25.5 ankom vi til Peniche ved aftenstide, her herlig fiskerby, hvor den ene fiskerestaurant lå efter den anden. Her spiste vi selvfølgelig dejlig fisk, og kunne egentlig godt være blevet mere end et par dage, men blev enige om at tage til Lissabon, så vi har en hyggedag sammen inden jeg tager til Danmark.
Lørdag 27.5 Ankom vi her til Lissabon, vores første timer på havet, var virkelig drømmesejlads, agten for tværs, varm luft inde fra land og 20 knob, ingen bølger eller dønninger. For første gang så vi op til flere sejlbåde på havet. Men så forsvandt vinden, og vi blev overfaldet af fluer, der var blæst ud over havet fra land. Aldrig har vi set så mange fluer på en gang. Flemming kæmpede med at holde gang i båden, men efter 3 timer, hvor vi kun kom 6 sømil gav vi op og startede motoren. Vi kom for sent til Tejo, hvor tidevandet var parat til at komme os i møde. Den 27 maj er springtid så strømmen var ekstra kraftig. På et tidspunkt sejlede vi 7,2 knob men kom kun 2,8 knob over grunden. (Men loggen viser muligvis lidt for meget)
Ellers er her varmt, i skrivende stund er der 30,4 grader nede i båden, vandtemperaturen i havnen er heldigvis kun 19. Det er derfor det er så køligt i båden.
Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk