Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Rejsebrev 06 07
Rejsebrev fra Iskenderun (Tyrkiet) 26.05.2007
Søndag 13.05.2007. Det var en dejlig hyggetur til Kemer, den sorte genakker stod flot mod det hvide storsejl, snedækkede bjergtoppe og det blå vand. Vi havde Rosa´s gaster ombord, Bev og Richard, som var taget hele vejen fra Australien, for at være sammen med Gertrud og Peter og deltage i rallyet.
Da vi ankom, skulle vi introduceres for resten af vores gruppe - vi er i gruppe 5. Der er 6 grupper i alt, delt op efter bådenes størrelse. 
Dagen sluttede på Rosa, hvor vi fik serveret dejlig kylling i karry.

Mandag var en dag hvor vi slappede af i varmen, for senere at deltage i en meget flot Rally Dinner i vandkanten. Tirsdag var der arrangeret konkurrencer imellem deltagerne, Flemming var med på et af holdene der vandt tovtrækning, så han vandt nogle plejemidler til båden. 

Onsdag 16.05.2007 tog vi af sted kl. 04.30 om morgenen for at sejle de 68 sm mod Alanya. Vi skulle være fremme senest kl. 17.00 - der var ingen vind. Motorsejllads i 8 timer og 2 for sejl. 
Vi var nu 67 både der skulle i havn, så gruppevis blev vist ind en efter en. Det er utroligt at så mange både kan komme på plads uden problemer, men det viste igen, hvor godt dette rally er tilrettelagt. 
Kl. 19.30 ankom Leif, som vil være ombord på resten af rallyet. Det skal blive dejligt igen at have Leif ombord. 
Torsdag gik vi en tur rundt i byen i stedet for at deltage i den tilrettelagte tur til endnu nogle ruiner. Om aftenen var der en flot reception, hvor vi alle trykkede borgmesteren i hånden, og derefter endnu en Rally Dinner.
Fredag 18.05.2007 gik sejlladsen på 98 sm til Girne på Cypern. Vi tog af sted kl. 12.30 for at være fremme kl. 10.00 næste morgen. Vi planlagde et 3-holdsskift på 3 timer ad gangen. Ved 03.00 kom der en god vind, så der blev sejlene sat.
Lørdag ankom vi som planlagt, vi var meget trætte, så vi prøvede at få noget søvn inden vi igen skulle til reception. Flemming bar det danske flag. Ved alle større sammenkomster er alle nationsflag med. Vi er 19 nationer. Senere lavede jeg små pandekager, så de var klar til Leif´s 70 års fødselsdag næste dag. Søndag morgen kl. 07.30 ankom nogle af vennerne til morgenkaffe og en Gl. Dansk. Birgitta fra Tarsia III, havde taget hamonikaen med, så der blev rigtigt sunget fødselsdagssange, så hele havnen vågnede. Kl. 9.00 tog vi på udflugt til bl.a. Nicosia, hvor vi så grænsen mellem den tyrkiske og græske del, et grønt ingenmandsland. 
Om aftenen gik vi alle i samlet flok og udklædte til Piratpary. Det er en emyr-tradition at afholde piratparty i Girne. 
Mandag 21.05.2007 skulle vi ud på en sejltur på 108 sm tilbage til Tyrkiet til byen Mersin, så efter at vi havde fået 400 l. diesel på og vores pas udleveret, tog vi af sted 11.30. Vi ankom næste formiddag kl. 11.00, hvor vi blev modtaget af matroser i hvidt tøj, som tog fortøjningerne, sikke en velkomst.
Leif og jeg fik vasket noget tøj og spulet båden for saltvand, medens Flemming tog til byen for at få lavet nogle rustfri beslag til båden. Om aftenen var vi til den flotteste reception med diverse tyrkiske delikatesser, og underholdning af meget professionelle dansere. 
Onsdag gik vi tur i Mersin, en by der endnu ikke er fyldt med turister. Da vi spiste frokost, tabte Flemming sit ene brilleglas så det gik itu. Han er meget afhængig af sine briller, så det var med at finde en optiker, der kunne levere nogle nye på kort tid. Tjeneren, den eneste der kunne tale lidt engelsk, hjalp med at finde en butik, hvor det lykkedes at få fremstillet nogle nye briller, så Flemming kunne hente dem kl. 19 samme dag. Titanium stel, plastic linser. Pris 1000 kr.

Torsdag 24.05.2007 skulle vi så til Iskenderun, hvor vi igen skulle sejle natten over. Vi sejlede kl. 16.00 og var fremme kl. 10.00 næste morgen. Vagten er nu fordelt sådan, at jeg har 2 timer fra kl. 22. til 24. og resten tager mændene med 4 timers skift. Herligt.

Flåden samlet i Iskenderun.
Lørdag 26.05.2007 var vi på en fantastisk udflugt, hvor vi bl.a. så på romerske mosaikker fra omkring AD 100, og gik tur i Titus tunnelen. Efter frokost, indtaget med udsigt til dybe kløfter og vandfald, var vi inde i St. Peters Church, som er bygget ind i en klippe omkring AD 40. Vores sidste aften i Tyrkiet blev afsluttet med sammenbragt mad på kajen, og et fyrværkeri som var arrangeret af de lokale fiskere. Vi kunne mærke at vi var meget velkomne, her er endnu et sted fri for turisme, så vi mærkede den tyrkiske varme og gæstfrihed, som vi for øvrigt har nydt og værdsat, så det er med vemod at vi forlader dette dejlige land. Men vi skal nu se og nyde nye lande og byer. Næste stop bliver Latakkia i Syrien.
Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk