Med Chriann Jorden rundt

Rejsebrev fra Chriann på kurs mod Siros (Grækenland) 8.10.2006

Lørdag 30.9.2006. Porto Rafti. Det meste af natten sloges vi med myg, hvor kan de ødelægge ens nattesøvn, bare fordi man ikke kan lade være med at kradse sig. Nå, pyt, dagen gik med at Flemming fik ryddet op i sit "værksted", mens jeg gjorde forkahytten klar til Leif.

Søndag 01.10.2006. Lige pludselig bankede det på "døren", det viste sig at være Kirsten og Mogens på "Havkatten", der lige kom forbi i deres gummibåd. Det blev til en rigtig hyggelig snak bl.a. om vinterhavn ved Marmaris. Så ringede telefonen, det var Leif der stod på kajen, så han blev hentet i gummibåden og kom ombord. Efter frokost sejlede vi til øen Mégola Petali og kastede ankeret i Vasilikobugten. Mændene tog en dukkert i badekaret, mens jeg gjorde klar til aftensmaden.
Leif havde en "væv" med til mig, en herlig ting jeg kan sidde med i cockpittet når vi sejler.
Væven blev trendet inden jeg gik i seng. En rigtig dejlig dag.


	Mandag 02.10.2006 tog vi tidligt af sted mod Petries på Evia, en tur på ca .50 sm. Morgenlyset viste bjergene frem fra deres smukkeste side - lyset er altså helt speciel her i Grækenland. Vi nyder alle 3 udsigten. Men, men vi kom ikke til Petries - vinden tog til, så vi blev enige om at sejle syd på i stedet - så målet blev øen Tinos. Det blev en meget hård sejlads, der måtte håndstyres fordi søerne var så høje og krappe med en vindstyrke på op til 45,2 knob. Jeg gik ned i kahytten og startede på min væv, mens mændene sad og blev plaskvåde og knoklede med styringen.

Da vi ankom til havnen i Tinos, fandt vi den eneste ledige plads ved siden af en stor motorbåd, der var kraftig sidevind så det var svært at komme ind. Men der var ingen hjælp at hente fra besætningen fra motorbåden, kaptajnen ville ikke have at vi lagde til ved siden af hans båd. Men Leif kravlede ombord på deres båd og fik en line over. Heldigvis stod der nogle danskere på kajen som var behjælpelige med at fortøje. Senere gav Leif middag på en græsk restaurant, hvor mændene ved bordet ved siden af os pludselig brød ud i sang. Herligt.

Tirsdag 03.10.2006 På vores morgenvandring igennem Tinos, så vi pludselig nogle kvinder kravle på gaden op til kirken Panayia. Jeg blev noget forbavset - hvad tro dog kan få folk til. Ved siden af kvinderne gik der nogle med lys der var ca. 2 meter lange. I kirken hænger et såkaldt mirakel ikon af Maria, som pilgrimme i store flokke besøger hvert år. Det skulle vi op og se. Da vi kom op til kirken var der en lang kø ind til ikonet, der blev tændt lys og slået korset tegn, og ikonet blev kysset.
Efter den bevægende oplevelse sejlede vi videre mod øen Delos, vinden var nu løjet meget af, så det blev en behagelig sejlads. Øen er en museumsø, hvor der er rester af en gammel by, flere templer og bl.a. Kleopatra havde et hus her.

Da vi ankom til Delos, kastede vi ankeret - det var næsten umuligt at få ankeret til at bide sig fast, der kom hele tiden tang i vejen, men det viste sig at øen var lukket. Heldigvis, får pludselig så vi at båden drev, ankeret havde revet sig løs af bunden. Efter forskrækkelsen sejlede vi så ind i en bugt i nærheden, ved øen Reneia.
Sikken en smuk aften det blev, med blikstille vand, masten nåede helt op i himmelen, hvor stjernerne lyste om kap med månen. Mændene snakkede teknik nede i kahytten, så jeg råbte dem an, for at de skulle se hvor smukt det var. I det klare lys kunne vi se sandbunden, og med hjælp fra en lygte så vi en blæksprutte på sin nattevandring over bunden. Senere kom der jazz på cd´en og whisky i glassene.
Her syd på er klipperne meget barske, nogen steder med et stænk at grøn jord som er farvet af kobberet som findes her, næsten ingen vegetation, men utrolig smukke at skue fra vandsiden.

Onsdag startede vi tidligt - vi ville en tur omkring Delos som er en stor oldtidsby, inden turen gik videre til Siros.
Vi prøvede om vi kunne få lov til at lægge til på øen, men nej, desværre, for der skulle være plads til de færger der kom med besøgende til øen. Så vi måtte forsøge at få ankeret til at bide sig fast i bunden, det var stadig svært, men det lykkedes og vi kom på rundtur og så det meste at ruinerne. Vi kunne rigtig fornemme, hvordan det var at gå i de små stræder mellem husene. Flere steder var gulvene næsten intakte, med de smukke mosaikker de lavede den gang. Turen gik nu videre til Ermoupolis på Siros, vi så en par delfiner på vejen og jeg fik vævet lidt i cockpittet.

Torsdag 5.10.2006. Hvem kan sejle foruden vind, så det blev for motor til Livádhiou på Sérifos, der var hyggelæsning ombord. Fra vandsiden lå byen ligesom en bolle med husene strøet over bjergtoppen som flormelis. Vi kastede ankeret, men flyttede senere ind til kaj i havnen, fordi vi syntes at vi lå usikkert, i havnelodsen stod at bundforholdene var dårlige for anker.
Havnen var en smuk naturhavn som vi nød mens vi sad med fødderne i strandkanten og drak aftenkaffen.

Fredag 06.10.2006. Sejladsen var meget smuk, vi sejlede tæt ved kysten så vi rigtig kunne se og nyde udsigten på vej mod Nikolaou på Kea. Det var endnu en smuk naturhavn, hvor vi lagde til ved en ankerbøje, hvor en lang rød og blå fisk - den lignede nærmest en nål - svømmede igennem bøjehullet, hoppede over linen, den havde det rigtigt sjovt. Ænder gik i vandkanten og snadrede, mens vi sad på en hyggelig restaurant og spiste. Denne smukke aften skulle ikke ødelægges af motorstøj, så jeg blev padlet hjem.

Lørdag skulle vi så tilbage til Porto Rafti, men vi stoppede i Lavrion, fordi her skulle vi kunne se de gamle sølvminer, det måtte være et besøg værd, men nej minerne var ikke tilgængelige. En taxichauffør sagde, at det var fordi alt for mange forsvandt i minegangene !!! så vi måtte nøjes med at gå på museum, hvor vi kunne se hvordan det hele gik til. Og så var det af sted til Porto Rafti, hvor Leif gav afskedsmiddag. Det blev på "Beer Academy" der var maden super.

I skrivende stund er det blevet søndag, og vi fik sagt farvel til Leif som lige nu hænger oppe i luften på vej hjem, og vi er på vej til Siros, som vi vil nå ved aftenstide. Nu skal vi den korteste vej til Marmaris i Tyrkiet, så vi kan være der den 14., hvor vi skal have Flemmings barnebarn Daniel også kaldet Warrick, ombord. Der bliver hård meltemi i det Ægæiske hav, men vi når lige at krydse over inden vinden kommer (håber vi) .

NB
Det meddeles fra rattet at det er lidt hårdt at sejle i 45,2 knob vind. Men det gik alligevel overraskende godt. Autopiloten var for langsom til at korrigere så vi slingrede alt for meget. Vi var dog enige om at vi nok havde for meget sejl ude, men med håndstyring var det ok. Vi sejlede 9.8 knob og Leif syntes det var mægtig skæg og kæmpede for at runde de 10 knob, men så lagde vinden sig.

Kærlig hilsen
Connie og Flemming på det gode skib Chriann

Forrige rejsebrev

Næste rejsebrev

Bjealke bund