Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev5
Viana do Castelo (Portugal) 20.05.2006
Mandag d. 15.5. kl. 11.00 sejlede vi fra La Coruna. Sejlturen var så flot, vandets farve skiftede fra turkis til sort. Hvide byer lå ned af bjergskråningerne. Da vi ankom til den lille havn i Camarinas ved 21. tiden, blev vi modtaget af havnefogeden, en hyggelig fyr, med tid til en lille snak.
Camarinas er en lille hyggelig og stemningsfyldt fiskerby, der endnu ikke er ødelagt af turisme. Der var en afslappet atmosfære, hunde og katte lå og slængede sig i solen. Der var mange små butikker med kniplinger i alle afskygninger og kvinderne sad og kniplede mens snakken gik på typisk spansk facon.
Så var der fodbold på tv i sejlklubben, Flemming skulle selvfølgelig se med og faldt i snak med nogle sejlere fra Norge, Finland og England. Englænderen skulle videre sydpå for at hente sin kone, de andre skulle hjemad. Ved 23. tiden lød der bulder og brag, der blev simpelthen affyret fyrværkeri i smuk stil, Barcelona havde vundet over Arsenal, sikken en stemning.
Torsdag d. 18.5. sejlede vi langs Costa del Morte - dødens kyst - det lyder voldsomt, men igen havde vi en smuk tur, 4 meter høje atlanterhavsdønninger, men endelig med halvvind 14-16 knob. vi sejlede 78 sømil på 11 timer og ankom til Baiona ved aftenstide.
Havnen er dyr, 39 euro/døgn, og meget turistpræget, med 8 etagers grimme huse langs strandpromenaden men den ligger i en meget smuk bugt. Bag højhusene var der en dejlig hyggelig stemning. I de snævre stejle stræder med de gamle huse, lå der små meget hyggelige cafeer alle vegne. I havnen lå en kopi af Pinta, det skib Columbus sejlede til Amerika i.

Fredag d. 19.5 sejlede vi videre til Portugal, hvor vores første stop bliver Viana do Castelo. Vi ankom til denne lille havn i dejligt vejr, her bliver vi et par dage og tager på nogle udflugter. Det øsregner lige nu, men det ser ud til at klare op senere på dagen.

Jeg er endnu ikke blevet farmor, men regner med at tage til Danmark i slutningen af næste uge, hvor vi er ankommet til Lisboa.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk