Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev18
Rejsebrev fra havnen i Monemvasia (Grækenland) 3.09.2006
Først en tak til alle Jer, der via vores gæstebog sendte mig dejlige fødselsdagshilsener. Jeg siger Jer det blev en fødselsdag jeg aldrig glemmer. Der blev holdt taler, vi fik dejlig mad og ikke mindst det at have sine børn, barnebarn og venner omkring sig gjorde at dagen blev mindeværdig.

Ventetiden, inden børn, barnebarn, svigerbørn og venner skulle ankomme, blev bl.a. brugt til at prøvespise på diverse restauranter - den græske madkultur er ikke lige vores smag, men vi fandt en restaurant der lå smukt placeret i en ruin - og maden var rigtig dejlig- Tzasiki, græsk salat, Chateaubriand, kaffe og kage.

Det med at placeret en bolig eller restaurant i en ruin, det kan de bare her nede i Chania.
Vi lejede en bil og kørte over bjergene til Christoskalitissas. Det var en meget smuk tur, hvor vi gjorde holdt ved grotten Agia Sofia - en trappe, udhugget i klippen, førte os højt op til grotten og på en repos, ind til grotten, lå der et meget lille stenhus, som havde smukke ikoner hængende på væggen, det viste sig at være en kirke. Videre over bjergene til Elafonisis, hvor vi tog en dukkert i det krystalklare vand.
Det var meningen at fødselsdagen skulle holdes i Iraklion, men blev i sidste øjeblik lavet om til Chania, fordi det var her alle ville lande med fly, bortset fra min veninde og hendes mand som ferierede i Analipsis 156 km fra Chania.

Heldigvis kom de og var med på min store dag, så vi gav dem en overnatning, og kørte dem hjem dagen efter. De gav frokost på deres stamrestaurant og vi fik en fornemmelse af hvor de boede. Det blev en dejlig dag - som vi er glade for i dag, for vi skulle ha været og besøge dem efter at børnene var taget hjem den 31. men vejret ville noget andet, det blæste op til stiv kuling og regn, så vi kunne ikke sejle den planlagte natsejlads. 

Chriann i Chania
Ellers har det været så dejligt at have besøg at sine nærmeste - at opleve lille Liva igen efter 3 måneder - at det gik så fint, trods trang plads på båden. Men afskedstimen kom, og det var slemt at skulle sige farvel efter en dejlig uge. Men der skal være barnedåb i slutningen af oktober, så ses vi heldigvis snart igen.

På grund af vejret kom vi først af sted lørdag den 2.9, hvor vi sejlede til Avelomona på øen Kithera, og kastede anker for natten. Vores første sejletur i 3 uger var meget hård, med store bølger og vind op til 24 knob, vi havde dog sejl oppe hele turen og sejlede i perioder helt op til 9 knob. Solen skinnede imellem skyerne og var med til at lave regnbuer af skumsprøjtet, hen over vandoverfladen, et fantastisk syn. Skyerne lagde skygger på bjergene, så de ikke var til at kende igen. 

I dag søndag d.3.9 er vi igen på Peloponesis, men ligger i havn i Monemvasia på sydøstkysten.
Flemming sætter ny kilerem på dieselgeneratoren, og har opdaget at den er temmelig tæret af saltvand.

Vi har lige været ude og spise noget græsk grill lam som dog ikke var særlig godt. I morgen bliver vi her i havnen og tager en slapper. 
NB
Det oplyses nede fra maskinrummet at varmt middelhavssaltvand er noget man skal have respekt for, især hvis det bruges til at køle motorer. Det gnasker offeranoder i sig som var det varmt wienerbrød og hvor er det nu lige de sidder og hvor får man nogle nye som passer.
Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk