Link Maritim Ordliste  
  Forside Senest nyt Chriann Data Rejsebreve Besætning Gæstebog Position/Ruten Kontakt  FotoAlbum  
Havene
HAVENE
Havene dækker en større del af Jorden end landområderne - 71% eller næsten 3/4 af Jordens overflade. De har en gennemsnitsdybde på ca. 4000 m, og der er dybest ved Marianergraven, der er 11.000 m dyb. De tre største have er Stillehavet, Atlanterhavet og Indiske Ocean. Stillehavet er det største af verdenshavene. Det udgør over en tredjedel af Jordens overflade. Ishavet eller Det Arktiske Hav er et middelhav og mindre end hvert af de tre verdenshave eller oceaner og er næsten helt dækket af is. De almindelige have, bihave, middelhave og randhave, er mindre end verdenshavene.
De nederste vandlag i Atlanterhavet ikke har været i kontakt med overfladen i ca. 300 år. Og bundvandet i det østlige Stillehav, som har cirkuleret i hele Stillehavsbassinet, har været dernede i ca. 2000 år.
HAVVAND
I havvand findes opløste, faste stoffer. Mest udbredt er natrium og klor, som i fast form bliver til natrium-klorid, kogsalt, der sammen med magnesium, kalcium og kalium udgør over 90% af de opløste stoffer i havvand. Andre stoffer er kun til stede i meget små mængder. 
Havvands saltholdighed afhænger af mængden af opløste stoffer og materialer. Rundt regnet 3,5% af havets rumfang består af opløst materiale. Ved høj fordampning forsvinder der vandpartikler, mens de opløste stoffer bliver tilbage. Saltholdigheden er derfor større ved høj fordampning, navnlig hvis havvandet ikke så let kan opblandes med saltvandet i et af de større verdenshave. Som eksempler på meget saltholdige have kan nævnes Middelhavet og Røde Hav. Polaregnene er karakteriseret ved lav saltholdighed, specielt i sommermånederne, hvor smeltevand fortynder havvandet. Lav saltholdighed kendetegner endvidere middelhave som Østersøen, som kun står i forbindelse med Atlanterhavet gennem en smal rende og samtidig har tilløb fra et stort antal ferskvandsfloder. 
Størstedelen, 94% af vandet på Jorden, findes i verdenshavene. Der fordamper mere rent vand fra verdenshavene, end der vender tilbage som nedbør (regn, sne osv.), men den samlede vandmængde i havene forbliver den samme, fordi floderne fra land også sender vand tilbage til dem.
BØLGER
Havvand er sjældent stille. Det bevæger sig sædvanligvis som bølger, tidevand og havstrømme. Bølger opstår sædvanligvis, når vind blæser hen over havoverfladen. En bølges højde afgøres af vindens hastighed, det tidspunkt, vinden blæser, og af den afstand, som bølgen har tilbagelagt over havet. Den højeste bølge, der nogensinde er blevet registreret, målte 34 m, men som regel er bølger meget mindre. Bølgebevægelserne spiller en vigtig rolle ved kystlinjernes udformning. 
Den enkelte vandpartikel bevæger sig ikke i bølger, men i lodrette cirkler. Dette kan iagttages ved en båd. Båden danser op og ned, når bølgen passerer forbi den, men den bevæger sig ikke sammen med bølgerne. 
En anden bølgetype, der ikke er vindfremkaldt, betegnes tsunami eller flodbølge og tidevandsbølge, men dette er ukorrekt, fordi bølgerne ikke skyldes tidevand. Tsunamier fremkaldes af jordskælv og udbrud fra undersøiske vulkaner, hvor store vandmængder kommer i hurtig bevægelse, sætter havoverfladen i oprør og skaber bølger, som bevæger sig bort fra jordskælvs- eller vulkanområdet. Tsunamier ruller frem med en fart af op til 800 km i timen. Ude på det åbne hav anretter de dog ikke større skader, fordi bølgehøjden er meget lav, oftest på under l m. Til gengæld taber de fart i lavvandede områder, samtidig med at højden øges til 10 m eller mere, hvorfor de kan anrette omfattende skader, når de rammer en kyst.
TIDEVAND
Tidevand fremkommer ved Månens og Solens tiltrækningskraft på Jorden. Tiltrækningskraften er størst på den side af Jorden, der vender mod Månen, og her er der højvande (flod). Tiltrækningen er mindst på den side, der vender bort fra Månen. Dette resulterer også i højvande. 
Solen ligger længere væk fra Jorden end Månen, men selvom den er meget større, indvirker den ikke engang halvt så meget på tidevandet som Månen. Når både Månen og Solen befinder sig på den samme eller modsatte side af Jorden, er tiltrækningskraften størst. Resultatet bliver særlig høj flod og særlig lav ebbe, såkaldt springflod. Særligt lavt tidevand, nipflod, indtræffer, når Månen og Solen danner en ret vinkel med Jorden, så deres tiltrækning virker i modsat retning. Springflod finder sted hver fjortende dag og nipflod midt imellem hver springflod. 
De fleste steder på Jorden er der højvande og lavvande to gange daglig, men nogle få steder er der kun højvande og lavvande en gang eller en blanding, hvor det ene højvande er væsentligt højere end det næste. Tidevandsforskellen mellem høj og lav vandstand er forskellig fra sted til sted - fra under l m i Middelhavet og Mexicanske Havbugt til hen ved 15 m inderst i Fundy-bugten på Canadas østkyst (ved springflod 20 m). I Saint-Malobugten i Nordfrankrig udgør højdeforskellen 12 m, ved Grønlands vestkyst 2-5 m, men inden for Skagen ikke over 0,3 m, ved Hornbæk således kun 0,18 m.

Flod (høj vandstand)

Ebbe (lav vandstand)
HAVSTRØMME
Havstrømmene nær overfladen drives ligesom bølgerne frem af vindsystemer, som trækker vandet med sig. Havstrømmene bevæger sig meget langsommere end vinden med hastigheder på under 8 km i timen. De strømmer ikke helt i samme retning som vinden, men afbøjes til den ene side på grund af jordrotationen.

Mange af havenes havstrømme følger de fremherskende vinde. Så ved at afpasse tid og sted kan man tit slå to fluer med et smæk og ofte sejle med både vind og strøm i ryggen.
HAVBUNDENS FYSIOGNOMI
Den del af havet, der ligger nærmest land, kaldes kontinentalgrænsen. Inderst ligger littoralzonen (området mellem laveste og højeste vandstand), yderst ligger fladsøen (fra kysten og ud til 200 meters dybde) . . Så følger det stejle skræntområde kontinentalskråningen eller fastlandsskrænten fra 200 meters dybde til 2.000-3.000 m, som forbinder fladsøen med dybsøen udenfor. Bunden i fladsøen kaldes også kontinentalsoklen eller shelj og har i almindelighed kun ringe hældning. Dens bredde er omkring 100 km. Saltvandet i dette område vrimler som regel med marint liv og er tillige der, hvor det meste fiskeri finder sted. Omkring en fjerdedel af olie- og gasproduktionen kommer fra grunden under kontinentalsoklerne.
OCEANRYGGENE
Der findes store og forrevne, undersøiske bjergkæder, der ikke altid ligger midt ude i oceanerne. De har en gennemsnitlig bredde af 1.000 km og rejser sig op til 3.000 m over havbunden. De udgør et mere eller mindre sammenhængende system af en længde på 80.000 km, som er repræsenteret i alle større have. Man har navngivet de enkelte dele. I den centrale og sydlige del af Atlanterhavet ligger fx Den Midtoceaniske Ryg, i Nordatlanten sydvest for Island Reykjanes-ryggen, og i Stillehavet betegnes systemet East Pacific Rise. I gennemsnit befinder rygtoppene sig ca. 2.500 m under havets overflade, men der er enkelte steder, bl.a. Island, hvor fjeldet rejser sig op over havoverfladen og danner en ø. 
Mellem oceanryggene og kontinentalgrænsen ligger dybhavssletterne. De udgør nogle meget flade og karakterløse dele af havbunden i en dybde af ca. 4.000 m. Dybhavssletterne brydes flere steder af seamounts, underjordiske vulkaner, som er skudt op gennem havbunden. Enkelte steder hæver de sig op over havoverfladen og danner øer som fx Hawaii. 
De dybeste dele af havene udgøres af oceangravene (dybhavsgrave). De har en gennemsnitlig bredde af 100 km, er 7.000-8.000 m dybe og kan være tusinder af kilometer lange.
KYSTLINJERNE
Det land, som har den længste kystlinje, er Canada, hvis samlede kystlinje inklusive øer er på 244.000 km. Det tidligere Sovjetunionen havde 103.600 km kyst. Australien har 36.735 km og Japan 33.287 km. Danmarks kystlinje er ca. 7314 km og Monacos kun 5,6 km.
LÆNGDEN AF EUROPAS KYSTLINJER
Storbritannien 16.800 km (Inklusive Nordirland, men uden Kanaiøerne og Isle ol)
Grækenland 15.021 km 
Italien 7.500 km (Inklusive Sicilien og Sardinien)
Danmark 7.314 km (Eksklusive Færøerne)
Spanien 5.940 km 
Frankrig 5.500 km 
Irland 2.669 km (Kun Irske Republik (Eire))
Tyskland 1. 720 km (Inklusive det tidligere DDR)
Nederland 1.200 km 
Portugal 845 km 
Belgien 66 km
 
Bjealke bund
Copyright 2006 - 2011 Flemming Monrad & Connie Schønbeck *** Web: bpvk