Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev25
Rejsebrev fra Marmaris Yacht Marina (Tyrkiet) 12.12.2006
Vi er faldet godt til her i Marmaris Yacht Marina, det er næsten en hel lille by med restaurant, bibliotek, fitnesscenter, svømmepøl, supermarked, diverse værksteder og bådudstyr, lægeklinik og frisør. Så vi kan få alt til båden og os selv. Der er tre portalkraner til båndløft, bl.a. Middelhavets største på 330 ton. Jeg står foran et af hjulene på billedet.
Her er ca. 1000 mennesker beskæftiget, vi kan mærke at de kan lide at være her, her må være et godt arbejdsklima. Men lønnen er ikke særlig stor, f.eks. får en tjener ca. 500 Ytl. pr. måned plus drikkepenge ca. 400 Ytl., de arbejder 6 dage á 12 timer, med en ugentlig fridag og så har de ret til 14 dages ferie. En Ytl. er ca. kr. 4,00.
Her er også en masse social samvær, vi skal være oppe på dupperne for at være med til det hele. Hver morgen er der vejrudsigt på VHF´en, hvor vi også får besked om diverse nye aktiviteter, hører om nyankomne og dem der forlader havnen, en såkaldt hi´s  and goodbyes, samt meget andet der vedrører livet her i havnen. Hver aften er der Happy Hour i baren, hvor alle drinks er til halv pris, så der er trængsel.  Der bliver arrangeret loppemarked, busture ind i landet, ladys coffie, gentlemans lunch, Edb-undervisning, tysk for begyndere, syværksted, quizaftner, bowling ikke at forglemme - der er Flemming selvfølgelig med. Vi er meget sammen med et par herlige danskere, Peter og Gertrud, de bor på båden "Rosa" fra Køge, de bliver det meste af vinteren, de andre danskere er taget hjem og kommer først tilbage i det nye år.
Vores tur hjem i slutningen af oktober, var en lang tur med bus i 7 timer over bjergene til Antalya, men utrolig smuk, ligesom barnedåben af Liva var smuk, det var en dejlig oplevelse igen at være hjemme i DK, sammen med børnene og opleve Liva som nu var ca. ½ år. Hun er en meget glad pige, som ligger og småpludre meget, hun er meget tryg og veltilpas. Vi glæder os til komme hjem igen i det nye år, at være sammen med familien er dejligt, det savner jeg meget.
Da vi kom tilbage til Tyrkiet og landede i Antalya, havde vi en 7 timers bustur foran os, det var lige for meget, så vi tog en taxi i stedet. Det blev en herlig tur, chaufføren var snakkesaglig og han viste os sin fødeby, som lå oppe i bjergene, der var dækket af sne. Han stoppede pludselig ved en kilde, hvor han bestemt syntes at vi skulle smage på vandet der kom direkte fra bjergene. Senere kørte vi igennem store appelsinlunde og nød den smukke udsigt.

Vi har været på en enestående 2-dages tur til Efesus og Sirince. Efesus er en ruinby af de store, hvor vi travede rundt i et par timer, og nød det gode vejr, samtidig med at vi fik fortalt historien om Efesus. Vi var af sted med andre her fra havnen. Senere fik vi anvist vores hotel - en stor overraskelse - det var luksus, med terrasse med udsigt til Samos og Kusadasi. Dagen efter tog vi videre til Sirince, en lille landsby. De gamle kvinder sad og strikkede varme sokker, vanter, benvarmere, som de solgte i deres små boder. Det bliver rigtigt koldt oppe i bjergene. Og så var der bonden der sad og slog skallen af valnødderne, der lige var plukket, han havde osse nyplukket figner, som vi købte en masse af. Jeg skar dem over op puttede en valnød i, UHM, hvor det smager godt. Prøv det, det er en hyggelig julesnack. Senere var vi på et væveri, hvor kvinderne sad og vævede de berømte tyrkiske tæpper, vi så hvordan de farvede garnerne, og hvordan der blev udviklet silke af sommerfuglepupper, en oplevelse jeg blev inspireret af. 

Apropos jul, så kommer man ikke let i julestemning her i 20 graders varme. Butikkerne er ikke pyntet og der er ingen julemusik i radioen. Julefrokost hjemme i familiens skød må vi også undvære. Men når stearinlysene tændes og de hjemmelavede filtnisser hænger og smiler til os, så er der jul i kahytten. Julesnapsen er lavet på vodka, appelsin, kaffebønner og sukker, så den er lagret og kan nydes når vi kommer herned igen efter jul, som vi holder hos Stina og børnebørnene i Berlin.

Vi har planlagt at tage med Emyren - East Med Yacht Rally - hvor ca. 80 både deltager. Man kan være med fra starten i Istanbul, men vi har valgt at starte fra Kusadasi og sejle med til Port Said. Vi har meldt os til og har været til et informationsmøde omkring turen, som vil blive en oplevelsesrig tur. Emyren starter fra Istanbul i slutningen af april og slutter i Port Said midt i juni.

Vi vil tage tilbage til Europa, Kos eller Samos midt i februar.
Med disse ord vil vi fra det gode skib Chriann ønske alle en rigtig god jul og et godt nytår.
Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk